Her er en oplagt idé til, hvad de borgerlige kan bruge ventetiden på
Den blå blok kunne passende bruge en tænkepause på at – tænke. Ikke mindst om børn og unges mistrivsel. Det burde borgerlige levere bud på.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Tænkepauser skal bruges godt og klogt, så man kan tage fat igen med fornyet mod, friske kræfter og klarsyn. Og der er masser af tanker, der trænger til at blive tænkt i den blå blok inden næste folketingsvalg, men der er et emne, der ikke må blive tabt på gulvet, fordi valgkampen er overstået, nemlig børns og unges mistrivsel.
Mens de røde svarede velfærdsretorisk helt efter bogen med færre krav og karakterer, lavere forventninger, flere penge og en dejlig varm dyne at pakke det vaklende unge liv ind i – ja, så var Liberal Alliance med Alex Vanopslagh i spidsen det eneste borgerlige parti, der har færten af, hvor mistrivslen har sin dybeste grund.
For det første lider de unge under det blik, velfærdsideologien har vænnet os til at se mennesket med – som et behovsvæsen, en klient og et offer.
Og for det andet lider ungdommen under alt det, en anden ungdomsgeneration fik afskaffet: nemlig autoriteter, traditioner, dannelse, åndelighed, kulturelle pejlemærker, opdragelse, normer, pligt og ansvar for eget liv – og forståelsen af mennesket som en synder med fejl og mangler, mørke og mellemrum – og ikke som én, det er synd for.
Opdragelsen er afskaffet, for opdragelse lyder som en sur gammel mand – og det kan vi ikke lide.
Og jeg er helt overbevist om, at det ville være et opbyggeligt projekt for den blå blok, hvis de kunne enes, at ville udfylde det bemærkelsesværdige tomrum i dansk politik, der handler om dét, der danner og udvikler et menneske til at træde ind i samfundet – for som tidligere undervisningsminister Merete Riisager skriver i sin begavede og på mange måder modige bog ”Selvbyggerbørn”, er det ikke »kun love, regler, skatter, afgifter og puljer, der har betydning for, hvordan et land udvikler sig over tid. Den politiker, der tror det, overvurderer sin egen betydning«.
Hvor har hun dog ret – og hendes bog med den ikke særlig mundrette titel ”Selvbyggerbørn” burde være på listen over pligtlæsning for den borgerlige politiker i tænkepausen, for Riisager har mange helt afgørende analyser af, hvad der er galt med mennesket og samfundet i dag. Prøv engang selv at sige titlen højt: ”Selv-bygger-børn” – det ikke mundrette er selvfølgelig bevidst.
Det lyder som noget, der ikke rigtigt kan blive til et ord – ikke rigtigt kan blive til dét, det skal være. Det lyder som stableklodser, der vælter; som liv, der styrter sammen, fordi ingen har vist barnet en retning – men erstattet alt det, der bærer et menneske og et samfund med en identitetspolitisk fritvalgsordning til selvkonstruktion, hvor ”alt er frit”, ”alt er muligt”, med opfordringen til at lytte til mavefornemmelse, dvæle ved, hvad barnet har lyst til, og dyrke den modgang, der nu engang hører et menneskeliv til.
Og opdragelsen er afskaffet, for opdragelse lyder som en sur gammel mand – og det kan vi ikke lide. Enhver kan da sige sig selv, at det skal gå galt – at det skaber mistrivsel, at livets byggeklodser falder fra hinanden, fordi vi har mistet retningssansen og gået i krampe af selvoptagethed.
Og den selvkredsen, mennesket (ikke bare de unge) lider under i dag, kan ikke afhjælpes med en politisk løsning – men politikerne kan være med det at sætte uddannelse, dannelse og folkeoplysning på dagsordenen.
Jo mere vores folkevalgte taler om et emne, jo mere fylder det i samfundet og i borgernes bevidsthed. Det ved vi.
Og dannelsesdagsordenen løftes af både lærere, præster, forældre, foreninger, kulturinstitutioner og medier – ja, der skal sættes en folkelig bevægelse, en samfundsbevægelse i gang – ligesom dengang Grundtvig ville oplyse almuen om menneskelivet. Det er det, ungdommen trænger til.