Virkeligheden er såmænd virkelig i sig selv

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Flere og flere danske ord skal guillotineres, hvis det står til de vakte kønsvogtere på hastig fremmarch, også der, hvor man mindst skulle vente det. For eksempel er bladet Femina grundlagt i de rolige og besindige 50’ere pludselig gået hen og blevet woke i en grad, så det ikke er til at tage fejl af med overskrifter som disse: ”De fleste tror, at filosoffer er hvide, skæggede mænd. Det vil Anna Cornelia Ploug lave om på” og ”Ny undersøgelse: Shorts til små piger er konsekvent kortere end shorts til små drenge”.

”Drengepige, skamlæber og otte andre ord, vi gerne vil sætte ild til”, lyder overskriften på en tredje artikel fra ugen, der gik, som er et nydeligt venindeinterview med kønssociolog Cecilie Nørgaard, indehaver af noget, der hedder Mangfold.

»12-talspiger, pigefnidder, drengestreger, pigefornærmet er også slemme,« tilføjer hun og fortsætter: »Jeg får nærmest en helt kropslig reaktion. Jeg kan mærke, det vender sig i mig, når vi snakker om de her ord.«

Det er sjovt, for når jeg hører betegnelsen “kønssociolog”, vender det sig noget så ubehageligt i mig, og jeg må undertvinge en længsel mod skibskatastrofer, hærværk og pludselig død. Til gengæld er jeg ikke sikker på, at min “kropslige reaktion” betyder ret meget for folk som Cecilie Nørgaard.

Men jeg er åbenbart tilgivet. Thi kropslig reaktion er ifølge hende et »godt pejlemærke, i forhold til hvilken indflydelse ord har på os«.

En medieeksperts “kropslige reaktion” skal altså bruges som rettesnor for, hvordan du og jeg taler om dette og hint? Kan det blive mere gak? Åh ja, det kan faktisk godt. For som kønssociologen konkluderer:

»Det er fantastisk, at sproget mere og mere begynder at afspejle den diversitet, som findes i virkeligheden, og det er ekstremt afgørende. Det, som du ikke har sprog for, kan du ikke se, så på den måde er sproget bare så vigtigt for den her udvikling.«

Virkeligheden er flydende, det hører man konstant, herunder køn, seksualitet og slige sager, og det kan være rigtigt nok alt sammen. Men indimellem er virkeligheden også temmelig håndgribelig, og vores sprog skal kunne rumme begge dele, dvs. udtrykke sig mere eller mindre lyrisk, i nogle tilfælde helst med klinisk præcision, f.eks. inden for kirurgi, ingeniørkunst, og når det gælder, hvordan man udskifter en gummimanchet på en vaskemaskine fra Bosch.

Cecilie Nørgaard nøjes derimod med et flydende budskab, formentlig fordi hun føler sig kaldet til at være budbringer for »den her udvikling«, som hun indforstået kalder sin moralkampagne for det gode, det rigtige, det selvindlysende. Korrekt: Cecilie Nørgaard er ikke ekspert i noget som helst, men lobbyist for en bestemt samfundsudvikling. Hun er aktivist. Med klap for det ene øje.

For det er naturligvis ikke kun ordene, der skaber virkeligheden, sådan som den fashionable socialkonstruktivisme prædiker i medier, modehuse og modefag, ja, selv fra myndigheder, som nu f.eks. Sundhedsstyrelsen, der på sin hjemmeside henviser til »det tildelte køn« frem for det biologiske køn. Næ, det er sandelig også virkeligheden, der puster liv i sproget og giver det krop, køn og karakter.

At virkeligheden i nogen grad er en social konstruktion, hvor sproget spiller en vigtig rolle, betyder ikke, at virkeligheden først bliver virkelig, når den sprogliggøres. Det ville være at trivialisere sagen.

Virkeligheden er sådan set virkelig i sig selv og grunden til, at man kan slå sig på den. Et mord eller en voldtægt er stadig et mord eller en voldtægt, uanset hvad gerningsmanden siger – eller hvad der står i avisen.

Tænk, hvis forfattere, journalister, lærere og andre, der arbejder med sprog, skulle nøjes med Nørgaards puritanske manual: med at være upræcis, omskrive, digte og pynte på virkeligheden, således at veninderne fra Femina forskånes for ubehagelige sproglige oplevelser og uforstyrret kan fortsætte deres privilegerede eksistens i den urbane osteklokke.

Det ville gøre os fattigere på ånd og menneskelighed, alle som én. Til sidst vil ingen turde så meget som at fortælle en vittighed, slet ikke om kvinder, sorte eller muslimer.

Jeg ved ikke, hvad der er værst – at der findes folk, der tjener penge på at rense ud i den fælles sproglige fantasi og kreativitet – eller at der findes journalister, der gladelig videreformidler denne såkaldt progressive fordummelse. Men begge dele ser ud til at være sandt samtidig.