Lad mig nu give jer penge, men drop chikanen
Det må for pokker være muligt at donere til nødhjælpsorganisationer uden efterfølgende at blive kimet ned af stædige og insisterende sælgere.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det er uudholdeligt at tænke på, hvad mange ukrainere lige nu må gennemleve, når temperaturen falder, og vinteren har gjort sit indtog. Ikke nok med, at russernes bomber stadig falder, så er adgangen til rent drikkevand og elektricitet mange steder ikke-eksisterende. Det kunne måske gå i løbet af sommeren, men når sneen falder tungt, og den bidende kulde gør sit indtog, må millioner af krigsplagede ukrainere forberede sig på nye, voldsomme rædsler.
Det er åbenlyst for enhver, at russerne bruger vinterens kulde som et våben mod det ukrainske folk, og der er derfor i den grad brug for nødhjælp.
Forleden forsøgte jeg at donere penge til en stor dansk nødhjælpsorganisations indsats i netop Ukraine, men mine penge gik i stedet til en anden nødhjælpsorganisation, fordi den første organisation krævede både mit telefonnummer og min mail, for at jeg kunne få lov til at donere.
Det er desværre blevet en syge hos mange organisationer. At man ikke bare kan donere penge, men at man også skal donere data om en selv, som så efterfølgende kan blive brugt til at ringe mig op igen og igen og igen. Også selv om jeg udtrykkeligt beder om IKKE at blive ringet op.
Jeg vil gerne selv bestemme, hvor ofte jeg donerer penge til nødhjælpsorganisationer. Og det vil jeg faktisk ganske ofte. Derfor har det faktisk den modsatte effekt, når jeg bliver ringet op i tide og utide af insisterende sælgere. Så bliver lysten til at donere mindre, selv om det kan lyde ulogisk eller barnligt.
Derfor giver jeg i stedet til de organisationer, der bare vil tage mine penge – og ikke også behøver mine kontaktoplysninger.
Jeg ved godt, at det kan lyde som et first world problem ikke at ville ringes op i tide og utide, og det er da også et lille problem sammenlignet med de problemer, som ukrainerne kæmper med, men nødhjælpsorganisationerne skyder sig altså i foden, når det at donere penge efterfølgende skal resultere i noget, der minder om telefonchikane.
For så kommer der færre penge. Mindre lyst til at hjælpe. Også selv om det kan opfattes som både forkælet og privilegeret.
Jeg har selv tidligere arbejdet i en grøn medlemsorganisation, der har brug for penge fra donationer, så jeg forstår dilemmaet, og jeg forstår også godt, at det er nemmere at få penge fra folk, der allerede før har doneret, men jeg mener bare, at det er nået til et punkt, hvor det har taget overhånd.
Så kære nødhjælpsorganisationer, respekter venligt, når jeg siger, at jeg ikke vil kontaktes, lad mig donere uden også at skulle donere mine kontaktoplysninger, og lad mig være med til at hjælpe jer hjælpe folk i nød.