Der skal ikke være fremmede magter på dansk jord
Mette Frederiksen har indtaget førstepladsen som den største proamerikanske danske statsminister. Det er ikke godt, og endnu engang udstilles Vestens hykleri i forhold til det rimelige i at kunne forsvare sig.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Her gik jeg så naivt og troede, at Foghs position som den største ”proamerikanske” danske statsminister ikke var til at rokke, men jeg vil gerne indrømme, at jeg har taget fejl. Efter pressemødet torsdag er der ingen tvivl tilbage, Mette Frederiksen har indtaget førstepladsen som den største proamerikanske danske statsminister.
Hvad synes danskerne om, at der skal være fremmede magter på dansk jord? Har politikerne ikke tænkt sig at spørge om danskernes mening?
Lad os kigge lidt nærmere på, hvad ministrene sagde på pressemødet.
Journalisten fra Ritzau spurgte Mette Frederiksen: »Kan vi reelt sige nej til USA, når USA beder om noget?«
Mette Frederiksens svar: »Jeg ved ikke, om andre regeringer vil sige nej; vores udgangspunkt er selvfølgelig at sige ja. USA er vores vigtigste allierede. Sådan har det været gennem mange år. Vi har i mine øjne en entydig interesse, både set med danske briller og europæiske briller, i at fastholde og udbygge et stærk amerikansk engagement i Europa og i det transatlantiske.«
Jeg hørte også statsministeren sige: »Jeg vil sådan set hver eneste dag gerne gøre amerikanerne en tjeneste, sådan helt principielt, hvis vi kunne det eller kan det.«
Det er i hvert fald tydeligt at se, at statsministeren ikke er bleg for at vise sin kærlighed til USA.
Både statsministeren og de to ministre gjorde alt, hvad de kunne, for at overbevise danskerne om, at USA er garanten for Danmarks og Europas sikkerhed. Her bliver jeg bare nødt til at spørge: Hvilket land vil gerne angribe Danmark, men holder sig tilbage på grund af amerikanerne? Hvordan er det, at amerikanerne er garant for danskernes sikkerhed? Amerikanerne bliver bare præsenteret som en flok frelsere, men ret meget andet får vi ikke fortalt.
Selv om ministrene flere gange slog fast, at det ikke er den aktuelle krise mellem Ukraine og Rusland, der er anledningen til det kommende bilaterale forsvarssamarbejde med USA, så virker det ikke helt troværdigt.
USA sender tropper til forskellige europæiske lande og laver løbende aftaler med landene omkring Rusland. Derfor vil dette nye samarbejde med Danmark selvfølgelig også blive set som en del af den aktuelle krise.
Det var også vigtigt for ministrene at slå fast, at det ikke er USA og Europa, som er de aggressive, men derimod kun Putin og Rusland.
Det er heller ikke helt korrekt. I årevis har USA og Nato oprustet og er kommet tættere og tættere på Ruslands grænse. Som enhver anden stormagt reagerer Rusland selvfølgelig på, at en anden stormagt får opstillet militærbaser og våben i de omkringliggende nabolande.
Den ukrainske forsvarsminister sagde i starten af 2022: »Koncentrationen af russiske tropper op til Ukraines grænser er ikke i sig selv en nyhed. Der har været tropper langs grænsen siden annekteringen af Krim i 2014, og situationen lige nu minder meget om forholdene i foråret 2021.«
Ligeledes sagde den ukrainske præsident under en pressekonference i Kiev, at Natos og særligt USA’s tone over for Rusland i forhold til en mulig invasion har været alt for aggressiv.
Det står meget tydeligt for mig, at vi endnu engang er vidne til Vestens hykleri. De vestlige lande med USA i spidsen må agere, som det passer dem, og det må de resterende lande bare affinde sig med.
Sådan hænger verden ikke længere sammen. Man kan ikke komme udenom, at Rusland er blevet stærkere efter Murens fald og ikke længere bare kan se passivt på, at der er amerikanske tropper og missiler i dets nærområde. Det er bare fakta, uanset om man kan lide Putin eller ej.
Hvis vi lige vender tilbage til pressemødet, hersker der for mig ingen tvivl længere: Mette Frederiksen har indtaget førstepladsen som den mest proamerikanske danske statsminister. Gad vide, om hun også sigter efter internationale topposter, siden at hun så åbenlyst er villig til at gøre alt, hvad USA forlanger? Foghs proamerikanske politik gavnede i hvert fald hans karriere.
Vi kan godt vinke farvel til mange årtiers ikke-stationeringspolitik. I hvert fald så længe de danske politikere ikke er klar til at få klippet den navlestreng over, som forbinder dem med USA. Jeg tror ikke på, at Folketinget kan stå samlet og sige nej til fremmede magter.
Det kan godt være, at Mette Frederiksen har fjernet pandemien som en trussel, men til gengæld har hun sat forsvar og krig på dagsordenen. Det bliver ikke gratis, venner. Alt denne krigsretorik har sin pris.
Der bør være en offentlig debat om denne nye beslutning. Skal folket kun inddrages, når der skal stemmes til et nyt valg? Hvad synes danskerne om, at der skal være fremmede magter på dansk jord?
Har politikerne ikke tænkt sig at spørge om danskernes mening?
Måske er politikerne godt klar over, at de ikke behøver at få et svar fra danskerne, når danskerne alligevel spørger Google til råds, når der skal stemmes til næste valg. Så meget for demokratiet.
Dansk udenrigspolitik skal formes på Christiansborg, ikke dikteres fra Washington. Danmarks interesser skal komme i første række. Vi må ikke blindt og naivt hoppe på amerikanernes krigsvogn; den har allerede skabt rigeligt død og ødelæggelse.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.