Er sidste salgsdato for kvindernes internationale kampdag ved at være overskredet?
De mest forbenede feminister har stadig en propfyldt værktøjskasse, når det gælder om at opfinde nye problemer i forhold til at føle sig krænket. Men når det kommer til at være solidarisk med kvinder fra andre kulturer og lande, er tavsheden rungende.
Har vi et problem med manglende ligestilling i Danmark? Ikke umiddelbart. Jeg ser ikke, at kvinder skulle være dårligere repræsenterede end mænd – i hvert fald ikke i politik, hvor mange hævder, at en kvinde har lettere ved at blive valgt end en mand, fordi ”kvinder stemmer på kvinder” – det er jeg nu ikke så sikker på.
Jeg ser heller ikke, at vejen til chefgangene eller erhvervslivets bestyrelser skulle være blokeret for kvinder. Men måske snarere, at mange kvinder ikke har den allerstørste lyst til at sidde der? I hvert fald er der ingen, som holder dem tilbage.
Hvis vi ser på lønningsposerne, kan der måske være noget om snakken – men her må man tænke på, at en del kvinder har valgt at arbejde på deltid.
Det sidste lange stykke tid har der været ro på sexisme- og MeToo-fronten. Det fyldte meget en overgang. Historierne om krænkende mænd stod nærmest i kø, og fælles for dem alle var, at det var mænd med ”magt”, som havde forbrudt sig. Det fældede en radikal leder, en overborgmester, og det ramte alt fra mediepersoner til aktører inden for kulturlivet.
Det væltede kort sagt frem med krænkere. De lagde hænder på låret. De slikkede i øret. De var kort sagt lumre. Jeg kan sige, at den slags mænd altid har eksisteret, og at de fleste kvinder tidligere udmærket forstod at håndtere og udstille dem for det, de var – hvorefter de fik lov til at være i fred. Men hvis en mand har magt, og hvis en lovende karriere er i udsigt, er det måske slet ikke muligt?
Nok om det. Der er faldet ro på.
Jeg tror ikke, at danske feminister har skyggen af en forestilling om, hvad det vil sige at være kvinde i et islamiske præstestyret land som Iran – eller for den sags skyld Afghanistan.
Men stadig savner jeg feministernes engagement i forhold til befolkningsgrupper med en anden religion, som er kommet til landet gennem de seneste årtier. Det har jeg faktisk efterlyst hvert år den 8. marts, men feministernes eneste svar på muslimsk kvindeundertrykkelse er stort set ”retten til at bære tørklæde” – gad vide, hvor meget det hjælper?
Men det er også forstemmende at opleve danske feministers manglende engagement i kvindernes frihedskamp andre steder i verden. Mens man her i ramme alvor hævder muslimske kvinders ”ret” til at bære tørklæde, må de i et land som Iran bøde med livet for at yde modstand mod at bære det.
Det skete den 16. september sidste år, da den 22-årige kurdiske kvinde Mahsa Amini brutalt blev banket ihjel af det iranske religiøse politi. Det satte gang i en folkeligt oprør, hvor tusindvis af iranere demonstrerede, og hvor myndighederne brutalt slog ned på demonstranterne og siden har eksekveret adskillige dødsdomme efter højst tvivlsomme rettergange.
Jeg tror ikke, at danske feminister har skyggen af en forestilling om, hvad det vil sige at være kvinde i et islamiske præstestyret land som Iran – eller for den sags skyld Afghanistan, hvor det religiøst formørkede Taliban-regime bl.a. har bandlyst kvinder fra landets universiteter. Det ligger så uendeligt fjernt fra deres forestillingsverden.
Måske mener feministerne, at det ikke er deres anliggende. Måske er de bange for at krænke eller fornærme islam. Årsagerne kan være mange forskellige. Men jeg tror, det først og fremmest handler om, hvad der er nemt og bekvemt – og et provinsielt og begrænset udsyn i forhold til begivenheder, som finder sted uden for de større danske byer og landets grænser.
Men så kunne de passende tage fat på de problemer, som finder sted her i landet, og som er forårsaget af indvandringen. For ikke længe siden kunne Ekstra Bladet berette om to herboende børn, der blev sendt på såkaldt religiøs genopdragelsesrejse til Kenya. Her gennemlevede de et mere end fire år langt mareridt, hvor en 12-årig pige bl.a. blev forsøgt giftet bort til en 75-årig mand.
Børnene blev tævet med ledninger og stokke på daglig basis. Er der ikke rigeligt med opgaver at tage fat på? Eller tør feministerne ikke af misforståede kulturelle eller religiøse hensyn – eller frygten for at blive sat politisk i bås med de ”forkerte”?
Har kvindernes internationale kampdag stadig relevans? Ja, det har den. Men det kræver, at den mest privilegerede generation af kvinder nogensinde har evner og mod til at se ud over egen næsetip. Ellers har dagen som manifestation for længst overskredet sidste salgsdato.