Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Får vi mere ytringsfrihed i fremtiden – eller mindre?

Med fusionen af wokeness, opportunisme og islamisme peger alt på, at det går den gale vej.

I midten af 2010’erne – da Muhammed-tegningerne og de efterfølgende uroligheder gik ind i deres andet årti – var der mange, der kredsede om varianter af det samme spørgsmål: Vil der om 10 år (det vil sige i midten af 2020’erne) være større eller mindre frihed i de vestlige samfund, end der er i dag?

Der er stadig nogle år til, at vi rammer midten af 20’erne. Medmindre der sker en række meget dramatiske ting på samme tid, er der imidlertid ikke så meget at diskutere: I midten af 2010’erne var der mindre frihed i de vestlige samfund, end der var 10 år tidligere. Og i midten af 2020’erne vil der også være mindre frihed, end der var 10 år tidligere.

Lad os holde os til ytringsfriheden og spørge: Hvad er der sket?

For det første er voldsmandens veto imod at krænke islamiske dogmer blevet endnu mere effektivt, end det var tidligere.

Allerede i midten af 2010’erne udtalte Flemming Rose, at det reelt ikke længere var tilladt at gengive Muhammed-tegningerne i danske og europæiske medier.

Det er det stadig ikke. Fordi frygten for at blive den næste Charlie Hebdo-redaktion eller den næste Salman Rushdie af yderst forståelige årsager har sit tag i mange.

De seneste 10 år er frygten blandt lærere for konsekvenserne, hvis man inddrager Muhammed-tegningerne i sin undervisning, også blevet større. Det skyldes først og fremmest mordet på den franske lærer Samuel Paty. Ganske vist har danske lærere og skoleledere haft travlt med at leve i fornægtelse og sige, at der ikke er nogen problemer. Men den mere åbne debat har også kastet en offentlig uenighed af sig. Blandt andet har mange lærere ved Københavns Åbne Gymnasium sagt fra og berettet om kaos i timerne og åbenlyse trusler fra eleverne, hvis undervisningen mishager dem og deres dogmer.

Endelig skal man være opmærksom på, at det infame begreb ”islamofobi” er mere indarbejdet i offentlige institutioners faste arbejdsrutiner, end det var tidligere.

Når man ser, hvordan Fifa og magthaverne i Qatar forsøger at beskytte sig imod kritik, er der ilde varsler for fremtiden. For det er klart, at næste træk er en fusion af wokeness og islamisme.

Og hvorfor er begrebet infamt, spørger De måske. Det er begrebet selvsagt, fordi det ikke er en sygdom (en ”fobi”) at kritisere et religiøst/politisk system. Hvad enten det er islam eller et hvilket som helst andet.

Men takket være en ihærdig indsats fra det tyrkisk styrede Seta tilflyder der hvert år Folketinget en oversigt over ”islamofobi”. Den er en del af en større indsats, der tro det eller ej er finansieret af EU.

Oven i det islamistiske pres imod ytringsfriheden har vi i de senere år så også fået det pres, der kommer fra wokeness.

Det er udbredt blandt de mindre indsigtsfulde kommentatorer at sige, at fordi de sager, hvor wokeness fører til begrænsning af ytringsfriheden, i sig selv er forholdsvis ligegyldige, så er de woke principper, der tages i anvendelse, også ligegyldige. Men det er en stor misforståelse.

Den måde, wokeness angriber ytringsfriheden, er i første række ved at eliminere begreberne om hensigt og om kontekst.

Tag for eksempel Flemming Jensen og Nissebanden. Fra hvad Flemming Jensen gennem mange år har ytret i offentligheden, kan man stykke sammen, at han er en velmenende kulturradikal/venstreorienteret. Som sådan er han altid gået med strømmen og har leveret en refleksmæssig – og dybt forudsigelig – kritik af alt, hvad man ikke kan lide på redaktionerne hos Politiken og Information. Det vidner om en betydelig åndelig dovenskab.

På den anden side kan der ikke herske skyggen af tvivl om Flemming Jensens oprigtige kærlighed til Grønland og hengivenhed over for befolkningen der.

Men afmonterer man først begrebet om hensigt, ligger vejen åben for at gøre Flemming Jensen til krænker af de inuitiske folk. Fordi han i fortiden har hyldet dem på måder, de i dag har valgt at opfatte som ”racistiske”.

Skriver man et begreb om hensigt ud af ligningen, er det kort sagt muligt at udnævne hvem som helst til racist – aldeles uden hensyntagen til, hvad de rent faktisk mener om ikkevestlige mennesker.

Uden begreb om kontekst kan man ligeledes forvanske afsenderes intentioner til ukendelighed. Pointen med fortællingen i ”Den Store Bastian” om de uartige børn, der bliver straffet for at drille en mand fra Afrika, er jo helt uden tvivl, at det må man ikke. Moralen er – igen uden nogen rimelig tvivl – at man skal lade være med at bedømme andre mennesker på deres overflade. Men se på deres karakter, og hvem de er, når man lader alt overfladisk ligge.

Men måden, denne pointe formidles, kan støde woke mennesker. Og dermed kan ”Den Store Bastian” censureres, selv om den faktisk siger, at man skal tale pænt til mennesker fra Afrika og lade være med at bedømme andre på deres ydre.

Wokeness minder ikke så lidt om den kinesiske kulturrevolution, skønt den er mindre voldelig. Der er de samme elementer af de manges feje forfølgelse af de få. De manges pøbelagtige fordømmelse og udskamning af de få. Og de ulykkelige ofres totale forsvarsløshed. Fordi de for det første bliver fordømt for at tilhøre grupper, de i mange tilfælde ikke kan vælge at undlade at tilhøre. Og fordi de for det andet bliver fordømt efter opskrifter, der på forhånd gør det umuligt for den anklagede at forsvare sig selv – endsige at rense sig selv for de forkerte anklager.

Og så er der selvfølgelig også i både kulturrevolutionen og wokeness elementer af uforbederlig idioti, der leder tankerne hen på Monty Python.

At være skuespiller er per definition at fremstille et menneske eller et væsen, man ikke er. Sådan har det altid været. Og hvad er der galt med det?

At bruge sin fantasi eller at appellere til fantasien er ligeledes at bevæge sig ind i verdener, der ikke ligner vores. Sådan har det altid været. Og hvad i alverden skulle der være galt med det?

I dag kan man trække på skuldrene og sige, at kritikere af wokeness skulle tage at slappe mere af. Fordi når det kommer til stykket: Hvad betyder det, om man kan se en gammel julekalender i fjernsynet? Eller om en is har det ene eller det andet navn?

Man skal bare ikke tage fejl: Sådanne sager er de rene prøvesager. Hvis det lykkes for wokeisterne at komme igennem med de små sager imod forfattere af julekalendere og deslige, venter de store sager. Hvor det er store og lødige værker i dansk kunst, der skal censureres. Og seriøse diskussioner af væsentlige emner, der skal forbydes.

For det korte af det lange er: Uden et begreb om hensigt og uden et begreb om kontekst er ”krænkelse” intet andet end en løftestang for censur og forbud.

Når man ser, hvordan Fifa og magthaverne i Qatar forsøger at beskytte sig imod kritik, er der ilde varsler for fremtiden. For det er klart, at næste træk er en fusion af wokeness og islamisme.

Det er woke strenge, Gianni Infantino – Fifas præsident – forsøger at anslå, når han prøver at lukke munden på kritikere af magthaverne i Qatar. Og det er ligeledes woke strenge, den yderste venstrefløj prøver at anslå, når den forsøger at udskamme kritik af volden eller kvindeundertrykkelsen i miljøer, der stammer fra Stormellemøsten, som ”racisme”.

Så ja: Der vil formentlig være meget mindre ytringsfrihed i midten af 2020’erne, end der var, da Muhammed-tegningerne blev trykt i midten af 2000’erne.

Og desværre: Det er en fusion af wokeness og islamisme, der gør situationen værre, end den var i midten af 2000’erne. Hvor wokeness drives frem af to aktører: Den ekstreme venstrefløj og de mest kyniske, profitdrevne organisationer, der findes. Såsom for eksempel Fifa.

Det betyder ikke, at ytringsfrihedens sande venner skal give op. Det betyder, at de må ruste sig til en kamp, der er endnu mere kompleks og endnu mere uforsonlig i dag, end den var nogle årtier tilbage.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.