Odesa, stille gader, forsømt elegance. Her havde Kierkegaard følt sig tilpas
Per Nyholm er nået til havnebyen Odesa, en kulturby af den slags, hvor forskellige kulturer mødes, blandes og forløses. Han går til opera, men bliver afbrudt af endnu en luftalarm.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Odesa
To byer, to verdener. Krig i Kharkiv, fred i Odesa. Så nogenlunde. Hvad er Odesa? Sortehavets svar på Napoli, Barcelona, Piræus og Alexandria, havnebyer, som ofte foragter deres respektive hovedstæder, holder afstand, er sig selv.
Odesa, sydlandsk i syningen, hjemsted for digtere, malere og andre skønånder, som ingen i Vesten har hørt om eller interesserer sig for.
Odesa ser jeg som græsk-russisk-europæisk kulturby, fortrinsvis russisk talende og – ikke men – intenst ukrainsk, intenst patriotisk, i sin krig med Rusland, det levende dementi af Vladimir Putin og vestlige dumrianers påstand, at der ikke findes en ukrainsk nation. Selvfølgelig gør der det, så indlysende, som der findes en dansk nation. Den ukrainske nation er ukrainsk sproget og russisk sproget, ortodoks og katolsk, øst og vest, kosmopolitisk, meget vital, samlet om sit blødende fædreland, om 1.000 års national historie.