Hvorfor hader politikerne dagpengene?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg havde som sådan ikke sat næsen op efter noget. Jeg havde hørt jungletrommerne bumle, men når der samtidig på kontinuerligt vis tales om en styrkelse af dagpengene, så spidser jeg selvfølgelig ører

Men nej. Resultatet blev at nogen, inklusiv undertegnede, kunne se frem til en forhøjet dagpengesats i en ret så begrænset periode, 3 måneder, mens dem, der lige har færdiggjort deres uddannelse, dimittenderne, kan se frem til en forringelse af deres sats samt en forkortelse af deres ydelsesperiode fra to år til et år.

Jeg kunne selvfølgelig vende blikket indad. Jeg kunne glæde mig over, at jeg personligt blev tilgodeset. Men det kan jeg ikke. Jeg kan ikke se bort fra det faktum, at hvis nogen skal have en forbedring, så skal vi tage det fra hinanden.

Jeg er træt af, at de rettigheder som generationer før os fik kæmpet igennem, konstant udhules, og det bliver gjort med et argument om, at hvis du skal vedligeholde din rettighed, så du nødt til at tage den fra din nabo. Vores fælles tilkæmpede rettigheder er jo ikke noget, vi har opnået på bekostning af hinanden.

Jeg er nogle gange i tvivl om, om politikerne kan huske, hvad der ødelagde efterlønsordningen?

Det var ikke den enkelte politiske handling. Det var kontinuerlige vedtagelser, der med tiden gjorde efterlønsordningen mindre og mindre attraktiv, så tilslutningen faldt for kommende generationer, da det ikke gav mening at tilmelde sig.

Jeg kan ikke forestille mig, at særlig mange politikere stiller sig op efter et helt arbejdsliv i politik og fremhæver ødelæggelsen af efterlønsordningen, som deres store politiske livsværk, som de med glæde vil tænke tilbage på. Ikke desto mindre er det lige præcis det, man er i gang med, med dagpengene. Det kan godt være, at man tilgodeser en gruppe med en hævelse af satsen. Men tag det fra en, der kan fyres med to dages varsel, og hvor fyresedler er lige så almindelig en del af arbejdet som frokostpauser. En ledighedsperiode, der begrænser sig til tre måneder, er hurtigt overstået. Det er en god ting, når satserne hæves, men når man samtidig gør det mindre attraktivt at tilmelde sig ordningen, er det ikke en forbedring af dagpengesystemet.

Jeg er så hamrende træt af at høre på en debat, hvor man retfærdiggør det at skære i længden på at kunne modtage dagpenge med, at man skal jo ikke være på dagpenge i to år.

Nej, og hvem i himlens navn har i øvrigt nogensinde påstået det?

Dagpenge er ikke sat i verden, for at man skal modtage dem bare for at modtage dem. Men for at man i de perioder, hvor man af forskellige grunde ikke har et arbejde, at kunne undgå en fuldstændig forslumning af tilværelsen. Nogle gange går det værre til end andre, når man rammes af ledighed, og jo kortere periode, du kan modtage dagpenge, des ringere er du stillet jo hårdere du er ramt. Derfor er det en superdårlig ting at forkorte dagpengeperioden, for det stiller dem, der ikke er voldsomt formuende ringere, når ulykken sætter ind.