Midlet til at komme systemisk racisme til livs: Vi gør alle lige med magt
Hvorfor har racismeforskerne ikke sagt det højt for længe siden?
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Ikke en dag uden en irettesættelse fra den kongelige danske forskning om, hvor let vi hvide danskere har det med at udråbe vores hvide overherredømme. I dag er det Mira C. Skadegård, der i Berlingske fortæller os, hvordan vi ikke skal klæde de hvide børn ud til alle helgens aften, også kaldet halloween.
Man kan også se DR’s serie i fire afsnit om Kunstakademiet i København, et alligevel imponerende studie i mikrofonholderi fra den kvindelige værts side.
En anden gang journalistik stort set befriet for kritiske spørgsmål kan man finde på videnskab.dk med titlen ”Hvad er strukturel racisme? Og findes strukturel racisme i Danmark?”
Bare rolig, der er ingen forstyrrende spørgsmålstegn efter endt læsning.
Hvad gør vi ved det nærmest naturvidenskabelige faktum, at hvide mennesker er uhjælpeligt racistiske, også når de gør sig ihærdige anstrengelser for at benægte det?
Jeg har lagt et columbusæg i den anledning, hvis jeg selv skal sige det (hovsa, det er vist nok udtryk for racisme at nævne Columbus, som var så væmmelig at opdage den nye verden).
Vi gør simpelthen alle lige ved statsmagtens tvang. Det er helt enkelt. Følg selv med i denne lynvejledning. Man kan finde de fleste af de relevante tal her.
1. Vi begynder selvfølgelig med at erklære alle børn i seksårsalderen for skoleparate. Alle kan allerede nu det samme, sådan cirka.
2. Næste udfordring opstår ved grundskolens afgangsprøver, hvor visse grupper i dag er udsat for systemisk racisme ved at få for lave karakterer. Den hurdle klarer vi ved at give alle grupper det samme gennemsnit. En række etniske grupper sættes op i karakter, og nogle sættes ned. Det er virkeligt såre simpelt. Det samme gør vi selvsagt med eksamenskaraktererne i gymnasiet, på erhvervsskolerne med flere.
3. Nu skal vi have de unge mennesker til at fordele sig ens på de videregående uddannelser. Især er det vigtigt, at alle grupper repræsenteres helt ligeligt på de prestigefyldte uddannelser som læge, advokat og psykolog. Det er heldigvis blevet nemt, når nu karaktererne på gruppeniveau i gymnasiet er ens.
4. Efter endt uddannelse er der selvfølgelig ikke noget, der hedder dygtige og mindre dygtige læger, blot som eksempel. De mest attråede stillinger på sygehusene i de store byer skal fordeles helt lige mellem grupperne.
5. Endelig skal lønnen for et givet fag naturligvis være helt den samme på gruppeniveau. Det siger sig selv.
Hopla, nu har vi fået udryddet den systemiske racisme helt og aldeles. Det perfekte nykommunistiske samfund er skabt, hvor alt er miljø, og hvor biologisk arv er reduceret til nul.
Lyder det som et behageligt samfund? Det var da et mærkeligt spørgsmål. Selvfølgelig gør det det. De tidligere racegjorte etniske minoriteter klarer sig alle på niveau med de hvide, og de hvide er befriet for deres modbydelige systemiske racisme.
Hvad dælen nøler vi efter?