Det røde orkester spiller falsk, og det blå mangler en dirigent
Mette Frederiksen fortsætter ufortrødent og kan trygt se frem mod valget, for det blå orkester står uden blik for, at man skal spille sammen for at få folk til at lytte og indløse billet.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
I musikken findes der et begreb, der hedder en skuffende slutning. Det betyder, at musikken slutter på en uforløst akkord, så man sidder tilbage med en længsel efter forløsning. Sådan en skuffende slutning står vi over for i minksagen.
Det røde orkester, der holder dirigentstokken med statsministerposten, havde partituret klar og satte ind med et højlydt præludium allerede dagen før offentliggørelsen af granskningsrapporten.
Statsminister Frederiksen henvendte sig til Berlingske og tilbød sin egen version af, hvad der nu ville ske. Hun fik lov til at stå på scenen som solist, og kritikere kunne af gode grunde ikke komme til orde, da rapporten endnu ikke var tilgængelig. I et helt døgn blev Frederiksens solostemme afspillet i alle andre medier. Den slags hedder i politikersprog priming. Et velskrevet præludium, der stemte alles ører, så tone og tempo var sat på forhånd.
Ja, der blev begået fejl, sagde statsministeren. Ja, der skal sikkert rulle hoveder blandt embedsværket. Men nej, jeg er uskyldig og handlede i god tro og uden viden om manglende lovhjemmel til nedslagtning af millioner af dyr, lukning af et erhverv, udgifter i milliardklassen og smadring af menneskeskæbner.
Og så nedsætter vi som finale et demokratiudvalg, for det klinger så godt.
Nu er rapporten der, og de andre instrumenter i det røde orkester stemmer i. Enhedslisten blev sendt i byen som optakt til pressemødet fredag og meddelte, at de følger dirigenten. SF er så forhippet på at komme i regering, at de også ukritisk følger Frederiksens taktstok. Og bare vent. De Radikale vil glide ind i samme toneart. De skal positionere sig til de bedste pladser i det orkester, Frederiksen skal sammensætte efter det forestående valg.
De spiller falsk i det røde orkester. Men dirigent Frederiksen svinger taktstokken som selvsikker maestro, og alle går i takt.
I det andet orkester, det blå, mangler de simpelthen en dirigent. Derfor lyder det kaotisk, når de skråler i hver sin toneart og på hvert sit instrument. Det kommer der støj ud af, men ikke musik, der er til at holde ud at høre på. Vi slukker trætte for larmen efter kort tid, for det fører ingen vegne hen.
Nu afventer vi så postludiet, hvor der skal præsenteres offerlam. De politiske er allerede leveret. Mogens Jensen forlod orkestergraven og sin ministerpost, allerede da sagen rullede i 2020.
Nu henvises embedsmandsgruppen til egen scene. Barbara Bertelsen, førstetrompetisten i Statsministeriet, et par lavere placerede strygere i departementerne og muligvis også paukisten, rigspolitichefen, der ramte forkert, må klare sig selv.
Men dirigenten i det røde orkester fortsætter. Uden afgang, uden rigsretssag, uden ansvar. Hun kan trygt se frem mod valget, for det blå orkester står uden blik for, at man skal spille sammen for at få folk til at lytte og indløse billet, når krydset skal sættes. Partierne i blåt orkester må forblive i øvelokalerne i den kommende valgperiode.
Tilbage står minksagen som en skamplet i historiebøgerne. Med en skuffende slutning, der aldrig bliver forløst. Skabt af to orkestre, hvor det ene spiller falsk, og det andet mangler både dirigent og sammenspil. Med en række menneskeskæbner, der for altid har mistet tilliden til det, de troede var et retssamfund med klare spilleregler.
Musikstykket er effektivt lagt i nodearkivet og vil hurtigt blive tildækket af støv i al sin skuffende uforløsthed. Og så nedsætter vi som finale et demokratiudvalg, for det klinger så godt.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.