Regeringen, der gør danskerne dummere

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg skriver denne klumme i en middagspause. Eller det vil sige: Jeg har tænkt over den hele formiddagen, mens jeg sad til forelæsning ved prof., dr. Volker Gerhardt fra Det Filosofiske Fakultet ved Humboldt Universitet i Berlin.

Emnet var ”Philosophisch über Gott nachdenken” – at tænke filosofisk om Gud. Det har for så vidt ikke noget med mit ærinde i denne klumme at gøre – og så alligevel: Havde jeg ikke i min studietid sløset så meget med tiden og forundt mig selv at tilbringe fire semestre, altså to hele år, ved Det Teologiske Fakultet i Berlin, da var det aldrig faldet mig ind at tage på efteruddannelse i den lille bayerske landsby Pullach syd for München.

Studielivet i Berlin kostede mig udover hårdt arbejde, for i Tyskland kommer man ikke sovende til sine resultater, et ekstra år på kandidatuddannelsen og har sikkert kostet staten nogle håndører, selvom jeg primært levede af legater.

Min kandidatuddannelse tog altså tre år og de to år som dansk studerende på tysk, med tyske venner, en tysk hverdag, et tysk studieliv med forelæsninger, fredagsbar, ekskursioner og eksaminer – ja, teologi, tanke og tro på tysk i det historietunge Berlin, det har sat noget i retningen af evighedens aftryk på hele mit liv – også mit præsteliv.

Og da jeg kom hjem fra Berlin, skrev jeg prisopgave, der strakte sig over et år – mod specialets berammede seks måneder. Jeg har altså gjort alt det, som regeringen med sin universitetsreform fremover vil forhindre studerende i at gøre – og deres spareøvelse efterlader os med indtrykket af, at uddannelse alene er til for samfundets skyld, og den studerende reduceres til et tandhjul i velfærdsideologiens økonomiske maskineri.

Kan det virkelig være en fordel for den studerende at være 23-24 år og stadig våd bag ørerne, når man er dimittend og klar til at tjene velfærdssamfundet indtil pensionsalderen, i stedet for at have tilbragt et år eller længere i udlandet, være i praktik, fordybet sig og indimellem bare faldet lidt i staver? Nej, for selvom uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund forsikrer os om, at forkortelsen af kandidatuddannelsen fra to til et år ikke er en forringelse, der fører til fordummelse, har hun alligevel svært ved at forklare præcis, hvori kvalitetsløftet består – og præcis hvori gevinsten for den studerende består – og dét bliver forslagets akilleshæl.

Hårdest går det selvfølgelig udover de humanistiske og samfundsvidenskabelige studerende – de er dyre i drift og indkasserer for få skattekroner. Det er klart, vi også uddanner os for fællesskabets skyld for at blive duelige og dygtige samfundsborgere, ikke alene for at bidrage til et stort regnestykke og en udhulet statskasse.

Og igen begriber jeg simpelthen ikke, at Venstre med sin rod i den grundtvigske oplysningsbevægelse og en lang tradition for at være den borgerlige garant for en solid uddannelsespolitik med høj faglighed og sans for ånd og dannelse kan lægge mandater til at finansiere den socialdemokratiske velfærdsideologi.

Men nu skal oppositionen være klog, ligeså klog som Martin Lidegaard, der forleden spurgte på Twitter: »Er dette tidspunkt i vores historie virkelig det rette til at sænke uddannelsesniveauet i Danmark?« Ja, man er jo lige ved at kunne blive radikal. For i en krigs- og krisetid, mellem frygt og håb, mellem meningstab og længsel efter at genfinde mening har vi brug for kloge mennesker, der i kraft af deres viden og visdom har autoritet og er værd at lytte til, fordi de har læst i mere end fire år.

»Man kan også bare leve tankeløs; jo yngre man er, desto lettere er det,« sagde Volker Gerhard småironisk før pausen i dag. »Men,« tilføjede han, vi har brug for »tankens storhed og eftertænksomhedens kraft.«