Er Polen skurken – eller er EU?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Udfaldene mod Polen har været voldsomme, efter at landets forfatningsdomstol har dømt, at den polske grundlov står over EU’s forordninger og direktiver (som de hedder med en sprogbrug, der leder tanken hen på udemokratiske styreformer).

Medlem af EU-parlamentet for Det Konservative Folkeparti Pernille Weiss er slået over i diskanten og udtaler, at ”EU er ikke noget tag-selv-bord, og alle kasser må knaldes i nu, så befolkningen kan få syn for sagen for hvem, der egenligt vil og kan det bedste for Polen.”

Således på twitterdansk. Kasserne skal ”knaldes” i, og ”syn for sagn” er blevet afløst af ”syn for sagen”.

Det er samme ”konservative” Pernille Weiss, der i 2019 op til valget til EU-parlamentet udtalte bl.a. følgende:

”Derfor er jeg heller ikke bange for migration og 10 millioner ekstra borgere fra et andet sted i verden. For det er sket før, og alt andet lige har det kun beriget os.”

Der er altid noget sælsomt over at være vidne til en faktuelt forkert vurdering af den ikkevestlige indvandrings konsekvenser, når det kommer fra en politiker, der minsæl påstår at være ”konservativ”.

Lad Pernille Weiss fare. Lad nutidens formelt konservative fra det liberalistiske Konservative Folkeparti flyve. Mere interessant er, hvad der foregår i Polen, et land i EU, der jævnligt må lægge ryg til verbale tilsvininger af denne avis’ kommentator Per Nyholm, der med sine amatørhistoriske betragtninger mest formår at overbevise mig om, at der rent faktisk er brug for faghistorikere.

Her følger så den faghistoriske analyse af en, der er uddannet inden for faget, og som faktisk ved noget om Polen og om Østeuropa på et systematisk grundlag. Ja, det er undertegnede, vi taler om.

Polen og hele Østeuropa og dele af Centraleuropa har historisk haft det meget svært med demokrati, som vi forstår det i Vest- og især Nordeuropa. Det skyldes formentlig en blanding af en meget voldelig fortid (langt mere voldelig, end de fleste danskere er klar over) og måske også en delvist medfødt fokusering på kontrol i en grad, der historisk har vundet over den flotte tanke om lighed for loven og magtens tredeling.

Det sidste, det medfødte, er stærkt kontroversielt i vor tid (i Vesteuropa), men kan give en bedre forståelse af de oplagte forskelle, der hersker internt i Europa.

Jeg er personligt ikke ret meget i tvivl om, at den polske forfatningsdomstol er under politisk påvirkning på en måde, som vi aldrig ville acceptere i Danmark, men det er bare for nemt at skælde ud på de polske magthavere som bagstræberiske mørkemænd, der bør lyses i band.

Der er et afgørende dobbeltforhold på spil her, og det gælder både Polen, Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet, Slovenien, Kroatien og de baltiske lande. De har for det første erfaret det kommunistiske terrorvælde på første hånd. Det er stadig sådan i Danmark, at det er svært at forstå, at kommunismen er fuldt på højde med nazismen, hvad angår grusomhed. Ellers kan man ikke forklare Enhedslistens stærke position i dansk politik.

For det andet er østeuropæerne ikke teknologiske analfabeter. De har adgang til nettet, har smartphones som os andre, og de kan ikke lide, hvad de ser. De ønsker ikke svenske og franske og generelt vesteuropæiske ghettotilstande. De ønsker at være sig selv.

Bundlinjen er, at den nuværende polske regering ikke lever op til de danske standarder for demokrati, men man er meget naiv, hvis man tror, at EU kan få dem til et rette ind efter EU-elitens ønskede multietniske samfund eller snarere helvede.

Sådan spiller klaveret ikke i Polen og Østeuropa generelt.