Rusland – det europæiske land med den uafrystelige imperialistiske arv

Jeg tog grumme fejl som så mange andre, når jeg var overbevist om, at Rusland og Putin ikke ville angribe Ukraine. Jeg forlod mig på eksperter og ikke et ondt ord om dem. Peter Viggo Jakobsen og Leif Davidsen f.eks. er begge dygtige folk, men misforstod ikke desto mindre Putins sande hensigter, som nu mindst må siges at være indsætte en lydregering i Kiev, der er underdanig over for Moskva til evig tid.

Man skal normalt altid antage, at statsledere agerer rationelt, når de påbegynder en krig. Dette gælder også autoritære statsledere som Putin. Jeg nævner dette, fordi man ærlig talt kan blive i tvivl, når man hører Putin kalde den ukrainske ledelse for ”narkomaner” og ”nynazister”, og når man ser ham ydmyge en af sine egne for åbent tæppe.

Jeg vil dog fortsat antage, at Putin ud fra sin egen logik handler rationelt, og han gør det ud fra historiske, russiske præmisser, som har været gældende i Rusland siden 1200-tallet. Denne ”logik” er komplet uacceptabel i den moderne verden, hvor det står mere og mere klart, at etnisk og kulturelt homogene nationalstater er vejen frem og imperiernes tid og det multietniske derfor på vej tilbage.

Rusland har som stat mange dårlige erfaringer med omverdenen. De russiske og ukrainske områder blev løbet fuldstændigt over ende i 1200-tallet, og i mindst 250 år måtte russere og ukrainere trælle under fremmed åg af et helt umenneskeligt styre, der måtte forrå ethvert folk.

Mongolerne blev smidt ud, men Ruslands trængsler var ikke endt her. Omkring år 1600 var Polen-Litauen langt stærkere end Rusland og besatte ikke mindst Moskva.

Herefter gik det politisk og territorielt fremad for Rusland, men det skete med en meget vigtig tilføjelse: Den russiske ledelse i skikkelse af zaren af huset Romanov ville ikke lade sig nøje med sit eget, det russiske (og dengang også det ukrainske), men havde et bandsat behov for stedse at udvide sine grænser, hvorefter andre, svagere folkeslag faldt ind under det russiske herredømme.

Således forsvandt Polen som selvstændig stat i slutningen af 1700-tallet, hvor Rusland, Preussen og Østrig forlystede sig med at sønderrive Polen. De baltiske lande var for længst blevet annekteret af zar Peter den Store i begyndelsen af 1700-tallet.

Siden kom Finland til i 1809, en mesalliance, der skulle vare ved indtil finnernes selvstændighed i 1917.

Prøv at google et europakort fra 1914, Europa umiddelbart før den første verdenskrig.

Rusland er uhyggeligt stort og breder sig langt ind i Europa. Den polske hovedstad Warszawa er en by i Rusland, og Sverige har en lang nordlig grænse til Rusland, fordi Finland er intet. Masser af finner, masser af polakker, men intet Finland og intet Polen.

Karl den XII i begyndelsen af 1700-tallet, Napoleon i 1812 og Hitler i 1941, alle har de forsøgt at løbe Rusland over ende, uden held heldigvis.

Man forstår på denne baggrund godt russernes bekymring for erobring udefra, dårlige erfaringer savnes ikke.

Problemet for Ruslands nabolande er til gengæld mindst lige så stort. Historien har vist, at Rusland ikke forsvinder fra landkortet, men det har været en besættelse for Ruslands zarer siden 1613, hvor Romanoverne kom til, at det russiske territorium skal udvides så meget som muligt for at garantere russisk sikkerhed.

Denne konstante fokusering på sikkerhed har ført til russisk imperialisme, hvor de ledende russiske lag uden at blinke med øjnene har trampet nationer under fode. Alle Ruslands naboer har på et eller andet tidspunkt lært denne bitre lektie.

Ruslands nuværende ledelse under Vladimir Putin er ikke spor anderledes end de russiske zarer fra 1613 og frem, og det er det, der gør Rusland så farligt for sine omgivelser.

Ukraine, der tydeligvis har udviklet en særskilt national identitet især i den godt og vel vestlige del, bliver næppe nogensinde fri for russisk indflydelse. Det er en tragedie for de mange vestvendte ukrainere, men verden er et grumt sted, hvor geopolitik ofte spiller en afgørende rolle.

Til gengæld må NATO, så længe det holder sammen, garantere medlemmernes sikkerhed, og det er selvfølgelig først og fremmest Polen og de baltiske lande, jeg her tænker på. Finland og Sverige bør naturligvis også kunne blive medlemmer, hvorefter i sidste ende atomparaplyen også omfatter de to nordiske lande, der af historiske årsager i dag er neutrale.

Om NATO så holder i det lange løb, er tvivlsomt. Der kommer en dag, hvor de europæiske lande må forsvare sig selv uden et USA, der af mange årsager, især demografiske, i fremtiden vil se sydpå mod Latinamerika og hen over Stillehavet mod Kina.

Afgørende nu og i fremtiden bliver det, at Vest- og Centraleuropa tøjler Ruslands ubændige trang til imperialisme, til at brede sig langt ud over grænserne for, hvor russere bor. Ideelt ville det være, hvis vi kan få russerne til at forstå, at kun nationalstater er acceptable territoriale enheder, hvor det givne folk (eventuelt opblandet med mindre mindretal) kan få lov at udleve sin egen skæbne.

Imperialisme er af i går, nationalstaten af i morgen.