Det modige farvel til de vestlige illusioner

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det har – midt i de svulmende mængder af analyser af statsministerens nytårstale – vakt for lidt opmærksomhed, at vores regeringsleder også nåede at tage afsked med tre årtiers illusioner om, hvordan verden hang sammen.

Det skete med disse bemærkninger: »I Europa har vi en tendens til at forestille os, at resten af verden tænker og gør som os. Vi troede i mange år, at samhandel og vækst nærmest per automatik ville føre til fredelig sameksistens. Vi nedrustede, da andre oprustede. Og vi har på en række områder gjort os selv for afhængige af andre. Nu ser vi, at vi var for naive. At vi står på tærsklen til en ny tid. Som bliver svær.«

Det, statsministeren med nogle få sætninger siger farvel, men ikke tak til, er tysk udenrigs-, sikkerheds- og handelspolitik siden genforeningen i 1991 – navnlig under Angela Merkels ledelse fra 2005 til 2021. Og fordi Tyskland er så stor en spiller i EU, er det således også et farvel i unåde til EU’s politikker på disse områder i det samme tidsrum.

Jeg er enig med statsministeren og mener derfor, at hun bør modtage ros for at sige tingene så klart (til gengæld er jeg en smule bekymret for, om udenrigsministeren er med på analysen. Han har alle dage slået mig som en uselvstændigt tænkende politiker, der har nok i at snakke de politiske eliter i Europa efter munden).

Statsministerens åbne erkendelse af, at de vestlige eliter har tænkt forkert om hovedparten af alle væsentlige spørgsmål siden midten af 1990’erne, rejser flere spørgsmål. For det første: Hvori består de vestlige eliters fejltænkning? For det andet: Hvordan kunne det ske? Og for det tredje: Hvad bør vi drage af konsekvenser af, at de vestlige eliter har taget så meget fejl i så mange år?

Lad os tage spørgsmålene i tur og orden: Hvad var det, de vestlige eliter tog fejl af i hen ved 30 år?

Først og fremmest troede de vestlige eliter på en og samme gang for meget og for lidt på den vestlige verden.

De troede for meget på den vestlige verden i den forstand, at de opfattede den som inkarnationen af selveste den historiske nødvendighed.

I de vestlige eliters tænkning var det en historisk nødvendighed, at alle lande i verden over tid ville blive sådan, som de vestlige lande er: liberale demokratier, der både er præget af markedsøkonomi og af en vilje til at forhindre, at de sociale skel bliver for store.

Men sagen er: Den historiske nødvendighed findes ikke. Den er en helt igennem fiktiv konstruktion, der først blev lanceret af den tyske filosof G.W.F. Hegel i begyndelsen af 1800-tallet og siden relanceret af den ligeledes tyske filosof og økonom Karl Marx. Hegel kaldte den historiske nødvendighed for »verdensånden«, og Marx kaldte den for »klassekampen«. Men forskellen er ens: En i bund og grund idealistisk tanke om, at al verdenshistorie i virkeligheden er historien om et bestemt princip, der folder sig ud og manifesterer sig i stadig mere perfekte varianter.

I slutningen af det 20. århundrede begyndte sociologer og andet godtfolk at kalde den historiske nødvendighed for »moderniteten«. Men det ændrede ikke på, at tanken var forkert.

Den historiske udvikling er ikke på vej et eller andet sted hen. Den er bare. Og som regel er den mere styret af stiafhængighed end af fine teorier. Det vil sige: Den er styret af, at fortidige beslutninger har en afgørende indflydelse på nutidige og fremtidige.

Så på den ene side var de vestlige eliter overbeviste om, at hele verden over tid ville blive som den vestlige. Det er en grov overvurdering af egen fortræffelighed. På den anden side var der alt for få i den vestlige elite, som ville forsvare det, der er godt ved den vestlige verden: vores oplysningstradition. Vores demokratitradition. Vores hårdt tilkæmpede respekt og omsorg for de svage og for dem, der tilhører et mindretal. Derfor var der alt for få i de vestlige eliter, der tænkte: Det er nødvendigt at være på vagt. Det er nødvendigt altid at kunne mønstre et robust forsvar for vores kultur og livsmåde. Dette er en grov undervurdering af egen fortræffelighed.

Hvordan kunne det gå så galt?

Det vigtigste svar på, hvad der gik galt for de vestlige eliter, er, at de blev ofre for gruppetænkning. Det er en dårlig og uhensigtsmæssig måde at tænke på, som opstår, når pluralismen svigter.

I en pluralistisk verden bliver man nødt til at forsvare sine idéer med fakta og argumenter. Og hvis man ser på tingene over en længere periode, så vil de stærkeste fakta og argumenter faktisk besejre dem, der er svagere.

Men den vestlige verden holdt på kritiske områder op med at være pluralistisk. Eliterne gik måske ikke alle sammen på de samme universiteter. Men de studerede de samme fag og blev undervejs i studierne indoktrineret med de samme forfattere. Derfor endte de få mennesker, der ikke troede på eliternes illusioner, alt for ofte med at blive udskammet og forbigået i deres karrierer.

Det mærkelige, når man ser på de helt store politikfejl i den nyere danmarkshistorie, er jo ikke, at de blev begået. Det er, at eliterne var så unisone i deres fejlagtige antagelser: Åbne grænser er en vanvittig idé. Det har almindelige mennesker altid vidst. Men det er blevet filtreret ud af elitens tænkning. Manglende beredskab og vilje til at forsvare kultur og livsform er en vanvittig idé. Det har almindelige mennesker altid vidst. Men det er blevet filtreret ud af elitens tænkning. Manglende distinktion mellem ven og fjende er en vanvittig idé. Det har almindelige mennesker altid vidst. Men det er blevet filtreret ud af elitens tænkning. Afgivelse af politisk kompetence til mennesker, der ikke er politikere og derfor ikke kan vælges eller fravælges, er en helt og aldeles vanvittig idé. Men igen har de politiske eliter udskammet enhver, der rakte fingeren i vejret og gjorde dette gældende.

Det sidste spørgsmål er: Hvad bør være konsekvenserne?

I en perfekt verden ville svaret være: Der må simpelthen mere pluralisme ind i de eliter, der styrer de enkelte lande i Vesten plus dens over- og mellemstatslige institutioner.

I tilbageblik er det en skændsel, at der ikke har været en ordentlig diskussion af det helt banale forhold, at Rusland er et farligt land. Det burde alle have overvejet siden midten af 00’erne. Fordi det ikke ville have krævet mere end et enkelt spørgsmål: ”Antag, at Putin mener det, han siger, i fuld alvor. Hvor står vi så?”

Det er selvfølgelig også en skændsel, at der ikke har været en ordentlig diskussion af, at Kina er et farligt land, der har sine egne dagsordener. Og af, at den islamiske verden er fuld af stater og organisationer, der er fast besluttet på at ødelægge den vestlige kultur og livsform.

Igen er det nødvendigt at sige: at gøre sig disse ting klart, kræver ikke ret meget. Det kræver kun, at man tager de udtalelser, der fremkommer fra ledende skikkelser i de enkelte lande, alvorligt. Og derpå tænker dem sammen med, hvordan landene rent faktisk opfører sig.

Rusland har ført hybrid krig imod Vesten i årtier. Det samme har Kina. Og det samme har den islamiske verden. Tilsammen – og hver for sig – undergraver disse entiteter på en daglig basis alt, hvad der har at gøre med vestlig kultur og livsform. Tilsammen – og hver for sig – gør de på en daglig basis alt, hvad de kan, for at ødelægge det, der er godt og specielt ved den vestlige verden.

I den vestlige verden skal vi vågne op. Vi skal gøre os modstandens art og omfang klart. Og vi skal udvise den fornødne vilje til at forsvare vores unikke kultur og livsform. Der – når det kommer til stykket – er bedre end nogen andre.

Det normale her i verden er at erobre land og slavegøre de besejrede. Det normale er at behandle de svage og mindretallene elendigt. Det normale er, at de stærkes ret gælder.

Det er kun i den vestlige verden, vi ser ned på disse ting og er holdt op med at praktisere dem.