Fortsæt til indhold
Kommentar

Trump tiltalt: Vi vidste, det var på vej – alligevel er det et chok

»JEG ER EN USKYLDIG MAND,« skriver Trump på sit sociale medie. Det er skræmmende, at én mand kan hypnotisere så mange mennesker til at tro på sig. Hvordan kommer USA gennem det kommende præsidentvalg?

Désirée Ohrbeck

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Donald J. Trump er blevet tiltalt for syv forhold i forbindelse med de hemmeligstemplede dokumenter, han tog med til sit golfresort, da han forlod Det Hvide Hus. Hvorfor tog han dem? Hvorfor beholdt han dem? Hvorfor løj han om det? Har Trump bragt den amerikanske befolkning i fare? De spørgsmål ønsker Trump ikke, den amerikanske offentlighed skal kende svarene på. Men vi kommer til at kende sandheden inden for kort tid.

Drypvis er vi blevet forberedt på det, der nu er blevet virkelighed. Alligevel kommer det som et chok at høre, at en tidligere præsident er tiltalt efter love om konspirationsteorier. Chokerende, men ikke overraskende.

Det kan undre, at der ikke kommer nogle udmeldinger fra Justitsministeriet. Intet pressemøde, ingen udmeldinger.

Trump sidder på fortællingen – og det benytter han sig af. Han spyr sin galde ud til sine tilhængere – og han får taletid uden at blive mødt med modargumenter. Indtil videre benytter han desuden i bedste Trump-stil muligheden for at samle penge ind.

Trump er kendt for sine evige retssager. Den her sag er i en helt anden liga – han kommer til at kæmpe sit livs største kamp i denne retssag. Trump kan ryste det meste af sig, men bliver han tiltalt for spionage, bliver det svært at forklare for hans republikanske vælgere. Jeg kan tage fejl; Trump har en tendens til at overraske.

Det er skræmmende, at millioner af amerikanere er blevet hypnotiseret af Trump. Hans følgere elsker ham. Han har arbejdet på sit projekt i årevis og har fodret en version af virkeligheden, der puster til had og splittelse i befolkningen. Trump er på alle måder frastødende – i måden, han manipulerer folk på, og i måden, han fremstiller sig selv som offer på. I går kom en video frem, der fremstiller Trump som offer, hvor ulve på venstrefløjen er ude efter ham. Det er nu, systemet skal stå sin prøve – måske vil de folk, som Trump har indoktrineret til ikke at tro på repræsentanter for systemet, se, at det selvsamme system kæmper for deres rettigheder og (rets-)sikkerhed?

To tredjedele af republikanske vælgere mener stadig, at Trump vandt det seneste amerikanske valg. På en større skala er spørgsmålet, hvordan USA kommer igennem det kommende valg i 2024 som et sammenhængende, demokratisk land – efter endnu et angreb fra Trump på demokratiske institutioner og processer.

Trump er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Den amerikanske befolkning og resten af verden må vente på, at sagen går sin gang, og den juridiske proces kører. Hvis sagen bliver ført til ende, er jeg overbevist om, at det sker: Det modsatte bliver bevist, og Trump kendes skyldig.

Om få dage skal jeg til interview hos de amerikanske immigrationsmyndigheder. Efter 13 år her bliver jeg amerikansk statsborger, hvis jeg består mit interview. Så jeg forbereder mig – læser op på forfatningen, amerikansk historie og samfundsmæssige rettigheder og politiske forhold.

Det føles ret surrealistisk og vigtigt at se amerikansk historie udfolde sig for øjnene af mig. De byggesten i det system, de amerikanske forfædre sammensatte, skal stå deres test. Det samme skal jeg.