På banen kan landsholdet måske nok klare sig uden Eriksen, men kan spillerne klare at få ham ud af hovedet?
Jeg vil ikke afvise, at herrelandsholdet trækker sig fra EM som reaktion på Christian Eriksens traumatiserende kollaps.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Lad mig straks slå fast, at denne klumme ikke er let at skrive.
Jeg var selv i Parken, havde helt tilfældigt øjnene rettet mod Christian Eriksen i selve øjeblikket for hans kollaps og forstod straks det alvorlige i situationen, selv om jeg faktisk ikke umiddelbart forstod, hvad jeg netop havde set.
Denne åbenlyse modsætning giver måske ikke rigtig mening for udenforstående, men det gør hele oplevelsen stadig heller ikke for mig. De surrealistiske timer, den kollektive kiggen fortvivlet på sidemanden i en nyttesløs higen efter afklaring og de evindelige tanker rettet mod Christian Eriksen samt hans nærmeste vil blive siddende længe i alle de tilstedeværende.
Og derfor er denne klumme ikke let skrive.
Jeg er naturligvis meget bevidst om, at berøringen af noget så meningsløst som Danmarks videre færd i EM kan virke stødende og frastødende.
Dog er emnet alligevel nødvendigt at runde – af hensyn til Christian Eriksen og de øvrige spillere på landsholdet.
Førstnævnte er selvfølgelig ude af slutrunden og er måske også færdig med fodbold på allerøverste niveau – sidstnævnte må de næste dage bringe klarere lys over, men allerede nu skal Dansk Boldspil-Union (DBU) have styr på, om og i givet fald hvordan hans holdkammerater ser sig i stand til at spille videre.
Umiddelbart kunne det spørgsmål virke som besvaret, da Schmeichel og kompagni besluttede sig for at færdiggøre kampen, men så enkelt er det ikke. Accepten af at komme tilbage på banen kan meget vel skyldes en blanding af chok, lettelse over nyheden om Christian Eriksens stabile tilstand og et ønske om at få overstået den resterende halvleg så hurtigt som muligt i stedet for at skulle returnere til Parken og spille 12.00 søndag - det spilletidspunkt fastlagde det europæiske fodboldforbund straks som det eneste alternativ, da Finland allerede onsdag skal spille i Rusland.
Den beslutning vil helt sikkert blive gransket de kommende dage, for det må vel have været muligt at spille eksempelvis mandag middag og derefter haste finnerne til lufthavnen, hvilket trods alt ville give dem næsten to døgns forberedelse til kamp to.
Nå, tilbage til problematikken i den danske lejr, for hvordan har hovedpersonerne det mon, når de står op søndag?
Jeg føler mig ramt i det allerinderste og har slet ikke fantasi til at forestille mig spillernes følelser.
Det var deres gode ven, der faldt om på deres fælles arbejdsplads.
Det var deres store øjeblik, der blev smadret af noget så ubegribeligt og uhåndterbart.
Det er dem, der skal forsøge at rejse sig individuelt og i fællesskab.
Og altså uden hjælp fra den mest uundværlige spiller på landsholdet tæt forfulgt af Kasper Schmeichel og Simon Kjær.
Christian Eriksens blik for at sætte holdkammeraterne i scene, hans afslutninger fra distancen og hans overlegne teknik har i mange år været en livline for et landshold, der har savnet gnist og høj klasse allerlængst fremme på banen. Derfor ikke overraskende, at fynboen trods sine blot 29 år allerede nu er nummer fire på listen over spillere med flest optrædener i rødt og hvidt og faktisk kun er 20 kampe efter Peter Schmeichel, der i samme alder stadig ikke havde rundet de 60 landskampe.
Derfor indiskutabelt et kæmpe og uerstatteligt tab sportsligt, hvis Christian Eriksen tvinges til at indstille karrieren, men rent taktisk og spillemæssigt kan Kasper Hjulmand nok finde en kortsigtet løsning,
I dette forår har Christian Eriksen nemlig ikke ramt samme højder som tidligere og har ikke haft samme betydning. I den næstsidste testkamp mod Tyskland leverede han ganske vist et af sine klassiske og sublime oplæg til scoring, inden han mod Finland faktisk nåede at markere sig med flere gode indslag, men ret beset kan landsholdet sagtens opnå resultater med Mathias Jensen som afløser på midtbanen.
Langt mere problematisk er det psykiske aspekt.
Efter sidste fløjt lørdag fik de helt forståeligt lov til at blive væk fra den ellers obligatoriske presseseance for at søge trøst hos hinanden og deres familier, men hverdagen rammer allerede søndag.
Godt nok slipper de også da for at møde medierne, men isoleret fra omverdenen skal de alligevel have spurgt sig selv og hinanden, om de orker at hive fodboldstøvler på for at træne.
Kan de finde gejsten til at øve løbemønstre og hjørnesparkskombinationer, når manden for at levere de rigtige afleveringer i den slags situationer ligger på sygehuset med en uafklaret fremtid?
Der er desværre så mange hjerteskærende momenter at hænge fast i fra den forfærdelige hændelse.
De først tililende, der i panik og afmagt råbte og skreg for at få tilkaldt lægehjælp.
Christian Eriksens kæreste og mor til hans to børn, Sabrina Kvist Jensen, som blev hjulpet ned på banen og længe blev omfavnet og beroliget af parrets gode venner, Kasper Schmeichel og Simon Kjær – sidstnævnte så påvirket, at han måtte lade sig udskifte efter et kvarter af den genoptagne kamp.
Spillerne i ring om den liggende Christian Eriksen for at skærme ham, mens de ængsteligt kastede hurtige blikke ned på ham for så igen at stirre tomt frem for sig med tårer i øjnene.
Den slags kan komme til at sidde fast længe i bevidstheden, så landsholdet kan måske nok sådan lige akkurat klare sig uden Eriksen på banen, men kan spillerne klare at få Eriksen ud af hovedet og gennemføre EM?