Reformkommissionen er på rette vej, men ...

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I denne uge har den såkaldte reformkommission præsenteret første del af sine anbefalinger til fremtidens uddannelses- og arbejdsmarked. De kredser primært om at gøre de videregående uddannelser mere fleksible, så alle ikke går på universitetet fem år i træk og derefter aldrig sætter en fod der igen. Kommissionen ønsker, at flere kun tager en bacheloruddannelse i første omgang og derefter kommer ud på arbejdsmarkedet, mens de beholder retten til at vende retur til universitetet mange år efter for at tage en efter- eller videreuddannelse. Det øger sandsynligheden for, at mange vil tage en kandidatuddannelse i et helt andet fag, fordi deres faglige interesse i løbet af årene på arbejdsmarkedet har vist sig at ligge et andet sted.

Kommissionen foreslår også, at der bør være flere muligheder for at tage kandidatuddannelsen på deltid, så man kan varetage et arbejde ved siden af. Denne mulighed bruger kommissionen også delvist som argument for forslaget om, at SU’en på kandidatdelen skal omlægges til lån.

Det sidste virker mest af alt som en øvelse, kommissionen har været nødt til at foretage, fordi de har fået det opdrag, at deres forslag ikke må medføre merudgifter. Det er ærgerligt, fordi stort set alle forslagene er supergode, men argumentationen for at omlægge SU’en på kandidatdelen til lån virker svag. Der er masser af evidens for, at SU’en påvirker den sociale mobilitet positivt – det blev undersøgt så sent som i 2016, hvor en omlægning blev drøftet politisk.

Det må være muligt at omlægge vores uddannelsessystem i den retning, kommissionen foreslår, samtidig med at vi bevarer SU-stipendiet på kandidatdelen. Det koster penge, ja – men det er nok en af de samfundsmæssige investeringer, der giver allerhøjest udbytte.

Tilbage til idéen om mulighederne for efteruddannelse senere i livet. Kommissionen anbefaler, at man, hvis man nøjes med at tage en bachelor, kan vende tilbage til universitetet senere for at tage sin kandidatuddannelse. Jeg kunne godt ønske mig, at vi turde tænke denne tanke endnu mere kreativ – eller vild, om man vil. Tænk, hvis systemet i stedet kunne skrues sådan sammen, at pengene fulgte borgeren. At hvis min søn f.eks. vælger at nøjes med at tage en bachelor i historie, så beholder han retten til at disponere over de midler, kandidatuddannelsen ville have kostet. Disse sættes ind i en slags ”uddannelsesbank”. Hvis han så om 25 år bliver træt af at arbejde som historiker, men gerne vil bruge resten af sit arbejdsliv på at være tømrer eller Body SDS-behandler, så kan han bruge midlerne frit – til at finansiere sine leveudgifter, hvis han vælger et offentligt studium, eller til at betale prisen for et privat uddannelsestilbud.

Jeg er selv nået til et punkt i mit arbejdsliv, hvor jeg ved, at jeg ikke skal bruge resten af mit arbejdsliv på en skrivebordsstol foran en computer. Det har jeg gjort nok – og godt, synes jeg også – men jeg længes så meget efter at bruge min krop og mine hænder mere som del af mit daglige arbejde. Det har jeg taget konsekvensen af, dels ved at dygtiggøre mig i keramik på en aftenskole, dels ved at påbegynde en femårig efteruddannelse i narrativ terapi. Det gør jeg af egen lomme, og jeg brokker mig ikke, fordi jeg har mulighederne for at betale det. Men det er der mange, der ikke har. Jeg tror, at havde alle muligheden for at skifte spor midt i arbejdslivet, så ville vi have et samfund befolket af borgere med langt større livsglæde og langt mindre udbrændthed. Reformkommissionens anbefalinger er et skridt på vejen – men vi skal turde tænke dem endnu vildere.