Uden tabet af kristendom var wokebevægelsen aldrig opstået

Der er faktisk ikke noget, der kan gøre mig så uendelig træt som identitetspolitik – eller det, vi er begyndt at kalde ”wokeness”. Og endnu mere uendelig træt og bekymret bliver jeg, når fortalere for bevægelsen simpelthen ikke har forstået eller ikke vil indse, at den totalitære ideologi, de bærer frem i verden, modarbejder alle liberale demokratiske værdier og allervigtigst det kristne menneskesyn, der bærer hele den vestlige verdens kultur.

Forleden forsøgte direktør for Køn, Julie Rokkjær Birch, i JP at overbevise os om, at wokebevægelsens ærinde er sammenlignelig med andre bevægelser, der forener mennesker om en fælles folkelig, politisk sag, der på en eller anden måde handler om en fælles identitet, og nævner i den forbindelse arbejderbevægelsen, kvindebevægelsen og Dansk Folkeparti som identitetspolitiske projekter. Der er mange ting, Rokkjær Birch har misforstået her: Arbejderbevægelsen og kvindebevægelsens ærinde var en helt berettiget kamp for bedre vilkår og rettigheder og – jovist, anerkendelse af en identitet, men en fælles identitet. Og ligeledes forsvarede (og gør det vel stadig) Dansk Folkeparti den fælles kulturelle, historiske identitet som dansker.

Men det, der bekymrer mig allermest, er, at Rokkjær og andre bannerførere for den ideologiske dagsorden forsøger at fremstille identitetspolitikken eller wokebevægelsen som et helt uskadeligt, harmløst og velmenende anliggende, der alene styrker anerkendelsen og forståelse af minoriteters forskellige race, køn, hudfarve eller seksuelle orientering. Det er ikke tilfældet. For hvis man anskuer verden og mennesket gennem identitetspolitiske briller, så betyder disse forskelle alt – og så er mennesket alene sin fremtrædelsesform, og hele menneskets konstruerede identitet er altså på spil. Og den fuldkomne forståelse og anerkendelse, der afkræves af omverdenen, er derfor båret af en utrolig stor skrøbelighed. For det, der skal forløses, er i virkeligheden noget meget dybere end behovet for at fremstå med en eller anden særegen identitet, omverdenen ikke forstår.

Den eneste grund til, at de identitetspolitiske bevægelser, med alle deres hashtags, er så appellerende for det postkristne senmoderne menneske, er, at der ligger en splittet sjæl og en medskabt længsel i hver af os. En længsel lige så gammel som menneskeheden selv, nemlig længslen efter at »kende sig selv fuldt ud« og »blive kendt fuldt ud«, som Paulus formulerer det. En længsel efter den fuldkomne forklaring af vores gådefulde menneskelige eksistens – en længsel, det faldne menneske ikke selv kan forløse. Men når nu mennesket i den her afsjælede vestlige verden ikke har forstået, at vi er syndere og ufuldkomne skabninger, ja, så tror man sig selvfølgelig i stand til at forløse sig selv igennem en ideologi, der handler om identitet.

Havde vi ikke i Vesten gennem de seneste årtier fortrængt kristendommen og det kristne menneskesyn i en sådan grad, som er tilfældet, da havde den identitetspolitiske bevægelse aldrig fået samme kraft. Derfor vil jeg håbe, alle woketyperne vover sig ind i kirken i påsken og mærker det, Søren Ulrik Thomsen kalder en »personlig afvikling«. Det gør de næppe, men i kirken får de ellers (medmindre præsten er faldet for tidsånden) at vide, at de gudhjælpemig er ligesom alle andre mennesker – de bliver afindividualiseret.

For i kirken »taber ansigt over for Gud«, som Thomsen formulerer det – her må vi altid erkende vores ufuldkommenhed, uformåenhed og lejlighedsvise usselhed og bliver på den måde retvendt i forståelsen af, hvad det vil sige at være menneske. Og den korrektion trænger det ideologisk forhærdede hjerte – og ethvert andet menneskehjerte til. Glædelig påske.