Min nye el-bil er meget hurtigere end den gamle. Men alligevel skal jeg lige vænne mig til, at frihed ikke dufter af diesel
Vi har fået el-bil - og det føles rigtig godt - langt hen ad vejen. Men vi har brug for hjælp til at ændre opfattelsen af, hvad en rigtig bil er.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Så er vores Alfa Romeo skiftet ud med en elbil. Det er en kæmpe og stort set positiv forandring. Fra at brøle af sted og kun lige på den rigtige side af fartgrænsen kører jeg nu mere lydefrit og det meste af tiden lidt langsommere. Det sidste, fordi batterimåleren meget hurtigt indikerer, at der snart skal lades op, hvis jeg kører stærkt.
Elbilen har fået mig til at køre mere forsigtigt. Jeg kommer derfor ikke helt så hurtigt frem som før. Omvendt er det sjældent mere end nogle minutter, jeg mister ved at køre langsommere. Samtidig har den anderledes kørestil givet mig en ny følsomhed over for omgivelserne. Både de andre bilister og det landskab, jeg kører igennem. Jeg er mere opmærksom.
Desværre må jeg indrømme, at jeg jævnligt savner lyden af en brummende motor. Da en af mine venner forleden kom forbi i sin nye Landrover, mærkede jeg et ubehageligt strejf af misundelse. Det var, som om hans dæk var lidt federe end mine, da vi gik rundt og sparkede. Det meste af livet har jeg drømt om at få sådan en bil. Det ligger i mit kulturelle DNA, at store, tunge biler og lugten af diesel borger for frihed. For at kunne gøre stort set det, der passer en. Køre hvorhen man vil. Når man vil.
Alligevel er jeg meget glad for den nye bil. Den accelerer meget hurtigere end den gamle. Den er nem at køre. Og den skal først til service om to år. Udgifter til reparation og vedligehold er til at overskue.
Køreglæden kommer også af bevidstheden om at gøre noget godt for luftkvaliteten og klimaet. Danmark er frontløber i udviklingen af vedvarende energi, men en del af vindenergien sælges for en slik på det internationale el-marked. Det sker, hver gang vinden blæser på et tidspunkt, hvor der ikke er nok brug for el herhjemme, f.eks. om natten. Ved at lagre energien fra vindmøllerne i batterier får vi fuld udnyttelse af elproduktionen. Og dermed et bidrag til at nedsætte klimaaftrykket. Det glæder jeg mig over, medens jeg sidder på en mørk parkeringsplads og venter på, at bilen bliver ladet op.
Den del – opladningen – er stadig noget irriterende, fordi ladestanderne som oftest er fortrængt til den fjerneste del af f.eks. de gamle tankstationer. Helt klart ikke en del af forretningen, som prioriteres i den fossile infrastruktur.
Desværre er det i høj grad overladt til markedet at finde løsningerne på infrastrukturen til elbiler. Det er ærgerligt. Der er f.eks. stærkt behov for, at elbilerne tænkes ind i byplanlægningen med plads til ladestandere der, hvor vi bor, og hvor størstedelen af opladningen i fremtiden vil foregå. Fortsætter det som nu, vil de, der kører i elbiler, opfinde deres egne løsninger. Ledninger vil komme til at ligge på kryds og tværs. Det er ineffektivt og vil i øvrigt se frygteligt ud.
Det føles som sagt godt at køre elbil. Man har oplevelsen af at gøre noget, der bereder et bedre liv for kloden og fremtidens generationer Men reelt kunne og burde man gøre endnu mere. Hvorfor f.eks. købe en bil selv? Hvorfor ikke dele den med andre? Vores bil holder parkeret størstedelen af tiden. Vi kører vel i gennemsnit 10 timer om ugen. Altså står bilen ugentlig stille i ca. 158 timer. I 158 timer kunne andre teoretisk set have glæde af den, frem for at den konstant tager plads op i gaden.
Den sparede plads til parkering i byerne og til garager kunne bruges til åndehuller for naturen, til bænke og borde, petanque baner, mere plads til børnenes leg osv. Renere luft, flere insekter, mere fuglesang og fællesskab – kunne blive resultatet, hvis vi hver især gjorde os fri af det kulturelle DNA, som er blevet indpodet i os, siden den første bil fortrængte et par heste.
Udfordringen er, at det ikke nytter, at hver enkelt af os skal prioritere anderledes og finde de nye løsninger. Det burde i højere grad være et samfundsanliggende, som både staten og kommunerne tog på sig. Elbiler og delebilsordninger skal understøttes gennem en attraktiv infrastruktur og økonomiske incitamenter. Derfor er det selvfølgelig glædeligt, at regeringen har afsat en halv milliard til flere ladestandere. Det forslår bare ikke.
Vi skal have mere hjælp til at ændre på opfattelsen af både frihed og af, hvad en rigtig bil er, hvis også transportsektoren skal støtte klimamålsætningen om en 70% reduktion i 2030.