Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Krigen anskueliggør forskellen på nationalisme og fædrelandskærlighed

Nationalisme vil udvide sit råderum, det vil fædrelandskærligheden ikke, men den er forudsætningen for at forstå andres kærlighed til deres land.

Artiklens øverste billede
Når Olga Poberezna vender tilbage til Ukraine, er det udtryk for et forpligtende kærlighedsforhold mellem den enkelte og fædrelandet, skriver Marie Høgh. Foto: Thea Pedersen.

Jeg undrer mig, ikke sjældent, over den misforståede brug af begrebet ”nationalisme”. Velskrivende, kritiske og oplyste journalister, politikere, meningsdannere – ja, alle mulige, der føler sig kaldet til at ytre sig, aner ikke forskellen på nationalisme og fædrelandskærlighed – altså kærligheden til det nationale. For eksempel er det ikke nationalistisk at sætte Danmark først i alle politiske forhold, ikke nationalistisk at insistere på lukkede grænser eller at lade Dannebrog vejre ved hver given lejlighed. Det er heller ikke nationalistisk at drage i krig for Danmark eller at bede for dem, der gør det med livet som indsats.

Når man lever i ansvar, pligt og kærlighed over for noget, så er man også bundet af sin samvittighed.

Nej, for nationalisme og fædrelandskærlighed er ikke det samme – men nogle gange skal der en krig til at anskueliggøre dét, der i virkeligheden er menneskelivets grundforhold. Forleden læste jeg i nærværende avis fortællingen om den gamle Olga Poberezna med den blide stemme og milde blanke øjne. Hun er 71 år gammel, flygtet fra Ukraine, men er rejst hjem igen til sit sønderbombede fædreland. Og begrunder sit, for nogle sikkert ubegribelige, valg sådan: »Jeg føler mig ikke hel, når jeg er væk fra Ukraine, og jeg kan ikke efterlade mit fædreland. Det vigtigste og smukkeste sted i verden er dér, hvor din mor har født dig. Så jeg bliver nødt til at gøre, hvad jeg kan, for at hjælpe. Derfor besluttede jeg at tage tilbage.«

Læs det lige igen. Det er jo kærlighedsforhold. Og kærlighed forpligter. Det fine forpligtende forhold mellem den enkelte og fædrelandet udspringer af fædrelandskærligheden. For i enhver kærlighedsforbindelse, også imellem os mennesker, er det pligten, der bærer forholdet. Det forpligter at sige: »Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland.« Den samme pligt over for deres fædreland lyder ukrainerne, når de bliver tilbage i det menneskeskabte helvede i Ukraine for at kæmpe – drevet af kærligheden til det, der er bag geværet, ikke hadet til den eller det, der er foran. Kærlighedspligten, der får ukrainske kvinder og børn til rejse hjem igen, så snart fjenden er fordrevet, og freden og friheden er vundet. De ønsker at værne om og forvare det givne nationale, altså Ukraine, ikke fordi det er bedre end noget andet land, men fordi det er deres. Deres gudgivne virkelighed.

Det er dér i Ukraine, de er skabt og sat som mennesker i verden. Og det er ikke nationalisme – nationalisme er en ideologi, en drøm, en utopi, der ikke har sin rod i kærligheden. Grundtvig forklarede det sådan, at fædrelandskærlighed kommer af forkærlighed, altså kærlighed til det givne, hjemmet, landet, folket, modersmålet. Nationalisme er selvkærlighed, en farlig selvovervurdering, der vil øge sit territorium, sit råderum eller Lebensraum – en abstrakt konstruktion, der guddommeliggøres og falder sammen, som enhver ideologi skabt af menneskets hovmod gør.

Fædrelandskærligheden vil ikke udvide sit livsrum, nej, men den er forudsætningen for at forstå andre folks kærlighed til deres land, for »kærligheden er en hjemmefødning«, skrev Grundtvig i tidsskriftet Danskeren. Og når man lever i ansvar, pligt og kærlighed over for noget, så er man også bundet af sin samvittighed. Derfor kan kun den udannede, som værten i DR’s ”Deadline” forleden aften, afkræve etiske overvejelser bag den beslutning at sende penge til den ukrainske hær. Til våben – til forsvar af folket og fædrelandet.

Det er nemlig ikke et etisk forhold, som præst Katrine Lilleør vældig bravt forklarede og forsvarede, men et samvittighedsforhold. Og lad mig tilføje: Det handler ikke bare om vores samvittighed over for medmennesket i Ukraine – men vores forståelse for ukrainernes samvittighedsforhold over for deres elskede fædreland. Alene forstået i kraft af kærligheden til vores eget land.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.