Min kusine Bodil er død. Ingen vil kendes ved hende, begravelsen står det offentlige for, og ingen skal lægge blomster efter et menneske, som er gået bort i ubemærkethed

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvert år dør mennesker i vores velfærdssamfund uden muligheden for at komme herfra på værdig vis. Jeg tænker, at coronakrisen oveni købet har skabt endnu flere skæbner, som må dø i stilhed. Helst skal det se ud som om, de slet ikke har eksisteret. Man vil ikke kendes ved de mennesker, der ikke længere kan betale husleje og på grund af barske familieskæbner går i opløsning. Hvor er det sølle, pinligt og dybt sørgeligt.

Jeg hylder dig kære kusine, Bodil Kristiansen fra Horsens, og håber mange af dine fæller vil lægge vejen forbi Vestre Kirkegård i Horsens og stille en blomst eller bede en stille bøn for mere medmenneskelighed i fremtiden. Det er ikke et velfærdssamfund værdigt, at vi ikke formår at tage hånd om ulykkelige skæbner. Ingen vælger frivilligt at gå ”på landevejen” og ende som et nul, der helst aldrig skulle have eksisteret.

Bodil er som andre af hendes bekendtskabskreds født som gode mennesker. Hun havde et ønske om et bedre liv, men kunne desværre ikke se sig ud af de mange ubærlige udfordringer, som livet bød hende.

Ære være dit minde kære kusine. Jeg kommer til at besøge din grav på de ukendtes og vil huske dig som den levende og nærværende pige du var, indtil livet og familieudfordringer tog livet af alle dine drømme.

Hvil i fred, og må vi alle blive bedre til at lytte til skæbner i vores nærhed og påtage os et ansvar for at ingen i det danske samfund skal gå herfra så uværdigt som min kusine Bodil.