Leeds United – den største fodboldklub i historien
Jeg fortsætter med mine nørdede indlæg. I alvorlige krisetider giver det god mening, synes jeg.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
I det Herrens år 1976 var jeg solgt til den engelske storklub Leeds United, herefter bare Leeds.
Det skyldtes dengang min bedste kammerat i folkeskolen Poul, som havde holdt med denne magiske klub i nogle år i forvejen.
Leeds var en af de helt store engelske og også europæiske klubber i tiåret mellem ca. 1965 og 1975. Leeds var også den næsten evige toer. Fem gange på ti år blev de nummer to i den bedste engelske liga, kun to gange vandt de den. Deres mest tragiske nederlag var i 1975 mod Bayern Munchen i det, der i dag svarer til finalen i Champions League.
Man kan ikke just kalde mig opportunist, idet jeg begyndte at være fan af Leeds nærmest samtidig med, at klubben gik ind i en svaghedsperiode, der kulminerede i nedrykning nogle år senere.
En ny kortvarig storhedstid oprandt i sæsonen 1991/92, hvor Leeds sensationelt vandt mesterskabet foran Manchester United med en ny målmand ved navn Peter Schmeichel.
Det gik hurtigt ned ad bakke igen og så den rigtige vej i slutningen af 1990’erne. Højdepunktet var semifinalen mod Valencia i Champions League (som Leeds tabte) i 2001.
Derpå blev det slemt, meget slemt. I 2005 rykkede Leeds ud af Premier League, og siden da har det været en sørgelig historie for en gammel storklub, der har vundet tre mesterskaber, og som jeg har givet mit klubfodboldhjerte til siden 1976, da jeg var 12 år gammel.
Leeds spillede sågar tre sæsoner i League One, den tredjebedste række, men endelig ser lykken og dygtigheden ud til at vende. Sidste sæson mistede Leeds skrækkeligt det hele til sidst. Denne sæson ser endnu bedre ud, idet Leeds efter 37 ud af 46 planlagte kampe ligger nummer et, syv points foran nummer tre. Kun nummer et og to rykker automatisk op.
Alt dette er forandret på grund af coronakrisen, naturligvis. Seneste melding er dog venlig set fra Leeds’ standpunkt.
Al verdens forfærdelighed til trods håber jeg fortsat på, at Leeds United, den største engelske klub nogensinde, omsider igen er at finde i den bedste engelske række fra næste sæson.
Det er noget mærkeligt noget med tilhørsforhold til en fodboldklub. Jeg fik det selvfølgelig til en engelsk klub, fordi jeg er barn af 1970’erne, hvor engelske tipskampe (det kaldte vi dem) og senere Sportslørdag rullede hen over den sort-hvide skærm lørdag eftermiddag.
Du vælger ikke selv klubben, klubben vælger dig. Jeg har holdt med Leeds i 44 år, i tykt og især i tyndt, og det bliver ikke anderledes, så længe jeg lever, så længe mit hjerte slår.
Det var bare det.