Jeg var åbenbart blevet fremmed for menneskelig kontakt, især når det gjaldt det smukke køn

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Kalenderen skrev 21. april, dagen, som af landets populære coronaregering afkriminaliserede kundernes adgang til storcentre, restauranter, museer og stadioner, og jeg hankede op i mine poser med julegaver, der gerne skulle byttes, før det blev jul igen, og drog ud i den genåbnede virkelighed.

Det var et chok. Straks storcentret slog dørene op, vrimlede vi ind, lige så vantro som forventningsfulde, godt nok i afmærkede baner med højre vigepligt, men det føltes alligevel stærkt appellerende, frit og uansvarligt. Hvad med smittetallet? Hvad med mutationer og blodpropper? Hvad med den tredje, fjerde og femte bølge?

Spørgsmålene fordampede. Fra jeg trådte ind gennem svingdøren, åbnede mine sanser sig, som var jeg blevet katapulteret fra Hades, hen over skærsilden og direkte ind i himmerige ved synet af lingeri i ferskenfarve og pangrødt i et stort butiksvindue. Hunkedunkemøller, stod der, eller også gjorde der ikke, og få skridt derfra blev jeg tilbudt parfume, sæbe og andre overflødigheder, altså ikke på internettet, men helt fysisk, indtil mit hoved begyndte at snurre.

Bedre blev det selvfølgelig ikke af, at jeg nu passerede en fransk bager, hvorfra det duftede lifligt af croissanter, postejer og espressokaffe. En overordentlig venlig mand bag disken tilbød mig en smagsprøve, og en masse superlativer væltede frem. Overrumplet af håndgribelighed og forbudte forestillinger havde jeg svært ved at tale og søgte i stedet hen mod en nærliggende Bog & Idé. Det måtte være et safe space med Mayland-kalendre, papirclips og skoletasker.

Jeg skal ikke have noget, forsikrede jeg en venlig – og smuk – kvindelig ekspedient med store mandeløjne og en barm formet af Picasso, og i bar befippelse stak jeg hånden ind på en vilkårlig hylde, og ud kom en ny, kort og original englandshistorie, udgivet af det lille pionerforlag Bilgrav, som før corona udgav en lige så kort og original tysklandshistorie af samme forfatter, Hawes, til efternavn. Den måtte jeg bare have.

Ekspeditricen var lutter smil oppe ved kassen, og jeg kæmpede med at bevare fatningen, vænnet som jeg var til at forholde mig til en skærm. Om der var andet, hun kunne gøre for mig? Se, det var et spørgsmål, jeg simpelthen ikke evnede at svare på, så jeg nøjedes med at virre med hovedet, mens mine briller begyndte at dugge. Hvad var det, der skete? Jeg var åbenbart blevet fremmed for menneskelig kontakt, især når det gjaldt det smukke køn, og tumlede svimmel ud af butikken med en pludselig summen for ørerne. Havde jeg nu også fået tinnitus?

Det var her, jeg dræbte tanken om at tage forbi Glyptoteket, Den Hirschsprungske Samling eller Café Dan Turèll. Jeg opgav også at købe billet til Lyngby Stadion, Frederiksborg Slot eller Kongernes Samling på Koldinghus. Er du vanvittig, det ville være for overvældende i min konstitution. Jeg måtte af psykosociale grunde holde mig til planen og få fikset det batteri for min søn, bytte nogle sko og noget tøj for min datter og vende hjem til La Fleche Wallonne på tv, et 194 km langt cykelløb i Belgien, der er berømt for, at der ikke sker noget før de sidste 500 meter, og det var heldigvis lige så dræbende kedeligt, som jeg håbede. Endelig kom min puls ned i stabilt leje.

Den pletvise genåbning af Danmark minder os om, hvor lille og kunstig en hule vi har været spærret inde i det forløbne år. En virologisk osteklokke hinsides alle politiske, økonomiske og civile proportioner, anført af en socialdemokratisk panikregering, der har behandlet borgere som børn – til borgernes store tilfredshed. Genåbningen illustrerer, hvor unormal vores normalitet efterhånden er blevet. Hvor frygtsomt og lydigt vi har fulgt myndighedernes biopolitiske forordninger og ladet os kyse af moderlige formaninger og bedrag.

Coronakrisen tjener som en stor rød advarselslampe for fremtiden. Giv aldrig de samme politikere samme beføjelser igen. Nå nej, det har vi allerede gjort! Lur mig, om ikke den skaltende og valtende klasse vil få flere bemyndigelser, og det alt sammen vil bidrage til at forstærke vor moderne huletilværelse i enklaver, klaner og meningsbobler.