Hvorfor accepterer vi pædofili?

Børn kan ikke altid passe på sig selv. Det har de voksne til. Eller sådan burde det være. Problemet er, at vi ikke altid stoler på de rigtige voksne. Det betaler børn, der udsættes for pædofili, en uhyrlig høj pris for. Alt for tit er religioner og sekter et tag selv-bord, hvor syge sjæle har frit spil.

Vi ved det jo godt, har hørt det så tit. Der foregår ting inde bag skrifteforhænget og for lukkede kirkedøre, der ikke burde foregå mellem voksne og børn.

Sidste nye skandale handler om den katolske kirke i Frankrig, hvor mindst 3.000 katolske præster fra 1950 og frem til nu har forgrebet sig på mere end 10.000 børn. Rapporten bygger på kirke-, retssags- og politirapporter samt interviews med ofrene.

Igen og igen hører vi historier om børn, der er blevet udnyttet seksuelt. Vi hører om, hvor struktureret misbruget har været, og om, hvordan religionerne internt har deres egne mekanismer for at undgå at komme i offentlighedens og mediernes søgelys. Og det faktum at vi ved det, gør os som samfund medskyldige, hvis vi ikke gør noget.

De religiøse systemer holder hånden over deres egne, foretager reprimander for lukkede døre, sender de pædofile rundt til nye kirker. Jeg ved det, for jeg har set det på tætteste hold inden for Jehovas Vidner, der holder sådanne sager for lukkede døre og beordrer de involverede parter til ikke at dele deres oplevelser med nogen – hverken med familie og venner inden for sekten eller med autoriteter, ordensmagt eller psykologer udenfor.

Hvorfor gør vi som samfund ikke noget? Hvorfor ser vi bare til? Jo, jo, vi væmmes selvfølgelig over det, vi læser og hører, men trækker så på skuldrene, inden vi læser den næste avisartikel. Men der er en enorm berøringsangst, når det handler om at træde ind i de hellige haller, når det handler om at stille spørgsmålstegn ved, hvad der foregår inden for diverse trossamfund. Hvorfor har vi en forestilling om, at når noget foregår inden for lukkede religiøse grupper, så kan vi ikke røre ved det?

Det er kun kujoner, der ikke tør reagere på uretfærdigheder. Magt er tæt forbundet med frygt, og den frygt, ofrene for pædofili oplever både under og efter overgrebene, forstærkes, når vi som samfund opretholder tabuer. Vi har pligt til at gå i flæsket på de organisationer og strukturer, der igen og igen udnytter disse religioners råderum.

Politikere bør handle og indføre hård lovgivning i forhold til, hvordan religiøs udøvelse kan se ud, når det handler om selvjustits. Men i stedet vender de af listetåsfrygt og berøringsangst ryggen og hjertet til børns lidelser af frygt for at træde religiøse grupper over tæerne.