Regenter slår alle rekorder
Om godt en uge fejres dronning Margrethes 50-års regeringsjubilæum. Men hun er ikke den eneste nordeuropæiske monark, som i disse år slår alle rekorder. Og det er der en særlig grund til.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
I både Danmark, Sverige og Storbritannien bliver der slået mange kongelige rekorder i øjeblikket. Ud over dronning Margrethe II’s 50-års regeringsjubilæum kan hendes fætter kong Carl XVI Gustaf næste år fejre et tilsvarende jubilæum (50 år på tronen). Han er desuden allerede på nuværende tidspunkt den længst siddende monark i Sverige nogensinde.
På tilsvarende vis er dronning Elizabeth II, som i år har kunnet fejre 70 år på den britiske trone, den længst siddende monark i hele Englands og Storbritanniens historie. Hun har for længst slået alle andre engelske og britiske konger og dronninger (inklusive dronning Victoria, som ”kun” regerede i 64 år).
Blandt de nuværende nordeuropæiske konger og dronninger er det således – på nuværende tidspunkt – kun kong Harald V i Norge, der ikke kan prale af nogen særlig rekord.
I Danmark er det seneste eksempel på en monark, som er holdt op med at være monark af en anden grund, end at han døde, Christian II, som i 1523 flygtede ud af landet i forbindelse med et gryende oprør imod ham.
Men – hvis vi ser bort fra kong Harald – er det er ikke noget tilfælde, at det navnlig er nordeuropæiske monarker, som slår alle rekorder i disse år. Der findes i dag i alt syv kongedømmer i Europa. Men alle de tre resterende (Holland, Belgien og Spanien) har en langt mere omtumlet historie med hensyn til monarkiets udvikling end monarkierne i Danmark, Sverige og Storbritannien.
Hvis man ser på Europas historie, er både Holland og Belgien nemlig relativt nye kongedømmer (ligesom Norge), som samtidig i løbet af 1800- og 1900-tallet fik etableret en tradition for, at kongen og/eller den regerende dronning somme tider godt kunne abdicere.
I Holland har således fem af de syv monarker, som har siddet, siden monarkiet første gang blev etableret i 1806 og frem til den nuværende konges tiltrædelse i 2013, abdiceret. I Belgien har to af de syv monarker, som har siddet, siden monarkiet blev grundlagt i 1831 (efter at Belgien var blevet oprettet som selvstændig stat i 1830) og frem til den nuværende konges tronbestigelse i 2013, abdiceret.
I Danmark er det seneste eksempel på en monark, som er holdt op med at være monark af en anden grund, end at han døde, Christian II, som i 1523 flygtede ud af landet i forbindelse med et gryende oprør imod ham. Og den seneste, der frivilligt har afgivet tronen, var Erik Lam helt tilbage i 1146.
Det er som sagt Hollands og Belgiens omtumlede historie i moderne tid, der gør, at disse landes monarker har fået en anden tradition for at abdicere end de skandinaviske og britiske monarker. Det var ofte forskellige politiske, sociale og økonomiske omvæltninger i forbindelse med disse landes omtumlede historie i løbet af 1800- og 1900-tallet, der gjorde, at disse landes monarker måtte abdicere. Og efterhånden har det så blot etableret sig som en fast tradition, at det er i orden, hvis monarken abdicerer (også selv om der ikke er nogen særlig grund).
Hollands første konge Ludvig (regerede 1806-1810), som var Napoleons bror, og som var blevet indsat af denne i forbindelse med Napoleonskrigene, trak sig således tilbage i 1810, fordi Napoleon af politiske grunde på dette tidspunkt ikke længere ønskede ham som monark.
Senere abdicerede den hollandske kong Vilhelm I (i 1840), blandt andet fordi han ikke kunne/ville acceptere, at Belgien havde løsrevet sig fra Holland i 1830 (og på grund af de interne hollandske politiske uenigheder i kølvandet af dette). I 1948 abdicerede den hollandske dronning Wilhelmina på grund af kritikken af hendes ageren i forbindelse med Indonesiens løsrivelse fra Holland i 1947 osv.
I Belgiens tilfælde var den første abdikation, da kong Leopold i 1951 måtte gå af på grund af kritikken af hans rolle under Anden Verdenskrig osv.
Spaniens (og dermed også det spanske monarkis) historie var om muligt endnu mere tumultarisk i 1800-tallet og 1900-tallet end Hollands og Belgiens. Blandt andet var kongedømmet helt afskaffet under Den Første Republik fra 1874 til 1875 og igen under Den Anden Republik fra 1931 til 1975 (som blandt andet indbefattede Den Spanske Borgerkrig 1936-1939 og Francos efterfølgende regeringstid frem til 1975).
Så i Spanien er monarkerne også ”kommet og gået”, og flere har måttet forlade tronen i utide.
På den måde har forskellene mellem de forskellige europæiske landes historie været med til at forme, hvad der i dag er blevet en fast tradition: at de britiske og skandinaviske konger og dronninger som hovedregel ikke abdicerer, mens de øvrige tre kongedømmers monarker godt kan gøre det.
Og derfor er det i høj grad de nordeuropæiske monarker (inklusive vores egen dronning Margrethe II), som i disse år hele tiden slår nye rekorder med hensyn til regeringstid osv.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.