Nedlæg jobcentrene

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Fagbevægelsens gæve forkvinde, Lizette Risgaard argumenterer her i Jyllands-Posten onsdag for reformer for at få flere i arbejde.

Samme dag, som Lizette Risgaard skriver her i avisen, refererer Berlingske en grotesk sag, der ud over alle grænser udstiller paradokset, at de ledige hænder ikke finder de ledige jobs.

Et rengøringsfirma med 450 ledige job beder Københavns Kommune, der angiveligt har 24.000 jobparate uden job, om hjælp. Kommunen finder 80 ledige. De færreste tager telefonen. To kommer i arbejde.

Så længe jeg kan huske, har jeg mødt klager over jobcentrene.

Som integrationsminister besøgte jeg mange virksomheder, der tog ansvar for arbejdsivrige flygtninge, der endnu ikke var kvalificerede.

Jeg husker f.eks. en ung mand, der begyndte med at stable papkasser i en stor virksomhed. Arbejdet blev overtaget af maskiner, og virksomheden opkvalificerede den pågældende medarbejder. Nu gik han stolt rundt i en stor maskinhal med ansvar for og opsyn af maskiner til hundreder af millioner kroner.

Når jeg spurgte mig for og spurgte, om kommunernes jobcentre havde været involveret, fik jeg igen og igen et overbærende og negativt svar. Virksomhederne fandt andre veje, f.eks. ved at henvende sig til ansatte andengenerations-danskere, der havde arbejdsløse i deres eget netværk.

Enkelthistorier. Javel. Men der var en del.

Siden har jeg været bisidder for en dygtig erhvervsuddannet, der på grund af sygdom måtte gå ned i tid og på supplerende dagpenge. Herved fik jeg en mere generel indsigt i et større jobcenters virksomhed. Det var forfærdende. Den unge kvinde var aldeles retsløs.

Kommunens ansatte anede ikke, hvad de havde med at gøre, men slæbte den stakkels kvinde, der passede sit halvdags job til alles tilfredshed, igennem det ene mere vanvittige forslag end det andet for at få kvinden helt ud af sit job i håb om, at hun, hvis hun blev ufaglært, kunne klare at arbejde et par timer mere. Kun min indgriben forhindrede, at det ikke lykkedes kommunen at få kvinden ud af sit arbejde og blive ufaglært. At hun overhovedet kom ud af kommunens kløer uden større skader på sjæl og arbejdsevne, er ganske enkelt et mirakel. Og hun er ikke den eneste.

Kommunernes ansatte er ikke onde mennesker, men reglerne er onde.

Forleden hørte jeg om en ung mand med flere diagnoser. Psykisk afvigende. Umulig at få til at indordne sig. Nægter at lære regning, for hvad skal han med det. Lige indtil den dag, han kommer i praktik hos en håndværksmester, der bruger lidt ekstra tid på at give ham regneopgaver fra det virkelige liv i virksomheden. Drengen er henrykt og kan nu se meningen med at lære regning.

Enkelthistorier, der tegner en tendens. Ikke mindst de særligt udsatte skal mødes præcis der, hvor de selv er. Det er utroligt, hvad det enkelte menneske, herunder skadede flygtninge, kan præstere med den rette mentor, der søger det enkelte menneskes evner og muligheder i stedet for at skabe begrænsninger.

Vi er nødt til at tænke helt forfra. Økonomisk tænkning og pres for effektivitet og et åg af regler, der betragter det enkelte menneske som en brik i et system, har ikke virket efter hensigten. Tværtimod.

Indtil det igen bliver en selvfølge, at man arbejder, hvis man vil have ydelser eller løn, er der tusinder af mennesker, der må tages hånd om ved en helt konkret og håndholdt indsats.

Fagbevægelse og arbejdsgivere må i endnu højere grad selv lukke op for de mennesker, der ikke i øjeblikket kan bestride et normalt job, men må hjælpes på vej.

Nedlæg jobcentrene, og brug ressourcerne på arbejdspladserne.

Frigør de kommunalt ansatte fra at være udkommanderede skrankepaver i et sygt system med alt for mange paragraffer, der er filtret sammen i en uoverskuelig junglelov.

Frigør de arbejdsløse fra vanvittige påfund, der invaliderer dem. Giv dem en fast og kærlig mentor og kollega på arbejdspladsen.