Samtalen om normer burde være en del af valgkampen

Velfærdskrisen, energikrisen og den økonomiske krise. Det er det væsentlige, det påtrængende, det livsnære, hverdagsnære, erfaringsnære for danskerne lige nu. Og det bliver uden tvivl nogenlunde de emner, der vil fylde mest i valgkampen.

Klimakrisen kommer vi heller ikke uden om, og når vi har dvælet lidt ved kriserne og på 100 måder overvejet (u)mulighederne for at række hen over den forjættede midte i dansk politik, bliver udlændinge- og integrationsspørgsmålet helt obligatorisk smidt ind i debatterne og trækker de ellers fredsforhandlende fronter op, sikrer en vis underholdningsværdi og muligheden for at tale om de såkaldte værdier.

For det bliver med god grund et krisevalg, men vi står som samfund og kultur i andre kriser af mere åndelige og ideologisk karakter, der udgør en langt større trussel for vores samfund, end vi gør os forestillinger om. For der er samfundsomstyrtende ideologiske kræfter på spil, der i valgkampen bør indgå i den politiske samtale og diskussion om, hvilket samfund vi ønsker. Og det er jo sådan med revolutioner, at de fra et ideologisk perspektiv altid er velmenende – noget skal nedbrydes og forandres til det bedre.

Sådan opfordrer de på Københavns Kommune medarbejderne til at kommunikere mere hensynsfuldt og inkluderende til borgerne ved at erstatte de kønnede betegnelser ”mor” og ”far” med det kønsneutrale ”medforældre” og ”partner”. Det er jo både nedladende, diskriminerende og fordomsfuldt at antage, at en familie består af børn, der har en far og mor, en mand og en kvinde. Københavns Kommune kalder det ”sprogpolitik”, og det lyder jo harmløst, men ord bliver til handling, der har samfundsomstyrtende konsekvenser. For samtidig med at man svælger ved den lækre, selvtilfredse fornemmelse af at være krænket på andres vegne, handler det sprogpolitiske tiltag ingenlunde bare om hensyn, men om at man i en revolutionær marxistisk ånd vil have nedbrudt »ligusterhækkene, såvel som ulighedsforskelle, væk én gang for alle«, som Marianne Stidsen formulerer det.

Alt skal væk – familierne, samfundets mindste enhed og byggesten, skal nedbrydes, fjernes, forsvinde. Vi tror det måske ikke, men realiseringen af drømmen om det køns-, klasse- og normopløste samfund er i fuld gang, det er uhyggeligt og farligt, og det går hurtigt. Det kan godt være, at diskussionen om køn og identitet føres fjernt, fysisk såvel som åndeligt, fra den brede del af den jordbundne danske befolkning, men med tiden, og den kan snart komme, vil den identitetspolitiske dogmatisme infiltrere hele vores samfund.

Målet er at frembringe det perfekte samfund, hvor alt er frisat, og hvor afskaffelsen af køns- og identitetsforskelle betyder afskaffelsen af social uretfærdighed. En tilstand af fuldkommen social retfærdighed frembragt af en antidemokratisk idé, hvor den liberale grundlovssikrede ytringsfrihed betragtes som undertrykkende for minoriteter – derfor indføres sprogpolitik, hvor bestemte betegnelser og udtryk undgås. Altså en indskrænkning af ytringsfriheden. Som den tyske journalist Rene Pfister udtaler i et fremragende interview til Weekendavisen 22/9, har den identitetspolitiske bevægelse »klare tendenser til en fundamentalisme, som formelt vil udbrede ligestilling, retfærdighed og antiracisme, men reelt styrker intolerance og had og underminerer det frie ord«.

Det er en krisetilstand, og politikerne skal simpelthen forholde sig til det. De må ikke svigte – heller ikke i valgkampen. For nogle kriser driver over, andre bringer mennesket og samfundet til fald. Og det gør den åndelige krise, hvis vi ikke snart vågner op.