Er vi på vej mod et nyt jordskredsvalg?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jordskredsvalget i 1973 er det hidtil mest voldsomme valg, med hensyn til hvor mange mandater i Folketinget der blev besat af nye partier. Ikke mindre end 49 af Folketingets 175 syddanske mandater gik til partier, der aldrig før havde været i Folketinget. Det drejede sig om Fremskridtspartiet (28 mandater), Centrumdemokraterne (14) og Kristeligt Folkeparti (7). Hertil kom 11 mandater, som gik til partier, der tidligere havde været inde, men som i de foregående 13 år ikke havde været repræsenteret i Folketinget, nemlig Danmarks Retsforbund og Danmarks Kommunistiske Parti. Hvis man også regner dem med, kommer man op på hele 60 af 175 syddanske mandater, som tilfaldt ”nye” partier.

Det er slet ikke dér, vi er i dag. Ifølge de seneste meningsmålinger vil helt nye partier (Danmarksdemokraterne og Moderaterne til sammen) ved valget her den 1. november få op imod 30 mandater. Dette vil imidlertid (hvis meningsmålingerne holder) gøre valget i 2022 til det valg i nyere tid, som kommer tættest på at ligne jordskredsvalget i 1973.

Et andet lighedspunkt er, at der efter valget den 1. november med stor sandsynlighed vil være 10-12 partier i Folketinget. Hvis det skulle ende med, at 12 forskellige partier kommer ind (hvis både Dansk Folkeparti og Alternativet klarer spærregrænsen), vil det være rekord. Det højeste antal partier, som hidtil har været i Folketinget, var de 11 partier, som kom ind ved valget i 1977.

Uanset om rekorden bliver slået eller ej, er der altså flere ting, som bringer mindelser frem om jordskredsvalget i 1973.

Men hvad er så årsagerne til, at et ”jordskredslignende” valg måske tegner sig i horisonten.

En af de vigtigste forklaringer er, at Danmark i dag – som i 1973 – står i en situation, hvor den internationale udviklings påvirkning på landet fremstår tydeligere end normalt. Udviklingen i Europa og i resten af verden har altid påvirket Danmarks historie og påvirker til stadighed samfundets udvikling. Men i tider med internationale kriser bliver det særligt tydeligt.

I 1973 var det ikke en krig i Europa, men derimod en krig i Mellemøsten, der var med til at forårsage, at mange danskeres stemmer flyttede sig. Da folketingsvalget blev afholdt i begyndelsen af december 1973, var oliekrisen netop sat ind som en konsekvens af, at de olieproducerende arabiske lande havde held til at stå sammen om at lade prisen på olie stige. Mange danskere vil kunne huske, hvordan man i den kolde før-juletid rykkede sammen i stuen og måske mere eller mindre havde lukket nogle af de andre værelser af (og skruet ned for radiatorerne) for at spare på olien, mens man sad og skuttede sig og så den populære julekalender ”Vinterbyøster” i tv.

Men baggrunden var altså (endnu) en krig i Mellemøsten, som var brudt ud i oktober 1973. Dengang var den primære energikilde olie eller kul. Vedvarende energi og andre energikilder var slet ikke inde i billedet.

Og mange danskeres reaktion på krisetiderne havde visse lighedstræk med den reaktion fra nogle af danskerne i dag. Fremskridtspartiet fik mange stemmer fra danskere, som syntes, at de selv havde det rigeligt hårdt økonomisk. Så hvorfor skulle de så også – via skatten – betale til ”skrankepaver” (i form af lønninger til medarbejdere i den offentlige administration), universitetsstuderende, som læste indianske studier på Københavns Universitet eller lignende – og til Statens Kunstfond og andre statslige kulturinstitutioner.

Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne understreger ganske vist gang på gang, at her ikke er tale om et protestparti. Men hvis man ser den aktuelle debat i et længere historisk perspektiv, kan man imidlertid ikke lade være med at komme til at tænke på lagerforvalter Peter Rindal, som kritiserede netop bl.a. Statens Kunstfond, når man hører Inger Støjbergs angreb på denne fonds livstidsydelser til forskellige forfattere. Rindal var en del af den samme bevægelse, som Mogens Glistrup personificerede, og Rindal endte da også med at melde sig under Glistrups faner.

Lars Løkke Rasmussens parti, Moderaterne, og idéen om et bredt samarbejde er også noget, man kan genkende fra 1970’erne. Ikke så meget fra debatten op til selve jordskredsvalget, men mere i de efterfølgende års politiske diskussioner. I slutningen af 1970’erne udkrystalliserede idéen om, at man skulle løse den aktuelle økonomiske krise med et formaliseret bredt politisk samarbejde sig i dannelsen af SV-regeringen i 1978.

Det er den første og eneste regering, Danmark har haft i efterkrigstiden, som gik på tværs af ”blokkene” (som man ganske vist ikke normalt kaldte det i 1970’erne), altså hvor både Socialdemokratiet og ét af de store borgerlige partier indgik i regering sammen. De Radikale har ofte været i regering med enten Socialdemokratiet eller flere af de andre borgerlige partier. Og fra 1957 til 1960 havde man ”Trekantregeringen”, hvor Danmarks Retsforbund og De Radikale var i regering med Socialdemokratiet.

Men SV-regeringen, som blev dannet i 1978 (og kun kom til at eksistere frem til 1979) var altså en nyskabelse og den første regering siden 1945, hvor ét af de store borgerlige partier, som ikke kan henregnes som midterpartier, gik sammen med Socialdemokratiet i en regering.

Hvordan gik det så denne regering? Den fik et meget kort liv, og det skyldtes for det første en indbygget grundlæggende mistillid mellem de to partier Socialdemokratiet og Venstre, som gjorde samarbejdet vanskeligt. For det andet, at politikerne på denne tid ikke rigtig vidste, hvordan de skulle løse de økonomiske problemer. Det var i høj grad opstået af en international økonomisk krise, som man ikke havde set udspille sig på netop denne måde tidligere. For det tredje – og dette er også et vigtigt punkt – var det en regering, der på trods af at den gik hen over den politiske midte, ikke havde flertal i Folketinget. Det vil sige, at regeringspartierne først skulle blive enige internt om, hvad man gerne ville have gennemført, og derefter ovenikøbet ud og søge efter et flertal for at få planerne igennem ved at forhandle med nogle af oppositionspartierne.

De historiske erfaringer fra jordskredsvalget i 1973 og fra de efterfølgende års udvikling i dansk politik kan således give et fingerpeg om, hvordan dansk politik i de kommende år kan stå over for meget store udfordringer, uanset hvordan folketingsvalget og regeringsdannelsen i sidste ende kommer til at falde ud.