Dagens guldbryllupspar kan se tilbage på talrige dumheder og fejltagelser

Når Danmark i dag kan fejre guldbryllup med EU, står vi ved indgangen til en selvskabt energikrise, sådan som jeg beskrev den sidste søndag. Ved at opgive kernekraft og anden ny teknologi og gøre os dybt afhængig af russisk gas og olie er vi overladt til vind, sol og fromme forestillinger, og det er i praksis som at tisse i bukserne.

Den europæiske energikrise er imidlertid kun ét aspekt af det kompleks, der for Danmarks vedkommende begyndte, da et flertal stemte ja til EF den 2. oktober 1972. Siden er komplekset blevet langt større, og vi har begået talrige andre dumheder med EU.

For 50 år siden handlede EF om landbrugseksporten, dvs. om smør og bacon, og det var de borgerlige partier, der trak os med ind i fællesmarkedet ved at appellere til pengepungen og se bort fra det, der stod med småt: en stadig tættere union. Helt unge læsere tror det næppe, men dengang var partierne på venstrefløjen imod dansk medlemskab, fordi de var modstandere af alle markeder og al liberalisering.

Hvis Danmark skulle være medlem af en union, foretrak Danmarks Kommunistiske Parti, der sammen med SF og Retsforbundet var meget aktive i EF-modstanden, en helt anden union. Ved de efterfølgende valg til Europa-Parlamentet valgte danskerne da også i mange år en flok modstandere.

Socialdemokraterne og De Radikale var splittede. Det var generationerne også. De unge vælgere var imod, mens de midaldrende var for. De langhårede i byerne stemte nej, de korthårede på landet ja. Højskolen ville ikke, handelshøjskolen ville godt – og sådan blev det. Landbrugseksporten var reddet.

Men så kom oliekrisen i 1970’erne, efterfulgt af inflation og lavvækst. EF skramlede derudad som et DSB-tog i frostvejr og sne og var ikke specielt populært, slet ikke på venstrefløjen eller i de dannelsesinstitutioner, som de røde gradvist overtog indefra: børnehaven, skolen, gymnasiet, seminariet, højskolen, universitet, kulturlivet og DR.

Men så skete der noget andet. Den økonomiske krise fik liberale og føderale vinde til at blæse over kontinentet, og EF-Kommissionen foreslog at oprette det indre marked, som skulle fjerne alle hindringer for varer, tjenesteydelser og mennesker. Projektet stoppede ikke der.

Det indre marked skulle revitalisere den gamle, føderale drøm om frihed uden nationale bånd og sentimenter. Derfor skulle mekanikken i Ministerrådet ændres. Det skulle være lettere at indføre direktiver, som enkelte lande var imod.

I dette afgørende øjeblik i 1986 var venstrefløjen, De Radikale og Socialdemokratiet stadig imod hele projektet, men de borgerlige partier anført af juristen Poul Schlüter lykkedes med at præsentere forandringerne som ”naturlige” eller ”nødvendige”. Igen og igen blev Danmark beskrevet som værende i en slags naturtilstand, som skulle afhjælpes med indgåelsen af en social kontrakt.

Hver ny kontrakt så bort fra landets økonomiske, sociale og kulturelle karakteristika og var drevet af en vidtgående bestræbelse på at fjerne barrierer og begrænsninger.

Få år senere faldt Berlinmuren, og Sovjetunionen gik konkurs. Pludselig stod venstrefløjen uden ideologisk alternativ. Liberalismen havde tilsyneladende sejret. Gode råd var dyre. Da kastede venstrefløjen sin grænseløse kærlighed på indvandring, minoriteter og EU.

Da den næste kontrakt i form af Maarstricht-traktaten blev lagt frem til underskrivelse i 1991, var der således et stort flertal i Folketinget. Til gengæld stemte et spinkelt flertal nej ved folkeafstemningen året efter, hvilket førte til de fire udtagelser, hvoraf tre endnu er tilbage: Nej til fælles mønt, retspolitik og unionsborgerskab.

Nye kontrakter vil blive lagt frem, sandsynligvis også med hensyn til mere migration, selv om migrationskrisen i 2015 markerede et historisk lavpunkt, hvor EU stod tilbage som en pseudostat, der tøver, lige så snart tilstrækkelig mange migranter bestemmer sig for at gå fra syd mod nord uden at møde den mindste modstand fra den højt besungne Schengen-aftale og ligeså glorificerede Dublin-forordning.

Det tog årtier at bygge pseudostaten op, det tog blot måneder at udstille dens indbyggede svaghed, som er, at den ikke er nationalt og folkeligt forankret.

Hvor dybt EU vil synke under den nuværende energikrise, er endnu for tidligt at spå om. Men dagens guldbryllupspar kan se tilbage på talrige dumheder og fejltagelser og frem mod endnu flere.