Vi lader børnene alene i sorgens rum

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det var sommer, den morgen far døde. Min lille far. Han var så syg. Det var kræft. Og hele foråret vidste vi, at han ville dø af det.

Min far skulle dø. Dø, før jeg blev et ungt menneske, og min bror blev konfirmeret. Dø, før fuglene blev tavse, før frosten, før juleaften og Jesus i krybben. Dø før sensommeren og høsten. Dø før lyden af mejetærskeren, der arbejder sig gennem kornet, som den altid havde gjort på fars fødselsdag i august.

Men det år var han død inden. Død før sin fødselsdag. Død, før han så os vokse op.

Forældre må ikke dø, før man er over 18. Eller over 81. Far døde en morgen. Jeg sov stadig i værelset ved siden af. Jeg var 14, min bror var 12. Far døde den dag, min barndom sluttede. Jeg var stadig barn. Jeg havde brug for nogle voksne at tale med – andre end min mor, der selv sørgede og samtidig skulle holde sammen på sig selv, på hverdagen og et for evigt forandret familieliv – holde sammen på økonomien og to børn, der havde mistet deres far.

Jeg havde mange at tale med, nogle tanter og søde lærer, en af min fars gamle venner. Men ikke alle børn, der mister en mor eller far, har en voksen at tale med, en, der kan indgyde livsmod– udover den efterladte forældre, over for hvem barnet ofte undertrykker sin sorg og tager lidt hensyn, drager lidt omsorg og bekymrer sig.

Derfor glædede det mig virkelig at læse, at Folketinget nu behandler et borgerforslag om, at når en forælder med hjemmeboende børn pludselig dør, skal resten af familien have tilbud om støtte og sorgrådgivning. Jeg kan huske, at vi undrede os, da min far døde.

Ingen fra det offentlige spurgte, hvordan vi havde det, om vi hang sammen eller bare hang. Det er over 20 år siden, vi sad dér, mor, min lillebror og jeg, og var efterladte – men den dag i dag er familier, hvor en forældre dør fra mindre børn, stadigvæk overladt til sig selv.

Jeg mener selvfølgelig ikke, at staten i alle livets forhold skal holde os i hånden, men det er påfaldende, at ingen træder ind i sorgens rum, hvor intet barn skal stå alene.

Bliver forældrene derimod skilt, går der et kæmpe apparat i gang, og hjælp, støtte og rådgivning til skilsmissebørn er nærmest endeløs: Mødrehjælpen, Børneportalen, Børns vilkår, Familieretshuset og alle mulige andre står klar med støtte, hjælp, nærvær og alt muligt andet – og hvor er det godt.

Men hvorfor dog denne urimelige forskel? Berøringsangst? Afmagt? Måske. I hvert fald hjælper vi ikke børn og unge, der mister, godt nok – og ubearbejdet eller fortrængt sorg kan have vidtrækkende konsekvenser psykisk, socialt, faglig, sjæleligt.

Derfor beder jeg til, at Folketinget i denne sag må være ambitiøse helt udover det sædvanlige. For hjælpen skal selvfølgelig ikke føre til en unødvendig psykologisering eller terapeutisering af børnefamiliernes liv.

Psykologien har mange gode og kloge redskaber, men jeg håber, at Folketinget også inddrager kirken og præsterne som en naturlig del af den hjælp, der tilbydes familierne.

Det er en oplagt ”skal-opgave” for folkekirken – og burde være lige i tidsåndens våde drøm om ”samskabelse mellem kirke og det offentlige”. Det er jo sjælesorg. Og måske har børnene også brug for at møde bønnens gamle kraft og stille hvisken – som små grundråb fra det sorgfulde hjerte. Og lære at forstå, at sorgen bliver en engel, trofast medvandrer, hele livet. For intet er mere som før. Alt er for evigt forandret helt ned i de små hjerteknusende hverdagsting.

»Det at leve er helt igennem anderledes. Hendes fravær er som himlen – den dækker alt,« skriver C.S. Lewis i dagbogsoptegnelserne ved sin hustrus død, ”En sorgens dagbog”. Jeg arvede bogen fra far.