Oxfam undskylder fejl: Lykkes så godt med vildledning om global ulighed, at selv dens egne medarbejdere bliver snydt

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Igen i år er det lykkedes Oxfam at vildlede offentligheden om global ulighed i formue. Sidste år var det brætspillet Bezzerwizzer, som gik i Oxfams fælde. I år er det Ritzau og Dagbladet Information, som blev narret til at rapportere, at dollarmilliardærerne sidder på »størstedelen af verdens rigdom«.

Det korrekte tal er imidlertid, at de har 2,4 pct. af formuen – altså 20 gange mindre end påstået.

Oxfam skriver, at verdens 2.153 dollarmilliardærer har lige så meget formue, som de 4,6 mia. fattigste tilsammen. De 4,6 mia. er de 60 pct. med mindst formue, og deres samlede formue udgør altså i år omtrent 2,4 pct. af den samlede globale formue. Hvorfor skriver Oxfam dog ikke bare det for at undgå disse misforståelser? Tja, hvorfor mon?

Jeg har i en tidligere blog beskrevet, hvordan Oxfam giver det indtryk, at de mest velhavende i verden ejer en meget større andel af den globale formue, end de i virkeligheden gør:

»Oxfams trick er at starte med den i verden med mindst formue. Vedkommende har negativ formue, altså gæld. Det er med stor sikkerhed en person med høj indkomst i et velstående land. Oven i lægger Oxfam så formuen for den næstfattigste, som altså har næstmest gæld i verden. Den samlede gæld vokser og vokser, indtil Oxfam når frem til den første person, der har en positiv formue. Der er mange i verden, som ingen eller stort set ingen formue har, herunder unge mennesker, som endnu ikke har sparet op. Og når man gør det op på den måde, ejer den halvdel af verdens befolkning med mindst formue kun 0,2 pct. af den samlede formue i verden. Og altså det samme som de otte rigeste.

Oxfam kan med sit vildledende trick piske en stemning op: Mange opfatter det forståeligt nok sådan, at de otte rigeste ejer en meget stor del af verdens samlede formue. Bezzerwizzer fik det indtryk, at der var tale om halvdelen af verdens formue, på trods af at Bezzerwizzer har specialiseret sig i at tjekke, forstå og formidle fakta. Og Oxfam gør så lidt som muligt for at bringe misforståelsen ud af verden. Man skal ned i fodnoter og det med småt for at forstå tingenes rette sammenhæng. Så kan man hævde, at det skam fremgår af rapporten, at … osv. Det kaldes ond vilje.«

Det var sidste år. Den situation er på ingen måde blevet bedre i år. Sågar Oxfams egne medarbejdere bliver tilsyneladende vildledt af Oxfams tal. I hvert fald har Oxfam på Twitter måttet beklage over for mig, at den har skrevet noget forkert, nemlig at dollarmilliardærerne ejer den største del af den globale formue:

Det ændrede Oxfam til »en stor del af«, hvilket er en lille forbedring, men hvorfor ikke bare skrive helt præcis, hvor stor en andel af verdens formue, dollarmilliardærerne ifølge opgørelsen ejer, nemlig 2,4 pct.? Og siden hvornår har 2,4 pct. været »store dele«? Jeg synes, at Oxfam fortsætter vildledningen.

Men vildledningen stopper ikke her. I en kronik i Berlingske skriver Oxfams direktør, Kristian Weise, om det seneste års fald i formue-uligheden, at der er tale om »et statistisk skvulp«. Men sandheden er, at den globale ulighed i formue har været faldende i snart to årtier. (Se i øvrigt denne fremragende kritik af Weise og Oxfam-rapporten fra Niels Westy).

Tallene for den globale formue og dermed også tallene for udviklingen i formueuligheden er usikre. Men det er de bedste tal, vi har, og de samme tal, som Oxfam bruger til sine alarmistiske budskaber. En nuanceret tilgang havde gjort opmærksom på, at den globale ulighed i formue ikke stiger, men falder.

Et andet faktum, som Oxfam gør meget lidt ud af, er, at også den globale ulighed i indkomst er faldende ifølge de bedste tal, vi har for udviklingen – og at faldet i ulighed har fundet sted i mange år.

I Oxfams rapport påstås, at tingene vil blive meget værre (»things will get far worse«) uden drastiske indgreb. Men den globale absolutte fattigdom er i årtier blevet reduceret (og forventes stort set at være afskaffet i 2030).

Det ville naturligvis være bedre, hvis fremgangen for verdens fattigste gik endnu hurtigere, men Oxfams politiske forslag ville have den modsatte effekt. Oxfams grundlæggende fejlslutning er, at liberale demokratiers markedsøkonomier fungerer som et nulsumsspil, hvor den enes velstandsfremgang kommer på den andens bekostning. Det er sjældent tilfældet, og oftest i lande uden velfungerende markedsøkonomier.

Oxfam bør skelne imellem inkluderende velstandsskabelse og ekskluderende velstandsskabelse, altså hvor man beriger sig på andres bekostning.

De fleste af de 20 rigeste dollarmilliardærer har skabt deres velstand ved at tilbyde nye produkter og ydelser til gavn for os alle sammen. Nobelpris-økonomen Bill Nordhaus vurderer, at disse iværksættere kun formår at fastholde nogle få pct. af den samlede velstand, de skaber. Resten går til alle os andre. Det er inkluderende velstandsskabelse, og det er en god ting. De områder i verden, hvor der er den største vækst i antallet af milliardærer, er Asien, især Kina. Men netop Asien og Kina er også et område, hvor fremgangen for de fattigste har været mest markant.

Undtagelsen er i lande og sektorer, hvor der ikke er velfungerende markeder med konkurrence. F.eks. er mexicaneren Carlos Slim blevet milliardær på at tiltuske sig et telemonopol og afkræve de fattige mexicanere for høje priser.

Løsningen på det problem er mere konkurrence, altså mere markedsøkonomi. Inden kapitalismen var stort set alle borgere i verden fattige, bortset fra en lille privilegeret klasse. Kapitalismen spredte velstand ud til den brede befolkning, først i de lande, som tidligst tog markedsøkonomien til sig (Vesten). Siden har velstanden bredt sig, i takt med at lande har liberaliseret og åbnet deres økonomi. Det har vi set med f.eks. Korea, Kina, Indien, Georgien og Estland.

Den afgørende sandhed om forholdet mellem markedsøkonomi og fattigdom er denne: Jo mere kapitalistiske lande er, jo bedre leveforhold har de fattige.