Foråret vasker tavlen ren – for en stund
Djævelen viser sig at bo i Rødekro, men er faktisk til at tale med.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Da jeg forleden sad midt i feltet på første omgang på en landevej i nærheden af Rødekro i Sønderjylland, fik jeg den koldt-varme følelse, som kun kommer én gang om året: følelsen af forår. I modsætning til så meget andet er den lige overraskende hver gang. Det er vinter udenfor, og så lige pludselig er det ikke vinter.
Jeg investerer i en ny koreaner og sidder og opdaterer det ene og det andet, mens jeg bander over installationen af MitID, der naturligvis blokerer min sølle bankkonto.
Jeg pedalerer i denne pludselige tilstand, rykker frem, overhales, lister forbi igen i tilværelsens evindelige fiskestime. Trods grundig opvarmning fryser jeg stadig i overkoppen, thi vinden er sibirisk, armene ryster, men benene føles gode, og så lige der i svinget: gåsehud og følelsen af pludselig lykke. Forår, ikke bare i kalenderen, men endnu mere i sjælen.
Rejser mig op på ”Hundeklem” og trykker cyklen over bakken side om side med de andre dyr i flokken med hang til karbon, gummi, ilt, sved og watt.
Men så et par kilometer længere fremme: PIFT! Det må være en anden, tænker jeg straks, jeg har taget min andel, senest i fredags på vej til arbejde. Men jo. Bagdækket. Fladt. Fandens. Triller ind til siden. Jeg har cyklet 20 km. Nu skal jeg gå fem. I cykelsko. Solen skinner som en forræder.
Først er jeg vred. Så slutter jeg fred med djævelen. Hans tilbud går på, at hvis jeg accepterer mit uheld i dag, så vil han muligvis skåne mig for flere punkteringer resten af sæsonen. Muligvis, som han gentager med et glimt i øjet.
Jeg stirrer på ham. Har aldrig mødt Djævelen i egen person. Kan ikke undslå mig en vis skuffelse. Ingen horn, ild eller trefork. Han ligner en mellemleder i Skat eller Borgerservice. Uanset hvad er min forhandlingssituation dårlig. Jeg tager imod tilbuddet. Hvad skal jeg ellers gøre?
En times tid senere ankommer jeg stivbenet til målområdet, hvor der fristes med sønderjyske grillpølser, og jeg venter på de andre. Ser dem spurte om sejren og får deres udødelige historier; deres ærgrelser, glæde, pralerier. Vi griner, drikker cola og tanker benzin til 15 kr. og 19 øre pr. liter.
Så bliver det mandag, og søreme om min tre år gamle kinesermobil ikke er færdig. Jeg investerer i en ny koreaner og sidder og opdaterer det ene og det andet, mens jeg bander over installationen af MitID, der naturligvis blokerer min sølle bankkonto.
Men så finder jeg Spotify. Heldigvis er søgehistorikken bevaret. To tryk, og så er han der, min ven i nøden, J.J. Cale – og jeg bliver transporteret tilbage til usårligheden. Den amerikanske sangskriver, for længst død og begravet, er en mester i den slags telepati. Det lille, korte gys af lykke som på album som ”Naturally”, ”Really”, ”Okie” og ”Shades”. Næsten 50 år gamle. Men følelsen er den samme. Anslaget, letheden, gentagelsen.
J.J. Cales musik er ren modsat den broede tilværelse, der har det med at punktere. Foråret vasker tavlen ren. For en stund.
Ligesom dengang i Alperne for 25 år siden, mit første møde med J.J.
Vi sang med hele vejen over Brennerpasset i en udtjent Mitsubishi Colt med trailer. ”Changes”, ”Travelin’ Light”, ”Mama, Don’t”. Mit habenegut skulle sydpå. Farvel til det kolde nord. Højttalere, lamper, racercykel, bøger. Jeg ville udvandre. Skulle studere. Vi kom over passet og trillede ned mod Trento og videre mod Milano, hvor lyset blev lysere og lysere til ”Carry On”, ”Ridin’ Home”, ”Lean on Me” og ”Call the Doctor”.
Tre år senere vendte jeg tilbage. Var alligevel ikke italiener. Men musikken og vinen var god.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.