Polen som Vesteuropas beskytter – endnu engang
Når man ved, hvad det er at miste, har man viljen til at forsvare sig.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
EU har for Gud ved hvilken gang udstillet sin inkompetence og sin generelle politiske handlingslammelse. En diktator udfordrer åbenlyst et medlemslands grænser. Dette medlemsland – Polen – forsvarer sig med den fornødne magt, og hvad er svaret fra EU?
Ingen hjælp til Polen i form af finansiering af grænsehegn med mere for at standse invasionen.
EU lever i en postfaktuel virkelighed. Verden omkring EU er under voldsom forandring, men EU har ikke forstået det og tror, at vi stadig befinder os i 1990’erne lige efter Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud.
De polske myndigheder kan oven i købet siges at være særdeles uegennyttige, idet langt de fleste af de ulovligt indtrængende må formodes at ville videre til lande som Tyskland og Sverige, ganske som i 2015/16.
Alligevel har Polen valgt den eneste rigtige løsning, som er at sætte hårdt mod hårdt og forsvare grænsen mod de udefrakommende kolonister.
Netop Polen har en smukkere historie end næsten noget andet europæisk land, når det drejer sig om at forsvare kontinentet mod ydre fjender. Om det så var imod mongolerne i 1200-tallet, mod tyrkerne i 1683 uden for Wiens porte eller mod den blodtørstige røde hær, der i 1920 forsøgte at oversvømme Vesteuropa med morderideologien kommunisme, den ideologi, som Enhedslisten fortsat hylder herhjemme.
Vi i Vesteuropa er nødt til hurtigst muligt at tænke som polakker, ungarere og andre øst- og centraleuropæiske folk for at kunne gøre det nødvendige, som er en opgivelse af de absurde forestillinger om én menneskehed med de samme universelle aspirationer og forhåbninger til tilværelsen.
Det har menneskene ikke. Det etniske og deraf afledte kulturelle spiller en alt for stor rolle til, at det nogensinde vil ske. En gennemsnitlig dansker eller polak har ganske enkelt ikke de samme ønsker og forhåbninger til tilværelsen. Var det tilfældet, var de såkaldte integrationsproblemer løst for længe siden.
Hvornår forstår de politiske eliter i Vesteuropa, at deres drømme om én menneskehed er en farlig drøm, der uvægerligt skader deres egne folk? Hvor meget mere på samvittigheden ønsker de at påtage sig?
Først når vi forstår, at mennesker er partikulære – med deres sympatier rettet imod egen gruppe – og ikke universelle, kan vi redde os ud af den sump, som vi er havnet i.
Det er på høje tid.