Næste gang Jonas Vingegaard skal på podiet, behøver han ikke tage sin datter med

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det så hårdt ud, da den danske cykelrytter Jonas Vingegaard trådte op på podiet i Paris ved siden af den slovenske vinder Tadej Pocagar. For sin svimlende flotte indsats modtog den 24-årige thybo velfortjent applaus for sin andenplads i det samlede klassement med en tung præmie i sølv i den ene arm og sin datter Frida på den anden arm. Det var netop det, der så tungt – og malplaceret – ud. I stedet for at nyde øjeblikkets sødme lignede den klejne klatrer en streg i luften, der havde nok med at holde balancen.

Misforstå mig ikke. Jeg er ligesom så mange andre tv-seere fan af Jonas Vingegaard og under ham naturligvis al den familielykke, han bejler til, og al den tid med sin datter og kone, han længes efter – det er slet ikke der, jeg vil hen. Jeg holder også af børn, især mine egne, ligesom jeg er en temmelig stor tilhænger af børn i landevejscykling – læg dertil cykelcross og meget mere.

Jeg kan bare ikke forstå, hvad alle de børn skal på podiet. Det er jo ikke dem, der har kørt om kap med verdenseliten på to hjul, de kunne nøjes med at se på og dermed få et tidligt minde om farmands bedrifter. Men ideen med at tage sine egne børn med op på podiet har slået rod. Tredjepladsen gik i år til Richard Carapaz fra Ecuador, og han slæbte to styks med op i rampelyset, hvor ungerne egentlig slet ikke hører til.

Jeg tror ikke, cykelatleterne tænker over det. Det er bare gået hen og blevet sådan, man gør efter Tour de France eller et af de andre store etapeløb.

Moden er mig bekendt grundlagt af ærkeamerikaneren Lance Armstrong, hvorfra den spredte sig til Ivan Basso, Michael Rasmussen m.fl. Som så meget andet bad taste, kommer det fra USA.

Hvad signalerer denne gestus?

At professionelle cykelryttere er familiemennesker? Måske. Mange af dem er det faktisk, selv om de slider og slæber uden for hjemmets fire vægge. Eller at de savner deres børn, når de endelig ankommer til Paris, Milano eller Madrid efter tre ugers strabadser. Sikkert. Igen: Jeg forstår dem.

Alligevel udtrykker den amerikanske dille en sentimentalisme, som jeg ikke mener hører hjemme i sporten. Korriger mig, hvis jeg tager fejl, men tidligere tiders stjerner gjorde det ikke, ja, de overvejede det ikke engang. De holdt tingene mere adskilt – med god ret, synes jeg. Noget er for børn; noget er for voksne.

Sentimentaliseringen af alt det udenom cykelsporten og dækningen af den er et led i en bredere udvikling. Hele tiden går folk rundt og bliver så forbandet rørt over alting. Hold op med det. Eller modtag en flad.

Derfor skal der lyde et velment råd til nationens nye superstjerne, Jonas Vingegaard, når du næste gang skal bestige et podium i denne noble sport: Gå du blot op og modtag folkets hyldest.

Uden børn.