Er Lagkagehuset og Blackstone kriminelle?
Jeg savner helt Poul Nyrup. Ham ville jeg gerne byde på en rugbrødsmad fra Lagkagehuset, og jeg tror også, han ville spise den.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Når et dansk selskab ikke længere skal følge reglerne, men følge magthavernes holdning, så er Danmark på vej mod at blive en korrupt bananrepublik, og den vej er allerede brolagt med regeringens dumme holdninger.
Den seneste tid har debatten raset, og ifølge mange bliver udlægningen, at det er fuldstændig utilgiveligt, at Lagkagehuset, som TV2 skriver, “… har modtaget 4.684.001 kroner i lønkompensation.” . TV2 skriver endvidere: “Selskabet er i sidste ende ejet af og sambeskattet med Danish Bake Holding ApS, som ikke har betalt noget i selskabsskat siden 2017”, at virksomheden har ejere placeret på Jersey og i Luxembourg, og at: “Både Jersey og Luxembourg bliver af eksperter opfattet som skattely.” Men hvad er op og ned i denne sag? Og hvornår er Luxembourg og Jersey blevet skattely i EU?
Da jeg sad til et mindre middagsselskab med mennesker uden for den økonomiske branche, var holdningen generelt, at disse virksomheder snyder med støttekronerne, uagtet at støtten udelukkende er lønkompensation. Direkte adspurgt kunne middagsdeltagerne dog ikke svare på, om de så mente, at virksomhederne ikke skulle have ret til støtte grundet deres ejerskab, og om det så var bedre at fyre de ansatte. Det er fair nok, at de, som ikke sidder med ved beslutningsbordet, ikke kan svare, men det burde regeringen gøre. De er med til at udskamme virksomheder med deres ageren uden at ændre reglerne. Hvis det er snyd, jamen, så må man ændre reglerne frem for at udskamme virksomhederne.
Man kan ikke drive virksomhed baseret på regeringens usagte regler, som da Ikea fulgte reglerne vedrørende åbning af deres varehuse og blev kritiseret af regeringen. Vi lever i Danmark, og der plejer vi ikke at skulle udskammes, hvis vi ellers følger reglerne.
Og det er vel uagtet, hvor ens virksomhed er ejet fra? Hvis virksomhederne tjener penge i Danmark, skal de betale skat i Danmark. På samme vis betaler danske virksomheders datterselskaber i udlandet jo også skat af deres indtjening i det pågældende land, inden de sender pengene retur til Danmark som udbytte eller eventuel tilbagebetaling på lån fra moderselskabet i Danmark. Da Lagkagehuset ikke længere er en ren danskejet virksomhed, kan det ikke forventes, at alle ejerne skal være i Danmark. Personligt vil jeg stadig handle i Lagkagehuset og købe mit softkernerugbrød samt weekendens croissanter.
Jeg har også tidligere skrevet om regeringens boligminister, Kaare Dybvad, og den udskamning, han har medvirket til over for en boligudlejer. Det er faktisk så grumt, at Kaare Dybvad i sin iver efter at udskamme virksomheden er kommet frem til, at det er bedre, at alle danske andelsboligejere taber ca. 20 pct. af deres ejendomsværdi, blot så Kaare Dybvad kan få ret. Og som jeg skrev i en tidligere blog om Kaare Dybvad: ”Jeg kan kun komme frem til to muligheder: Enten er Kaare Dybvad dybt uintelligent og omringet af et lige så dybt inkompetent embedsværk. Eller også udnytter han på kalkuleret og populistisk vis en privat virksomhed som trædesten mod toppen af magtens tinder. Jeg tror på det sidste, og det klæder ikke dansk politik.” Og det er jo netop udskamningen af virksomheder, som ikke klæder regeringen, og de har gennem hele deres regeringsperiode udskammet den ene virksomhed efter den anden.
Jeg savner helt Poul Nyrup, som godt vidste, at Danmark ikke kan undvære de private virksomheder. Ham ville jeg gerne byde på en rugbrødsmad fra Lagkagehuset, og jeg tror også, han ville spise den.