Åbenhed er udvikling. Lukkethed er stilstand
Danmark er ikke en ø. Og mennesket er ikke kun et biologisk væsen.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
I sin grundlovstale kaldte Venstres formand, Jakob-Ellemann-Jensen, til kamp for Danmark som åbent land.
Vi er gået fra at hylde de nationale og danske værdier til at stille dem op som en modsætning til internationalt udsyn, det åbne sind og internationalt samarbejde. Den modsætning er falsk, mener Venstres formand, der tilføjer, at vi skal turde stole på, at vores værdier og vores samfundsmodel kan klare sig i international konkurrence. Formanden mener heller ikke, at der er en modsætning mellem at have styr på asyltilstrømningen og samtidig åbne for den udenlandske arbejdskraft, som Danmark har brug for.
Det danske blev ikke skabt af forbrugerismen og sammenstimlen i den globale McDonald’s.
Som talt ud af mit hjerte.
Man skulle ikke tro, at det er nødvendigt i 2021 at tale for åbenhed. Danmark er jo ikke og har aldrig været en ø. Vi importerer og eksporterer kultur og varer, som vi altid har gjort, og som ikke mindst i vor tid er bydende nødvendigt, hvis vi fortsat vil være frie og rige.
Alligevel er der altid en del, der skumler eller bliver nervøse, når der tales om åbenhed. Men det er aldeles historieløst at bilde sig ind, at Danmark har været hegnet eller skal indhegnes for at bevare det, vi forstår som danske værdier.
Kør en tur i det typiske danske landskab. Hele tiden ser man kirketårne. Og hvad er vel mere typisk dansk end landsbykirken på julekortet. Men der findes ikke én bestemt dansk landsbykirke. Der findes derimod op mod to tusind kirkebygninger fra middelalderen. Ikke to er ens.
Hvor fik vi inspirationen fra? Den fik vi ikke fra os selv, endsige ud af den blå luft.
Med kristendommens indførelse blev Danmark en del af den europæiske kulturkreds. Derfor blev der bygget kirker efter udenlandsk forbillede, men tilpasset Danmark. Den typiske danske landsbykirke er altså ikke et dansk påfund. De mange kirker er bygget efter det mønster, vi kender fra de ældgamle kirker i syden. Kirker med kor og alter samt skibet og ofte med et tårn.
De skiftende stilarter i Danmark har fulgt udlandet, både i byggeri, og hvad angår inventar. Men altid forstod vi at omforme den udenlandske arkitektur og de kunstneriske forbilleder til noget typisk dansk.
Den meget rejsende H.C. Andersen besøgte så at sige alle europæiske lande. Han var et smut i Lilleasien og betegnede Tyskland som sit andet fædreland. Alligevel skrev han bedre end nogen om det at være dansk: I Danmark har jeg hjemme, dér har jeg rod, derfra min verden går.
Men verden er netop meget andet end Danmark. Og H.C. Andersen er et strålende eksempel på, at vor mest nationale digter også er den mest rejsende verdensborger. Derfor måtte digteren, når han kom hjem, finde sig i sure miner. For hvorfor kunne han ikke bare blive hjemme i andegården og med stækkede vinger holde sig inden for indhegningen?
Men Andersen ville nu engang hellere, som storken, rejse over alle grænser og forstå alle mennesker og gøre sig forståelig trods sprogbarrierer. Men i Danmark har han rod, derfra hans verden går. Udsynet gav talentet åndefang.
Andersens eventyr er en vigtig del af dansk kultureksport. Oversat til langt over hundrede sprog. Han er et vigtigt dansk brand i hele verden.
Tro og tanker, kunst og kultur lader sig ikke standse af landegrænser eller nationalistisk bagstræb. En succesfuld politik om åbenhed mod verden forkaster den anskuelse, at mennesket alene er et biologisk væsen, en ivrig forbruger og lovlydig skatteborger.
Det danske blev ikke skabt af forbrugerismen og sammenstimlen i den globale McDonald’s. Det særligt danske manifesteres ikke mindst i åndens, kunstens og kulturens tanker, former og frembringelser.