Der er noget ved det her, jeg ikke er topbegejstret over

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Kære ansvarlige politikere. Jeg har et par spørgsmål, jeg håber, I kan svare på. Jeg er nok ikke den eneste, der går og tumler med en tanke eller to oven på udmeldingen om, at der nu kommer tre IS-mødre og 14 børn til Danmark.

Jeg har ikke hørt én eneste journalist stille mine spørgsmål, men de danskere, der bliver påvirket af politikernes beslutninger, er sikkert lige så ivrige efter at høre svarene, som jeg er:

1. Jeg kan forstå, at kvinderne skal stilles for en domstol i Danmark. Hvordan forholder man sig til, at jo længere man kommer fra gerningsstedet, jo sværere er det at finde beviser?

a. Som det er tilfældet med mændene, der åbenbart alle har været grønthandlere eller mekanikere, så forventer jeg, at kvinderne vil hævde, at de intet kendskab havde til nogen som helst krigsforbrydelser godt gemt væk bag kalifatparadisets tykke mure og den beklædningsgenstand, der ikke giver mulighed for meget udsyn.

b. Fængselspersonalet er underbemandet, nedslidt og underuddannet. Fængslerne er overbemandede. Hvordan sikrer man fængselspersonalet de rette ressourcer, så det kan håndtere denne slags fanger?

c. Hvordan sikrer man sig, at ofre for disse kvinders forbrydelser ikke møder deres bødler, sådan som vi har set i f.eks. Tyskland?

2. Når kvinderne skal ud i samfundet igen, installerer man dem så i en bolig, f.eks. i en lejlighed i Ishøj, og regner med, at det så var det?

a. Eller er der en plan for, hvordan kvinderne og børnene gradvist sluses ud i samfundet?

b. Hvordan sikrer man sig, at de ikke deler deres tanker og oplevelser med naboer og eventuelt radikaliserer et helt nabolag?

c. Hvad gør I for at de ikke radikaliserer deres egne eller andres børn?

d. Vi har hørt den ene grufulde historie efter den anden om, at kvinderne kører en hård selvjustits i lejrene. Hvordan vil I forhindre, at de gør det samme i forhold til deres naboer i Danmark?

3. Har man spurgt kvinderne, hvordan de har tænkt sig at bidrage til deres eget ophold, eller bliver det taget for givet, at de skal have gratis bolig, understøttelse, lægehjælp og uddannelse?

4. Vil man forsøge at tage forældremyndigheden fra disse mødre, der har vist sig ikke at være deres ansvar som forældre værdige?

a. Og hvis det er tilfældet, hvem skal have lov til at adoptere disse børn? Der er sikkert mange danske familier, der gerne vil hjælpe, f.eks. dem, der ville have børnene til Danmark.

b. Tager man morens religion i betragtning og bortadopterer børnene til muslimske familier?

5. Skal børnene valse direkte ind i en dansk skoleklasse, hvor vi så regner med, at de falder til efter et par uger?

6. Hvordan skal helt almindelige familier med børn i folkeskolen forholde sig, hvis deres børn udsættes for påvirkning fra en klassekammerat med fundamentalt anderledes holdning til piger og kvinder end den vi bryster os af her til lands?

a. Hvordan skal familier med ikke-vestlig herkomst, der kæmper for at integrere sig, forholde sig, hvis deres børn mødes med hadefulde og hånende blikke fra de indoktrinerede børn, hvis mødre har ladet dem modtage og selv stået for en hadefuld radikaliseret version af islam?

b. Hvad gøres der for at hjælpe disse traumatiserede IS-børn, uden at det går ud over de danske børn, de færdes iblandt?

7. Når nu man tager kvinder til Danmark, sikrer man sig så, at børnene rent faktisk er deres?

a. Hvad nu hvis en IS-kvinde pludselig siger, at nogle af hendes børn er blevet passet af en IS-mor i et nabotelt?

8. Hvornår skal vi indstille os på argumentet om, at børn har ret til at se deres fædre – og I også bringer IS-krigere tilbage til Danmark, så vi kan få hele IS-familiepakken samlet?

a. Hvor lang tid går der, før I henter de kvinder med børn til Danmark, som pga. deres dobbelte statsborgerskab fik frataget deres danske statsborgerskab, men hvis andet hjemland ikke har gjort noget for at få dem ud af lejrene?

9. Hvor meget koster alt det her?

Jeg kan godt føle mig splittet, når talen falder på det her emne. For det er altid børnene, der betaler prisen, når de voksne træffer beslutninger. Og det er aldrig børnenes skyld. Sådan er det også i det her tilfælde. Men jeg er bare ikke topbegejstret for at åbne den dør, der giver mulighed for, at IS-kvinder og -mænd kan komme til Danmark. Islamradikalisering, IS-krigere, terrorisme osv., det har ikke været en del af danskernes hverdag i ret mange år, det føles så fremmed og Danmark virker ikke til at have erfaring med at håndtere det.

Med andre ord er der én side af mig, der siger, at vi skal have hjerterum, og en anden, der overhovedet ikke mener, at de har noget at gøre i et vestligt land. På trods af min danske socialisering er det den sidste side, der vejer tungest i mit sind. Mit hjerte er ret hårdt, når det kommer til det her emne, det indrømmer jeg, og det bærer mine spørgsmål præg af.

Som I ser, kære politikere, så har jeg mange spørgsmål, flere end de ovenstående, og jeg ville være taknemmelig, hvis I ville svare. Jeg tror, der er mange danskere, der gerne vil vide, hvor de har deres politikere – det har nemlig været lidt svært at finde ud af den seneste tid.

På forhånd tak.