På krigsstien i Ukraine: Hvor begynder, hvor ender Europa?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

AVDIJIVKA

Undervejs i det solgyldne Østukraine spørger jeg mig selv og dernæst min ledsagerske, Dansk Flygtningehjælps effektive og modige Viktoriya Hrubas, hvor begynder Europa? Hvor ender Europa? Hrubas smiler svagt, men giver intet svar. Hun er til det konkrete.

Vi nærmer os den ukrainsk-russiske front. Mennesketomme landsbyer, sønderskudte huse, granathuller i vejen. Krigen er her, den eneste i Europa, 13.000 dræbte siden 2014, to millioner flygtninge. 700 km i vest har vi Kiev, fredelig og attraktiv. Ret forude står den regulære ukrainske hær over for et sammenrend af militser, finansieret af Kreml. Vi gør holdt i Majorske, et af fem skarpt bevogtede overgangssteder mellem Ukraine og den såkaldte folkerepublik Luhansk.

Europa er i krig, der om ingen tvivl, en krig sat i værk af Vladimir Putin, tidligere kommunistisk efterretningsagent, nu Ruslands fascistiske diktator. Putin anser det selvstændige Ukraine, opstået på Sovjetunionens ruiner, for en demokratisk trussel, vendt mod Rusland.

Halvautomatiske våben glammer i en skovtykning nær kontaktlinjen. Hundreder af slidte, tavse mennesker forsøger at krydse fra Luhansk til Ukraine, hvor de hæver deres forsvindende små pensioner eller forsyner sig med dagligvarer. En ældre kvinde besvimer og kommer kun langsomt på fode. Derefter går turen tilbage til illegaliteten. Opholdet på kontrolstedet kan vare fra 20 minutter til fem-seks timer, afhængig af russernes humør.

Hvad forestiller Putin sig? Vel sagtens at hans skrumpende stormagt skal genvinde Ukraine eller dele af Ukraine, som Peter den Store erobrede i det 18. århundrede, og som russerne nedladende kalder for Lillerusland, en koloni, der rev sig løs i 1990, hvorpå Kiev afleverede sine atomvåben mod Kremls og Vestens garanti for, at man ville respektere den nye republiks territoriale integritet. Da ukrainerne i 2014 fordrev præsident Janukovic, Putins nikkedukke, annekterede den russiske fører Krim og indledte sin krig i Donbass.

Der tales om et splittet Ukraine. En tid lang var dette ikke forkert. I dag er det en myte. To valg i indeværende år har givet Volodymyr Zelenskij op til 73 pct. af stemmerne, hvilket viser en meget enig nation. At mange i øst taler russisk, og mange i vest taler ukrainsk, gør ingen nævneværdig forskel. Det europæiske og i stigende grad demokratiske Ukraine er kommet for at blive.

Hrubas viser mig, hvad Dansk Flygtningehjælp foretager sig – og det er ikke småting: minerydning, genhusning af flygtninge, rekonstruktion af skoler og læreanstalter, en imponerende, ganske farlig indsats. Hen imod dagens slutning gør vi holdt i Avdijivka, nær den russisk besatte millionby, Donetsk. I Avdijivka, en halv snes kilometer fra russernes svære artilleri, står de forreste højhuse som brandtomter. Et par hundrede meter derfra finder vi Alexandra, ung og lys. Hun har ved flygtningehjælpens mellemkomst åbnet en sprogskole. Sidste år havde hun 15 elever, nu har hun et halvt hundrede, og hun tjener penge. »Jeg prøver på at gøre en indsats,« siger hun. »Jeg ekspanderee. Jeg har brug for flere lærere og større lokaler …«

Vi bevæger os ud i landskabet, i fornuftig afstand af Donetsk. Ruiner og kontrolposter, en jernbanebro bombet til ukendelighed. Begynder Europa her? Ender Europa her? Måske begge dele. At Rusland i det østlige Ukraine udsætter Europa for en massiv, strategisk trussel kan næppe diskuteres.

Jeg mindes Alexandras afskedsord: »Glem os ikke, vi lever på afgrundens rand.«