Elefanten i den arktiske iglo ødelægger 100-års fødselsdag

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I dag er det er 100 år siden, at Danmark gav fødselshjælp til Svalbard-Traktaten, der på en række veldefinerede betingelser gav Norge overhøjhed over Svalbard-øgruppen. Ved denne traktat, der ud over at gøre øgruppen norsk, blev aftaleparterne enige om, at øgruppen ikke måtte militariseres, at alle kontraherende nationer sikredes lige adgang til udnyttelse af ressourcerne, og at Norge ikke kunne opkræve skatter og afgifter af aktiviteter i tilknytning til udnyttelsen af Svalbards ressourcer ud over det, der skal til for at opretholde administrationen af øgruppen.

Det er naturligvis værd at fejre, at verdenssamfundet således i fred og fordragelighed satte flag på en af de områder, der på det tidspunkt ikke var under en nations overherredømme.

Der er imidlertid en elefant i den arktiske iglo på Svalbard. Det redegjorde Arktis ekspert, Torben Ørting Jørgensen for på konferencen ”Hvad vil Danmark med Arktis?”

Sagen drejer sig om de nationer, der har tilsluttet sig Svalbard-Traktaten og rettigheder i den eksklusive økonomiske zone omkring Svalbard Ø-gruppen. I den eksklusive økonomiske zone har kyststaten rettighederne til at udnytte ressourcerne i havbunden, på havbunden og i havet. Disse rettigheder er fastlagt ved FN Havretskonvention. Nationerne, der har underskrevet Svalbard-Traktaten, er af den opfattelse, at rettighederne til den kommercielle udnyttelse af ressourcerne i den eksklusive økonomiske zone, skal følge bestemmelserne fra Svalbard-Traktaten, der giver alle nationer lige mulighed for at udnytte ressourcerne, uden at Norge kan opkræve skat og afgifter ud over det, der skal til for at drive administrationen af Svalbard.

Norge har den opfattelse, at rettighederne i den eksklusive økonomiske zone er norsk og norsk alene. Begrundelsen er, at FN Havretskonvention først blev skabt i 1978, lang tid efter man indgik Svalbard-Traktaten, og at bestemmelserne fra Svalbard-Traktaten derfor ikke har virkning for den eksklusive økonomiske zone omkring Svalbard.

Sagen drejer sig om adgang til umådelige olie og gas ressourcer, mineraler på havbunden, snekrabber, fisk osv. Norges velstand hviler som bekendt på indkomster fra olieudvinding, hvor Norge beskatter olie og gas med op til 78%. Denne beskatning vil ikke kunne opretholdes for olie og gasudvinding ved Svalbard, hvis Svalbard-Traktatens bestemmelser også kommer til at gælde i den eksklusive økonomiske zone omkring øgruppen.

Indtil videre har Norge udvist tilbageholdenhed med hensyn til at kortlægge ressourcerne i undergrunden i den eksklusive økonomiske zone omkring øgruppen, og der har derfor kun i begrænset omfang været anledning til at gøre sagen til et konkret stridspunkt. Der har været prøvefiskeri efter snekrabber, hvor et EU-land har givet deres fiskeskibe licenser til fiskeriet, som er blevet afvist af de norske myndigheder og fiskeskibene opbragt.

Det er som oftest Rusland, der aktivt sender protestnoter til Norge, når der foregår noget i relation til Svalbard, som ikke er i overensstemmelse med Svalbard-Traktatens bestemmelser. Det er dog værd at bemærke, at skillelinjen her ikke følger de ”normale” sikkerhedspolitiske brudlinjer mellem øst og vest. Svalbard-Traktaten og ikke mindst muligheden for at udstrække traktatens bestemmelser til den eksklusive økonomiske zone omkring øgruppen er årsagen til, at en lang række nationer opfatter sig som ”Near Arctic States”, således som f.eks. Kina, der har anlagt en stor forskningsstation på Svalbard.

På den nyligt afholdte Arctic Frontiers 2020 konference i Tromsø blev den gode stemning ødelagt af, at den franske forsvarsminister i forordet til et fransk strategipapir ”France and the New Strategic Challenges in the Arctic” slog følgende fast: ”Arctic belongs to no one”. Det gjorde hun bla med henvisning til, at Frankrig var det første land til at etablere en videnskabelig forskningsbase på Svalbard i 1963. Den franske tilkendegivelse blev udlagt som et angreb på FN Havretskonventionen, men et nærmere studie af det franske Strategic Review fra 2017 gør det klart, at det ikke er tilfældet, og at den franske position formentlig knytter sig til de uafklarede forhold vedrørende rettighederne i den eksklusive økonomiske zone omkring Svalbard og de russiske og canadiske bestræbelser på at kontrollere hhv. Nordøst passagen (nord om Rusland) og Nordvest passagen (nord om Canada).

Samlet set har Norge en betragtelig udfordring med at opretholde den norske position vedrørende rettighederne til at udnytte ressourcerne i den eksklusive økonomiske zone omkring Svalbard. Der er en stigende opmærksomhed omkring de ressourcer, der kan udnyttes i området og klimaforandringerne gør muligheden for realisere olie- og gasefterforskning lettere at realisere.

Selvom Rusland oftest har været den mest aktive, når det kommer til at sikre rettighederne for de nationer, der er en del af Svalbard-Traktaten, så er det som nævn ikke et spørgsmål om den traditionelle øst-vestkonfrontation eller udfordring af norsk suverænitet. Problemet drejer sig alene om de uafklarede rettigheder til udnyttelsen af ressourcer i den eksklusive økonomiske zone omkring Svalbard.

Med et Storbritannien, der efter Brexit skal finde nye muligheder for indkomster, og en Trump-administration, der har militariseret den amerikanske erhvervspolitik med Kina og andre asiatiske nationers behov for kulbrinter, med Frankrigs fornyede interesse for Arktis og med EU’s fokus på området, så trækker der virkeligt mørke skyer sammen om den problemstilling, som de uafklarede forhold vedrørende udnyttelsen af ressourcerne i den eksklusive økonomiske zone omkring Svalbard giver anledning til.

I et dansk perspektiv har vi selvsagt også en interesse i at sikre den danske position i relation til Svalbard-Traktaten. Det er ikke nok kun at tænke på snævre danske interesser. Færøerne og Grønland har i kraft af deres fiskeflåder interesser i Danmarks fokus og interesse for problemstillingen i relation til Svalbard-Traktaten.

I lyset af både de økonomiske, men ikke mindst de sikkerhedspolitiske implikationer af sagen, så er det bekymrende at problemstillingen i relation til Svalbard ikke omtales med et ord i de danske sikkerhedspolitiske studier, der i de senere år er udarbejdet om rigsfællesskabet, Arktis og danske interesser. Man får lidt et indtryk af, at vi i Danmark tror, at problemer med sikkerhedspolitiske implikationer ikke eksisterer, blot vi undlader at forholde os til dem.

Forholdet understreger, at Danmark i den grad har brug for nye og uafhængige tænketanke, der kan belyse de problemstillinger, muligheder og udfordringer, der kommer til at sætte dagsorden for udviklingen indenfor rigsfællesskabet. Det kan blive helt afgørende for vores fælles fremtid i rigsfællesskabet.