Lystlæsning i sigte

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Efter den vådeste maj i mands minde er det utroligt nok blevet sommer; bogstavelig talt fra den ene dag til anden. Ud over cykling i solskin og medvind og udsigt til daseferie udløser sommerens komme en kriblende længsel efter – nej, ikke sex på en swingerklub – men lystlæsning. Denne royale luksus at læse lige, hvad man lyster, uanset hvad chefen, læreren eller anmelderne siger: Kom, kom!

I år skal jeg læse Jakob Knudsen. Jeg vil begynde med hans korte, men efter sigende stærke roman ”Sind” fra 1903, som handler om en jyde med temperament og en skallesmækkende vilje til at føre det ud i livet, indtil han bliver skudt ned som en gal hund. Anders Hjarmsted, hedder han. Handlingen foregår i det landlige Nordjylland, som ingen moderne forfattere stort set har interesseret sig for siden, blandt bønder, præster, læger og lærere, dvs. dem, der byggede landet og siden var så dumme at forære det til byernes eliter.

Da romanen udkom, var Jakob Knudsen en stor kanon, men det satte de kulturradikale en effektiv stopper for, som forfatteren Jens Smærup Sørensen skrev i et veloplagt portræt i Kristeligt Dagblad her forleden, da »de kulturradikale 40-50 år senere havde overtaget al magt i Danmarks litterære rige«.

Bagefter skal jeg videre med Knudsens Luther-roman, ”Angst – Mod”, »en Bog om en af Menneskehjærtets dybeste Rørelser«, som længe har stået og stirret på mig i reolen. Men kun, hvis jeg vil; ske min vilje.

For nu er det nu, nu kommer de troløse måneder med forførelser og fortabelser. Lyst med lyst på, og læsningen må bliver derefter. At sommerens afgrundsdybe frihed kommer efter corona, nedlukning, vinter plus regn og regn gør kun fristelserne større. Aldrig har der været mere på spil. Aldrig har mere kunnet gå tabt.

Senere skal du tilbage til læselisten, pligterne og 12-tals-pigerne. Om sommeren må du godt. Læse, hvad ingen giver dig besked på. Glem straks de gode og opbyggelige råd, pensum, og hvad aviserne skriver. Læs, hvad du føler for – lige nu og her, og gå på opdagelse, vilkårligt, idiosynkratisk, perfidt.

Jeg har en tredje roman stående. ”Dostojevskij”, hedder den, som udkom for præcis 100 år siden. Denne udgave er oversat fra tysk af Rasmus Vangshardt og udgivet af Multivers. Forfatteren hedder Eduard Thurneysen, hvilket lyder wallonsk eller belgisk, men var schweizisk. Jeg kender ham ikke. Men omslagets oliemaleri ”Russisches Dorf bei Nacht” fængede mig straks. Det samme gjorde bagsideteksten:

»Deres liv er banale og trivielle, som livet just er – tænk bare på skuepladsen for de fleste af Dostojevskijs romaner: mørke gyder, smalle kamre, tvivlsomme knejper, bordeller og fangehuller – men: hvilke sjælelige ekstaser, der rækker op i himlen og styrter ned i dybet, er netop disse mørke afkroge ikke skueplads for!«

Hver sommer tilbyder lystlæsning en vej ud af de rigtige meningers klub, der har lagt sig over Danmark som en film af løgnagtighed, den økologisk renskurrede femistorbystemning, der især har ramt den tidligere så grimme og smukke Olsen Banden-agtige hovedstad, men som med ét synes forvandlet til uigenkendelighed af banale gode viljer og højhuse, der ligner filipenser.

Eller som Kira Skov synger på sit nye meditative album ”Spirit Tree”:

»Burn down the house

Why don’t you burn down the house

There’s nothing here for me to care for

Burn down the house

Why don’t you burn down the house

There’s nothing left for us to share.«

Nu er det endelig sommer. Sæt fut i fejemøget! Brænd heksen! Og læs, hvad du lyster!