Her er regeringsgrundlagets akilleshæl

Trods et regeringsgrundlag på næsten 60 sider har jeg svært ved at se, hvordan regeringen vil skaffe nok arbejdskraft til de nødvendige og betydelige investeringer i klima- og energiomstilling samt til den offentlige sektor, som er nødvendige for at nå målene i regeringsgrundlaget på disse områder. 

Hvor snærende, manglen på arbejdskraft vil være i de kommende år på i hvert fald sundhedsområdet, fremgår indirekte af appendiks 2, hvor det bl.a. anføres, at behandlingsretten forlænges fra 30 til 60 dage, og hvor de planlagte akutindgreb til at sikre øget kapacitet på sundhedsområdet samlet er oplistet. Her skitseres mange tiltag, men det er højest uklart, hvor meget det vil hjælpe på de aktuelle problemer. Og de mere grundlæggende problemer på sundhedsområdet skal først undersøges af en strukturkommission, der skal afgive sin rapport i foråret 2024, så følgelovgivning kan gennemføres i folketingssamlingen 2024/25. Så nogen hurtig og afgørende ændring skal vi næppe vente på sundhedsområdet. 

Godt nok satses der generelt på at øge arbejdsudbuddet med 45.000 heltidsstillinger– men dette skal først nås i 2030 – og på at øge opkvalificeringen. Den generelle opfattelse er dog, at det i hvert fald er det dobbelte antal, der skal til for at klare presset på arbejdsmarkedet. Og samtidig betyder bl.a. de aftalte skattelettelser på netto 5 mia. kr., der vel senest er gennemført i 2025, at finanspolitikken givetvis vil være ekspansiv og lægge beslag på flere ressourcer, end der vil komme fra øget arbejdsudbud i de nærmeste år. Hvor stort dette gab er, vil vi givetvis kunne se i en kommende økonomisk redegørelse. Og det aftalte skattestop betyder tillige, at der ikke senere kan rettes op på arbejdskraftmangel ved skattestigninger. 

Da der således ikke kan forventes en finanspolitik, der dæmper kapacitetspresset i de nærmeste år, herunder ikke mindst presset på arbejdsmarkedet, er der umiddelbart kun én mulighed for, at kapacitetspresset i de først kommende år vil blive neutraliseret eller vendt: nemlig fra en international nedgangskonjunktur. Dette anføres, da også i regeringsgrundlaget, side 8, uden det dog anføres, at dette er væsentlig for at skaffe arbejdskraft til klima- og energiomstilling samt til offentlige serviceydelser, ikke mindst sundhedsydelser, hvis målene i regeringsgrundlaget skal opfyldes. 

Jeg har tidligere redegjort for, hvordan en kommende regering kunne basere sig på egen handlekraft til at skaffe arbejdskraft – og således undgå at sætte lid til effekterne af en international nedgangskonjunktur: nemlig at opskrive kronen. 

Men denne mulighed er muligvis afvist i regeringsgrundlaget. Side 11 anføres således: »Regeringen vil tilrettelægge den økonomiske politik inden for rammerne af fastkurspolitikken …«

Formuleringen udelukker dog næppe, at der kan vælges en ny kronekurs over for euroen, idet det jo så vil gælde, at vi stadig er inden for rammerne af fastkurspolitikken, blot med en anden paritet. Vi har jo netop set indtil flere eksempler på politiske kovendinger. Og her er ikke engang en kovending nødvendig, idet det dog vil kræve en kovending, hvis forankringen til euroen blev opgivet, og vi – som Norge og Sverige – overgik til at lade kronen flyde, dvs. lade markedskræfterne fastsætte kronekursen. 

Kort sagt: Min vurdering er, at det bliver mangel på arbejdskraft, der vil vise sig at være akilleshælen i den nye regerings økonomiske politik, medmindre der kommer en kraftig international nedgangskonjunktur. Derfor er det ikke klogt at se bort fra muligheden af en opskrivning af kronekursen.