Er Kandis-filmen et freakshow eller en påmindelse om, at en skæbne nogle gange bare er – en skæbne?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Siden dokumentaren om Kandis blev tilgængelig på DR TV, har der på de sociale medier været mange meningsudvekslinger om filmen. De fleste abonnerer på en af to opfattelser: Mange synes, den er mageløs, fordi den præsenterer os danskere for det Danmark, som også findes, men som særligt vi storbyboere måske ikke kender til. Fordi den viser, hvordan populærmusik og et band som Kandis ikke bare leverer musik til sit publikum, men også tilbyder et rum, hvor livet og dets både glædelige og sørgelige begivenheder får et sprog.

På den anden side er der dem, som mener, at dokumentaren tangerer et freakshow, fordi de fans, som bliver portrætteret, er særlige på den ene eller anden måde. Der er de tre blinde brødre, som sidder bøjet over hver sin skål, når de børster tænder, og som går i kæde gennem deres hjem. Der er den unge Jonas, som mistede sin far som teenager og blev så fyldt op af sorg, at han overvejede at tage sit eget liv, men blev reddet af Kandis’ musik. Der er også ham, som faktisk havde besluttet at tage sit eget liv og var i gang med sit forehavende, da han satte Kandis’ ”Hotel Himmel” på og besluttede sig for at leve alligevel. Så er der Henning, der besøger Johnny Hansens ekskones grav (fordi Johnny ikke selv gør det), og Susan, hvis største ønske hun ikke vil afsløre, men som nok er noget i retning af at blive gift med Johnny. Hun har tilmed skrevet en roman om Johnny, hun ikke kan afsløre indholdet af, fordi det er »for krydret«, som hun siger.

Jeg må indrømme, at jeg efter at have set filmen nok sad mest tilbage med en følelse af at have været vidne til et freakshow og med en følelse af, at filmen på en eller anden måde udstiller sine medvirkende. Men inspireret af de meget forskellige opfattelser af filmen gik jeg alligevel min egen umiddelbare reaktion kritisk efter. Hvorfor følte jeg, at de medvirkende blev udstillet? Hvorfor reagerede jeg ikke som mange andre ved blot at blive rørt over filmen og taknemmelig for, at vi alle ikke er ens?

Jeg tror, at vi, der sad tilbage med følelsen af, at deltagerne var blevet udstillet, lider af det kompleks, at vi har uhyre svært ved at acceptere, at nogle skæbner bare er. At skæbner ikke altid behøver at blive forstået og forklaret ud fra sociologiske eller psykologiske teorier om udsathed eller omsorgssvigt. Vi vil så gerne give en skæbne et tillægsord. At den er trist eller sørgelig eller uretfærdig.

Men måske skal vi forstå, at vi ikke kan og skal fortolke alt i en ramme, der giver mening for os. Måske skal vi lære at acceptere, at nogle skæbner bare er. Det er det, filmen giver os mulighed for. Instruktøren kunne så let som ingenting have boret i de medvirkende fans’ fortid. Hvad er historien bag de tre blinde brødre? Hvilken barndom havde manden, der næsten forsøgte at tage sit eget liv? Hvilke erfaringer har kvinden, der er forelsket i Johnny, med kærlighed og parforhold?

Netop fordi instruktøren ikke stiller de spørgsmål, men bare accepterer, at livet for de medvirkende er, som det er, fratager han os muligheden for at sættes vores elskede tillægsord på deres skæbner. Til gengæld giver han os muligheden for at acceptere, at de bare er der.

Det er en gave til de af os, der kan have lidt travlt med at sætte ord på andres skæbne. For accepten af, at mennesker bare er og ikke nødvendigvis er noget, er en mangelvare i vores overfortolkende moderne tænkning. Det minder filmen os om, og det skal vi være den taknemmelige for.