Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

De skrev bedre i gamle dage

Førhen var kronikgenren en levevej for nogle af de største skribenter i dette land – og sikke de kunne skrive.

Kristeligt Dagblad har fået den fortrinlige idé at genoptrykke en række stærke kronikker fra arkivet i anledning af bladets forestående 125-års jubilæum. Indtil videre handler de mest om teologiske spørgsmål, og de er mildest talt tankevækkende.

Det skyldes nok især, at vi andre er holdt helt op med at forholde os teologisk til tilværelsen. Gud er som bekendt flyttet andre steder hen, mestendels over i vores digitalt forvoksede forfængelighed.

Forleden var det en af de tre kendte Aarhus-teologer, Johannes Sløk, der pendulerede mellem Gud og menneske anno 1948 og konkluderede, at vi har »forvandlet kristendommen fra det underfulde, der kun tilhører Gud, til det meget lidt underfulde, der tilhører mennesket«.

I Sløks udlægning har vi erobret evangeliet og gjort det til vores eget subjektive spejlbillede, hvilket leder mig til den generalisering, at datidens kronikører simpelthen sagde det bedre dengang.

En god kronik skal tage afsæt i øjeblikket, men pege udover samme og trodse den indbyggede forældelse, der ligger i at ville registrere dagen og vejen, idet alt kan se anderledes ud i morgen. De bedste kan trykkes i en bog og holde i mange år, fordi de har kvaliteter, der hæver dem over tid og sted og siger noget vedholdende om menneskelivet.

For blot et par generationer siden var kronikgenren populær blandt nogle af rigets bedst skrivende kvinder og mænd, og jeg skal nøjes med at nævne én, som jeg holder særligt af.

Hans navn er Thorkild Hansen (1927-1989); ældre læsere vil huske ham, ungdommen kender ham næppe. Men han skrev nogle af sin generations bedste og mest populære romaner om store skikkelser i danmarkshistorien, heriblandt ”Det lykkelige Arabien”, ”Jens Munk” og slavetrilogien.

Og så skrev han en dagbog, som siden blev lidt af skandale.

Før det kom så vidt, levede han i fem år af at levere kronikker til redaktør Ole Cavling på Ekstra Bladet om begivenheder i fransk litteratur, teater og film, efter at han som 20-årig var flyttet fra et stille parcelhuskvarter i Virum til den franske hovedstad i 1947 for at studere.

Det sidste gik det sløjt med; det første udviklede sig til profitabel forretning. 43 kronikker blev sendt nordpå, hvoraf nogle blev trykt samme dag, som redaktøren modtog dem.

Læg hertil 67 såkaldte kulturspalter, som blev bragt ved siden af kronikken i en avis, der ikke ligefrem var berømt for sit åndsliv. Men den unge Hansen kunne skrive, og Cavling – søn af den berømte Henrik Cavling, der havde været med at til grundlægge genren i Danmark – ville betale.

Thorkild Hansen levede og led i en »dejlig by«, som han betroede sin dagbog, »også når man bor på et tagkammer og går rundt med nøglen til sin egen ensomhed i lommen«. Når han havde råd, holdt han fri. Så godt tjente han på sine kronikker, at han ikke behøvede at skrive en eneste i 1949.

Bortset fra det skrev Thorkild Hansen, der var kommet frem til den sandhed, at man lige så godt kunne leve for det, man lever af, om de hotteste efterkrigsemner, forestillinger, film og idédebatter, blandt andet om superstjernerne Camus og Sartre, men også om klassikere som Baudelaire og Proust.

Det lyder elitært, det var det også, men hans sigte var altid eksistentielt, hvis ikke direkte personligt. Thorkild Hansen dyrkede forfatterens biografi og de konkrete omstændigheder bag værket, for som han udtrykte det: »Man kan godt gå rundt i et par sko uden trang til at kende skomageren, men det er aldrig hændt mig at læse en bog uden at få lyst til at kende forfatteren.«

Det var dengang. Så spørger jeg dig: Hvornår har du sidst læst en kronik, du husker? Nej, vel?

Derfor ville det være opløftende, hvis også JP i forbindelse med avisens snarlige 150-års jubilæum den 2. oktober graver nogle af avisens glimrende kronikker frem fra gemmerne, eventuelt suppleret af kulturspalter af avisens kulturredaktører Jens Kruuse (1949-71) og Hans Andersen (1971-95), som begge havde stil og mod.

Det må være lige til at gå til, som Egon Olsen plejer at sige om det berømte pengeskab fra Berlin.

Når nu vor samtid er så rig på ord, men fattig på kvalitet, må man af og til støve guldet af! Vi kunne jo kalde det dannelse.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.