Slagt Irma-hønen, og tør øjnene
Københavnerne går i selvsving, fordi en overpriced supermarkedskæde lukker. I resten af Danmark kan vi godt kende forskel på god discount og ligegyldig luksus.
Tidligere på ugen flød mit Twitter-feed over med journalister, kommunikationstyper og rendyrkede Fritz’er og Poul’er, som begræd Irmas lukning. Hvorfra skulle de nu få deres økotomater, mørk Fairtrade-chokolade og Blå Kaffe på mellemristede Arabica-bønner? Man så for sig hobe af pelsklædte Hellerup-fruer hamstre de sidste flasker kølig chablis, mens slanke mænd i stramme, sorte jeans, halstørklæde og spidse sko lige snuppede lidt af det gode brød, to bøtter tapenade og en udskæring af Irmas kødkvæg med hjem til en late dinner med udsigt over Nordhavn. Og hvad med børnene? Skulle Østerbros afkom virkelig fremover spises af med spelt fra Netto og besørge i bleer fra et af de mindre fine etablissementer i Coop-koncernen?
Jeg har set utallige stressede, triste, indelukkede københavnere slæbe deres dyrt betalte halv- og helfærdigretter og kædeunikke mærkevarer ud fra Irma i den selvtilfredse tro, at de købte kvalitet.
Jeg har gennem en årrække haft pendlerlejlighed lige ved krydset af Strandboulevarden og Østerbrogade, og der lå en fin lille Irma nede på hjørnet. Faktisk besøgte jeg den tit, når min hustru var med mig i hovedstaden, for så ville jeg jo gerne diske op med noget ekstra lækkert. Hver gang fortrød jeg dog, for selv om jeg ikke er indfødt jyde (jeg er født og opvokset på Fyn), gjorde det næsten fysisk ondt på mig at beskue prisskiltene i butikken. Nej, jeg skulle ikke bede om at betale mindst en halv gang mere for alle mine varer, når kødet var vakuumpakket ligesom i andre supermarkeder, og selv om toiletpapiret så dejligt blødt ud og havde Irma-pigens kontrafej på emballagen, klarede jeg mig nok ligeså fint med det fra Netto til det halve. I sidste ende er det jo blot et spørgsmål om hærdning.
Som regel endte jeg med at forlade Irma lettere irriteret og i stedet søge over gaden til et af kvarterets discountsupermarkeder. Her gik jeg så på jagt efter specialiteter på spottilbud, købte kvalitetspasta i fuglereder, rodede grøntsagsafdelingen igennem for perfekt modne avocadoer og tomater og løg af acceptabel kvalitet og supplerede med laktosefri fløde, frisk basilikum og bøffelmozzarella. Med kærlighed til maden (og konen) lykkedes det mig igen og igen at tilberede skønne måltider med fortrinlige råvarer fra Netto, Rema 1000 eller Lidl – ligesom jeg gør til daglig hjemme i Vestjylland, hvor Irma aldrig nåede over på trods af ambitiøse planer om ekspansion vest for Storebælt for 15 år siden. Den syge høne var under alle omstændigheder også blæst ned, hvis den havde siddet og lyst på sin pind højt over Esbjergs stormgennemsuste gader.
Jeg har set utallige stressede, triste, indelukkede københavnere slæbe deres dyrt betalte halv- og helfærdigretter og kædeunikke mærkevarer ud fra Irma i den selvtilfredse tro, at de købte kvalitet. Det gjorde de måske også – men var det virkelig det værd? Hvad nu, hvis de havde brugt pengene på billige gode ting i stedet for dyre hverdagsvarer, hvor en stor del af merprisen gik til branding og høflig betjening? Havde de så måske haft råd til at stresse lidt mindre? At blive talt ordentligt til er selvfølgelig altid rart, men venlige ord og et smil på læben vil jeg nu hellere have derhjemme end fra personen bag kassen. Et kærligt ægteskab baseret på dåsemad fra discount kan være mere stabilt end et skrøbeligt forhold til en Irma-pige, der viste sig at være alt for dyr i drift.