Hvorfor skød han?

Vi kender dem fra gadebilledet, hvor de står med bladene Vagttårnet og Vågn op! og forsøger at få os i tale ved togstationer og på åbne pladser. Klædt i jakkesæt og skørter af den lidt gammeldags slags, banker på vores døre lørdag formiddag og vil tale om Guds paradis og Harmagedon. Vi har måske lidt ondt af dem, især ungerne, der bliver slæbt med rundt fra den ene dør efter den anden med deres ”glade” budskab.

De fleste har en mening om dem, men de færreste ved, hvad der egentlig foregår i deres kirker, som de kalder rigssale, hvilken indoktrinering der gennemsyrer vidnernes hverdag.

For nogle måneder siden var der et skyderi i USA på en parkeringsplads uden for Jehovas Vidners Rigssal – og nu er Jehovas Vidner-skyderierne tilsyneladende kommet til Europa. Journalister i USA og Europa har lavet rapportager, hvor de nævner rigssalsskyderierne og skærer dem over en kam med højreorienterede, radikaliserede gerningsmænd. Men det er problematisk. Tidligere Jehovas Vidner, der ender som gerningsmænd i masseskyderier, hører ikke til den samme gruppe som racister og antisemitter, der går amok uden for moskéer og synagoger.

I torsdags skød og dræbte en gerningsmand seks mennesker og sårede otte i en rigssal i Hamborg, inden han skød sig selv.

Vold er aldrig en løsning, uanset hvor meget man forstår bevæggrundene. For det er dem, bevæggrundene, jeg gerne vil adressere og give et bud på her.

Forestil dig, at du har mødt nogle helt utroligt rare mennesker. Måske er du i en periode i dit liv, hvor du føler dig rodløs, ensom, mangler et ståsted. En gruppe mennesker byder dig med åbne arme velkommen i deres midte. Du bliver inviteret til kaffe og kage, middage og samtaler om meningen med livet, hvor du kan tale om dine frustrationer over menneskets grusomhed, og hvor der bliver lyttet til dine synspunkter. Der er ikke noget bedre end at blive mødt med åbenhed og forståelse.

Lidt efter lidt, nærmest uden at du lægger mærke til det, bliver nye omgangsformer introduceret for dig. Når du inviteres til middag, beder familien bordbøn. Det virker ganske harmløst, og du vil gerne være imødekommende, så du folder hænderne og ser ned i bordpladen, mens manden i huset leder bønnen. Hvad der siges i bønnerne, er måske ikke helt efter dit hoved, men det ser du bort fra, der er jo ingen grund til at ødelægge den gode stemning. Og Jehovas Vidner er så flinke og rare, velsoignerede og smilende. Al den snak om død over ikketroende ligger langt fra din indstilling til, hvem der kunne være tilhængere af den slags.

Du lægger mærke til, at de vigtige oplæg i rigssalen, hvor du nu kommer regelmæssigt, holdes af mænd. Kvinder er med på sidelinjen med supplerende roller på podiet, men mikrofontiden har mændene, der også er overhovedet i familien. Du hører om en stor krig på den sidste dag, hvor alle, der ikke deler troen, bliver udslettet. Også børn. Det er skræmmende, men heldigvis gælder det ikke dig, der nu har set lyset og har nået at få den rigtige tro, inden Guds Harmagedon-krig. Du lærer, at jul, fødselsdag, påske, ja alle højtider ikke har Guds velvilje, så dem skal du stoppe med at fejre. Og du får at vide, at dem i din omgangskreds, der ikke deler dine synspunkter, bør du afskære al kontakt til. Og det gør du, for du vil jo gerne være med i klubben, ikke?

Og så klapper fælden. Det hjertevarme er der stadig, hvis altså du følger den smalle sti, som trossamfundet definerer. Men hvis du ”snubler”, får du en advarsel for lukkede døre efter et møde med tre alvorlige ældste, der finder bibelskriftsteder frem, så du kan se, at du har begået en stor synd – noget, der naturligvis må straffes.

Menigheden har et vist antal ”ældste”, der ved besked om de enkelte medlemmers gøren og laden – det er kendt af alle medlemmer, og det betyder naturligvis, at man gør alt for at følge sektens regler. De ”ældste” har øjne og ører overalt, for alle har anmeldepligt, hvis de ser eller hører noget ureglementeret. Udstødelse hænger over alle medlemmer som den ypperste skam og frygt, der gennemsyrer dine handlinger – konsekvenserne er uoverskuelige, især fordi alt nu i dit sociale liv udelukkende foregår inden for Jehovas Vidners sfære.

Kritiske spørgsmål er uacceptable og kan føre til udstødelse, de var kun tilladt, før du blev medlem. Drikker du dig fuld, ryger du en smøg, har du sex uden at være gift, bander du, lyver du, snyder du i skat … listen er lang – bliver du udstødt. Dydens sti er usigelig smal. 

Der er mange grunde til, at man kan blive udstødt af Jehovas Vidner. Men lad os for nemheds skyld følge vores tænkte eksempel ovenfor. Når hormonerne buldrer, og et døbt Jehovas vidne møder én (af det modsatte køn, naturligvis), de får følelser for, og hvis de følger denne lyst og ender med at have sex, bliver han eller hun udstødt og mister alt. 

Alle behandler den udstødte, som havde han eller hun en farlig virus – den eneste måde at få sit liv tilbage på er ved at angre, gå bodsgang og tage et års tid på bageste række i rigssalen uden at måtte hilse på sin familie, uden at måtte deltage og uden at måtte se nogen i øjnene. Jeg har selv prøvet det i håbet om at komme til at se min familie igen.

Skulle du have set det klare lys, der gør dig i tvivl om, hvorvidt Jehovas Vidner virkelig har sandheden, så er du for altid dømt ude. Selv den mest fredselskende familiesavnende person kan blive drevet til randen af desperation. 

Mon det er dét, der bragte det tidligere medlem af Jehovas Vidner i Hamborg til sin handling, der på tragisk vis kostede medlemmer af trossamfundet og ham selv livet?