Kender du én, der kommer til at sidde alene juleaften – så gør noget

Der er noget fantastisk ved julen i Danmark – i hvert fald hvis man har en familie, man kan fejre den med.

Måske er du lige blevet skilt, måske er du flyttet til Danmark i december måned, måske har du truffet nogle livsvalg, der gør, at din familie ikke længere vil kendes ved dig.

Når man tænker på, at nogen sidder alene i julen, falder tanken måske på ældre mennesker. Men mange andre er af den ene eller anden grund alene på den dag i året, der er hjerternes fest.

Selv om jeg nu er et sted i mit liv, hvor jeg elsker julemåneden, så er julen stadig fyldt med en stor sorg, der altid melder sig på et eller andet tidspunkt under juleforberedelserne. En sorg over, at jeg har en familie, der er lyslevende og vandrer rundt i de jyske gader og stræder, men som jeg aldrig kommer til at fejre jul med.

I nat drømte jeg, at jeg boede til leje på et værelse og gjorde rent på Niels Ebbesens Bøfhus i Randers. Jeg havde forladt Jehovas Vidner, og det var juleaften. Jeg befandt mig pludselig uden for en dansk folkekirke, hvor forfatter og præst Kristian Ditlev Jensen holdt en prædiken. Til min store undren havde jeg problemer med at finde de bibelskriftsteder, mine fingre i sin tid som Jehovas Vidne nærmest automatisk havde kunnet slå op på.

Kristian Ditlev Jensen stod bag sin prædikestol og talte om kærlighed og inklusion med en varme, der fik mig til at misunde hans tilhørere. En gang imellem brød han ud i sang, og han stod ligefrem og jokede med sin menighed. Jeg såre undrede mig over den halvtomme kirke, hvor stemningen var så anderledes åben end i den rigssal, der har gjort mig solskoldet over for al religion.

Men her stod jeg. Hverken inden for eller uden for kirken. Det kræver ikke ligefrem en grad i psykologi at forstå min let analyserbare drøm.

Men hvis jeg skal løfte blikket fra min egen navles perspektiv, tror jeg, at det er sådan, mange, der skal tilbringe julen alene, oplever deres situation. At befinde sig imellem to punkter fysisk eller som at være på vej fra ét ståsted til et andet i livet. Og den situation er fyldt med ensomhed, ikke mindst juleaften.

Jeg traf for snart mange år siden et valg, der gjorde, at jeg sad alene en aften, hvor mange danser rundt om juletræet. Grunden var i al sin enkelhed, at jeg insisterede på at tænke frit – den slags frisind kunne Jehovas Vidner ikke acceptere.

Mit valg betød afsavn, for når man er trådt ud af Jehovas Vidner, så er samfundets ”kærlige foranstaltning” skruet så kynisk sammen, at den fuldstændige udstødelse skal få personen, der er kommet ”på afveje” til at indse, at han eller hun har gjort noget forkert. Metoden virker. Mange kommer ganske rigtigt krybende, knækkede og ødelagte tilbage til folden.

Juleaften bliver jeg mindet om, at jeg ikke har en familie og aldrig får det. Der er aldrig dækket op til mine børns mormor eller til mine søstre og deres børn. Der ligger ingen gaver under træet fra et eneste familiemedlem på min side.

Mange andre oplever lignende følelser. Nogle har mistet familiemedlemmer. Tab af den ene eller anden art sætter sig. Livet tvinger os til at lære at leve med svære følelser.

Men julen er også svær, når man ikke har et familienetværk i ryggen, fordi juleaften er den mest urørlige af alle aftener i Danmark. Derfor kan ensomheden mærkes dobbelt, når man fejrer med en familie, der ikke er ens egen. Det er en aften, hvor mange gør tingene på en helt særlig måde og ikke er villige til at ændre i familietraditionerne. Selv om en familiesituation er dynamisk og ændrer sig, så gør traditionerne det sjældent.

Og her kommer et lille opråb til danskerne. Hvis du ved, at der sidder en person alene, så gør noget. Måske er det for stort et skridt for dig at invitere vedkommende hjem på selve juleaften. Men du kunne skrive et julekort, gå over med nogle småkager, invitere på et glas gløgg eller bare lade personen vide, at du ser ham eller hende.

Jeg blev faktisk i sin tid inviteret hjem til en studieveninde juleaften. Men jeg takkede nej. Så dybt sidder følelsen af julen som noget helt tæt på familierelationen, at udefrakommende ikke har ret til en plads ved bordet.

Jeg slipper aldrig af med en iboende ensomhed og en følelse af ikke helt at høre til. Den følelse tror jeg ikke, jeg er alene om. Men især juleaften kan den være overvældende.

Derfor bør alle, der har overskuddet og muligheden, gøre noget og ikke bare trække på skuldrene og glæde sig over deres egen familiesituation. Ræk ud, giv lidt af dig selv – måske er det dig, der en dag får brug for den samme næstekærlighed.