At sparke røv er ingen kunst

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Forestillingen om, at kunst først og fremmest skal provokere, er en gammel traver. Den bliver hverken yngre eller rigtigere af, at rådgiver og journalist Reimer Bo Christensen i torsdagsavisen gentager, at kunsten skal »sparke røv«, og at det derfor kvalificerer til kunst, at en fupmager ved navn Jens Haaning har snydt kunstmuseet Kunsten i Aalborg for en halv mio. kr., uden at nogen har meldt ham til politiet.

Kunst skal udfordre kimen til småborgerlighed, forklarer Christensen villigt og tilføjer, at tyveriet er alle pengene værd i publicity for museet. Mage til vrøvl skal man lede længe efter, svarer civilingeniør Lars Nielsen fra Dronninglund i JP 21/1, og det kan han have ret i, men det er alligevel en tilsnigelse. Thi synspunktet om provokation som kunstens fineste varemærke flugter akkurat med kunstindustriens selvforståelse og er noget af det mest officielt blåstemplede i dette land: Hvis noget er på kant med almindelige menneskers normer, er det kunst, især hvis den er tilvejebragt af sidstnævntes penge.

Gu’ er det ej, det er pop. Men i kunsten er skønheden ikke alene væk, den er også suspekt. Skønheden er blevet dekonstrueret og afsløret som et bedrag, der skjuler den virkelige verdens hemmeligheder. På et tidspunkt i historien besluttede nogen sig for, at vi var kommet ud over den patetiske skønhed og i stedet skulle gå efter det autentiske. Det var, da vi blev moderne – og siden – postmoderne. Skønheden skulle mistros. Den var forloren, hul, småborgerlig.

I takt med at sådanne tanker vandt frem, holdt kunstnere helt op med at stræbe efter skønhed. Dens nye møntfod blev grimhed; forvrængede ansigter, en penis i stedet for en næse, en dåse lort i stedet for et besjælet landskab, et pissoir i stedet for en graciøs skulptur eller rytmisk poesi, abstraktioner i stedet for mesterlære, uformelighed i stedet for ynde og proportion. Sidstnævnte var direkte latterligt.

Allerede for 100 år siden blev Mona Lisa udstyret med en moustache af Marcel Duchamp, og snart blev den internationale kunstscene afløst af konceptkunst og kunstinstallationer med en masse grimme og ubearbejdede genstande, summarisk sat sammen uden nogen anden tilsyneladende idé end at parodiere eller protestere imod uretfærdighed, og således kan en mand i dag tyvstjæle en mindre formue og legitimere tyveriet med, at det er en protest imod kapitalisme eller noget.

Fra billedkunst til arkitektur satte man en ære i at være imod og affortrylle. En genbrugsstation kunne i princippet være lige så smuk som en barokhave, selv om langt de fleste mennesker ville foretrække barokhaven. Til gengæld solgte grimhed med tiden langt bedre end skønhed. Kitsch og kuber blev kult. Kuratorer, rådgivere, kommunikationsafdelinger og kulturjournalister talte koncepterne op til skyhøje priser, og ingen vovede at sige, hvad den lille dreng siger i eventyret om kejserens nye klæder.

Betragter man f.eks. dansk kunst i 1990’erne i bagspejlet, slås man af den toneangivende formløshed og en vidtforgrenet æstetisk uformåen. Det var intellektuel amatørkunst. Vi forstod det ikke, men sansede instinktivt, at de nye kunstnere var i sync med deres tidsånd. De var ”oprørske”, men på præcis den samme måde og med enslydende paroler og blev inviteret ind til udstillinger og gallerier af de selvsamme magthavere, de kritiserede. De unge vilde blev omfavnet, fordi institutionerne og deres ledere kunne bruge dem til at vise, hvor progressive de selv var. Kunstnerne troede, de var imod systemet, men faldt fuldstændig i med tapetet.

Jeg mødte nogle af kunstnerne og deres venner, da jeg flyttede til København for 30 år siden og gik i byen, på museer, til ferniseringer og receptioner. De var sortklædte, lignede lort og rablede løs om Nietzsche, men pigerne var vilde med dem, til trods for – eller fordi? – deres frembringelser var så abstrakte, at der skulle en katalogtekst til, for at beskueren forstod pointen.

De levede til højre, men stemte alle til venstre, og det gør de stadig, sådan som Ekstra Bladets Mads Kastrup rammende har beskrevet sindelagssocialismens logik. Det var godt nok Margrete Auken, han skrev om, men det kunne have været så mange aktører i den progressive kunstindustri, der lever af fup og fidus.