Finanslovsdebattens falske melodi: I den venligste udlægning er det konstante råb efter flere penge som alkoholikerens ønske om en drink mere

I sidste uge beskrev jeg, hvordan i alt 12 (jeg kom ved en fejl til at skrive 11) statslige væsener og institutioner er i færd med at miste evnen til at løse deres kerneopgave. Det drejede sig om Kriminalforsorgen, sundhedsvæsenet, Forsvaret, politiet, Skat, DSB, folkeskolen, gymnasiet, universitetet, beskæftigelsessystemet, integrationssystemet og socialforsorgen.

Men hvad er det galt? Og hvad kan man gøre? Det skal vi se på nu.

Uden konkurrence står man mange steder med et kommandoøkonomisk system, der er præget af uigennemskuelighed, dårlig brug af ressourcer og ringe sammenhæng mellem handling og konsekvens. Følgen bliver massiv utilfredshed. Både blandt medarbejderne og blandt brugerne.

Det var sådan, Sovjetunionen så ud, da Mikhail Gorbatjov overtog lederskabet i midten af 80’erne, hvor han lancerede reformer af systemet under parolerne glasnost og perestrojka (åbenhed og forandring). Men på visse stræk kunne det lige så godt være beskrivelsen af vores offentlige sektor her i en mørk vinter, hvor vi er midt i tredje nedlukning af den eksplicitte årsag, at vores offentlige sundhedsvæsen er truet af kollaps på grund af knap 600 corona-indlagte.

I årevis har alle, der ikke har interesse i at påstå det modsatte, vidst, at den var gal. Vi har skovlet flere og flere penge ind i den offentlige sektor år efter år – samtidig med at vi kontinuert skal lytte til bullshit om, at der er sparet – men det er meget småt med forbedringerne. Papirnusseri og bureaukrati lægger beslag på de varme hænders tid – bare sygeplejerskerne vurderer, at de bruger, hvad der svarer til 2.000 fuldtidsstillinger på unødvendigt papirarbejde hvert år – imens projektarbejde og pseudoarbejde opsluger flere og flere ressourcer.

Hvis éns bil har problemer med motoren, må man som ansvarlig bilejer på et tidspunkt nå til den konklusion, at det ikke hjælper at fylde mere benzin på tanken.

Jeg tror faktisk, det gør problemerne værre, at den offentlige sektor har så mange penge at rutte med. Kun i systemer med så mange ressourcer kan man tillade sig at forbedre sig så lidt.

Det er ikke sygeplejerskens skyld, at hun er begravet i bureaukrati, eller at hendes arbejdsgiver ansætter flere og flere kolde hænder til administration og kommunikation. Det er nogle helt fundamentale systemfejl, som har fået lov at bestå alt for længe, og hvis vi endelig skal udpege skurke, er det de organiserede særinteresser, forbrugsivrige politikere og nidkære bureaukrater.

Jeg er mere interesseret i at løse problemerne end i at pege fingre, og det er her, glasnost og perestrojka kommer ind i billedet.

Ligesom det forstenede og lukkede sovjetiske system havde brug for åbenhed og forandring, har vores offentlige sektor et lignende behov.

Vi har behov for langt mere åbenhed i den offentlige sektor, når det kommer til sammenhængen mellem pris og kvalitet. Lige nu er lysten til at vide, om bestemte opgaver lægger beslag på uforsvarligt mange ressourcer, eller om nødvendige opgaver koster uforsvarligt mange ressourcer, alt for lille. Det hænger blandt andet sammen med, at vores regioner og kommuner ofte ”køber” ydelserne af sig selv i offentlige monopoler, der ikke er interesseret i konkurrence.

Vi har behov for langt mere forandring i den offentlige sektor, når det kommer til at løse kerneopgaverne. Hvis enheder som plejehjem ikke løser deres opgaver anstændigt, burde lukning i sidste ende være en mulighed, ligesom konkurser er det på et velfungerende marked. I den offentlige sektor luger man alt for sjældent ud i de dårligt fungerende enheder, man omorganiserer i ét væk uden at få bugt med problemerne. Den naturlige drift mod forandring, når ting ikke fungerer, som konkurrence bringer, kan ikke erstattes med gold New Public Management-styring.

Derfor håber jeg, at vi efter denne mørke vinter ser et nyt forår, hvor den offentlige sektor reformeres til at passe sine opgaver og bruge sine ressourcer langt bedre.

Men med det nuværende røde flertal er signalerne imidlertid nogle ganske andre. Det hørte man for eksempel under finanslovsdebatten. Her argumenterede den ene røde MF’er efter den anden for endnu større bevillinger til en offentlig sektor, der i forvejen er en af verdens største. Mens der stort set var ingen, der bekymrede sig om, hvor pengene skal komme fra.

I den venligste udlægning er det konstante råb efter flere penge at sammenligne med alkoholikerens ønske om en drink mere: en reaktion, der skyldes afhængighed. Og som egentlig bør begrædes, fordi afhængighed aldrig er godt for et menneske.

I den værste er der tale om, at venstrefløjen er fast besluttet på at bevilge flere penge til de særinteresser, der støtter økonomisk og med stemmer. Om det så skal koste stabiliteten og den langsigtede funktionsevne i dansk økonomi.

Desværre har jeg siddet i Folketinget så længe, at jeg tror mere på den sidste forklaring, end jeg tror på den første.