Til minde om min mor

Min mor døde torsdag morgen. Hun blev 84 år og led de sidste fem år af muskelgigt, demens og Alzheimers. De sidste år gled hun mere og mere bort, og det blev stedse sværere at føre en samtale med hende. I begyndelsen blev jeg irriteret og forstod ikke rigtig, hvad der foregik. Men da indlæggelse fulgte indlæggelse, diagnosen blev stillet, og hun kom på plejehjem, gik det op for mig, at min mor var på vej væk. Ånden forlod hende. Tirsdag blev hun indlagt, fik konstateret corona og isoleret. Lægen mente, hun ville komme sig, men hun gled ud af kontakt, og næste morgen var hun død.

På dødslejet lå kroppen tilbage som et hylster, men det var et smukt syn for os, der kender hende. Hun smilede faktisk. Hendes hår, der engang var langt og mørkt, var kortklippet og gråligt, men havde nu noget engleagtigt over sig. Ansigtet var glat og hvidt, ja, det var næsten, som om hun bare sov. Munden var let åben, og man kunne se den guldtand, hun havde fået lavet for nogle år siden. Jeg havde sagt, at det var spild, og at hun lige så godt kunne få den gamle tand revet ud, men hun insisterede. Og fik guld.

Som min mor lå der og nærmest svævede over hospitalssengen på femte sal på årets første rigtige sommerdag med udsigt til den smukke grønne have på Bispebjerg og Øresunds tankskibe og Sverige i det fjerne, lignede min mor et ikonmaleri, ikke af Jesus eller Jomfru Maria, slet ikke, men fjerlet og abstrakt – som en åndeliggørelse af det bedste i hende.

Ungdommens mørke bryn var mindre markante og et enkelt hår stak ud – hvidt. »Der sidder alderdommens klogskab,« sagde jeg til min datter på 13, der stod ved min side. Vi græd, selvfølgelig gjorde vi det, mens vi forsøgte at holde fast i min mors liv og huske på, at hun også engang havde været en ung pige med alt, hvad dertil hører: generel usikkerhed og pludseligt mod. Sådan var hun alle sine dage og dertil altid slank og elegant. I en anden tid, med et andet sind kunne hun være blevet fotomodel. Men hun havde en vilje og et hjerte, der overraskede alle.

Sandelig også mig. Da vi flyttede til Nordfyn i slutningen af 1970’erne, og jeg var begyndt i den lokale kommuneskole, blev jeg mobbet af de ældre elever, fordi vi var tilflyttere, og fordi min far var læge. Så var man fin på den, og alle skulle helst være lige slemme og lige dumme. »Tægesøn!« råbte de og tvang mig til at gå frem og tilbage over landevejen 10 gange eller tog mine ting.

Det fandt min mor sig ikke i. Hun gik direkte til skolelederen, som var en doven socialdemokrat, der ikke kunne se problemet, men tilbød mig gratis psykologhjælp. Det var i min mors øjne at føje spot til skade, og hun meddelte socialdemokraten, at han fra dags dato kunne opfatte mig som udmeldt af Veflinge Skole. At undervurdere hende, det skulle man ikke.

Nej, hun havde ikke sikret sig en plads på en anden skole i forvejen. Men hendes mod og kvindehjerte må have imponeret lederen af en velfungerende privatskole i Odense, for jeg fik en plads i en klasse kort efter. Vi sad i rektors private gemakker, jeg nervøst på stolen, og min mor førte ordet. Hun lovede, at jeg nok skulle lave mine lektier og arbejde mig op, det kendte hun selv til. Vist skulle jeg gå et klassetrin ned, thi kommuneskolen var også fagligt ringe. Min mor fik sin vilje, og jeg blev glad for den nye skole. Siden kom også min søster ind.

Jonna Jalving blev født i Frederikshavn den 6. september 1937, døbt seks uger senere som datter af elektriker Werner Arne Carlsen og husfrue Ebba Hyttel Jensen, som der står på den gulnede dåbsattest fra Frederikshavn Kirke. Hun var den ældste af tre, en bror og en søster, og var flittig i skolen med flair for matematik og naturvidenskab og blev student fra byens gymnasium for at læse medicin i Aarhus som en af få kvinder, og her mødte hun også min far. Hun har fortalt, at hun bestod alle prøver – bortset fra den afgørende anatomieksamen. Derfor blev hun tvunget til at finde på noget andet, og hun uddannede sig til fysioterapeut, hvilket hun arbejdede som helt frem til sin pension fra Bogense Sygehus mange år senere.

Det er svært at tage afsked, men min mor skrev i sine efterladte papirer, at hun ville have en dødsannonce i Jyllands-Posten, og den skriver jeg helst selv. Min mor er heldigvis nem at ære, thi hun troede på kærligheden til sine nære, på familien, det almindelige liv og på Gud. Æret være hendes minde.