Stop al vrøvlet om mere demokrati i EU

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Efter udpegningen af den tyske EU-kommissionsformand, Ursula von der Leyen, har danske medier i varierende grad været fulde af beklagelser over det manglende demokrati i EU. Det nyvalgte parlament blev trynet, M&M – Macron og Merkel – trumfede deres vilje igennem, ganske vist efter en del slinger og indre rysteture.

Den europæiske vilje ligger således stadig i lommen på aksen Tyskland-Frankrig, EU’s dominerende stater. Især fører Emmanuel Macron sig frem som en Napoleon for det 21. århundrede – for ham er EU blot en mere tidsvarende definition af La France.

Forløbet omkring valget af kommissionsformand blev kaldt en demokratisk skandale. Men dét forløb var der ikke noget underligt i – det er sådan, det er, det er der ingen grund til så meget som at løfte et øjenbryn over. Den Europæiske Union er ikke noget demokratisk foretagende. Det har foretagendet aldrig været, og det bliver det med sikkerhed heller aldrig. EU var fra starten indbygget med det så ofte omtalte ”demokratiske underskud”. Det var ikke nogen tilfældighed. Den magtfulde institution er kommissionen, som er en teknokratisk defineret instans, der ikke er på valg, og hvis hovedopgave det oprindelig var at gennemføre det indre marked i Europa. Kommissionen kan kun drages til demokratisk ansvar via ministerrådet, som repræsenterer medlemsstaterne. Det direkte valgte parlament er blot demokratisk staffage – et snakkecirkus uden større politiske beføjelser, hvis begrænsninger man også tydeligt så demonstreret ved den nævnte udpegning af kommissionsformanden.

Og det er godt sådan. Demokratiet er fast forankret i medlemsstaterne, EU er i bedste fald en teknokratisk overbygning på de suveræne medlemsstater, en form for aktieselskab, etableret af medlemsstaterne med det formål at fremme disses fælles økonomiske og sikkerhedspolitiske interesser. Punktum. EU har aldrig været tænkt som, og skal heller ikke gerne blive, »et moralsk og kulturelt fællesskab, hvor vi holder hinanden op på vores smukkeste principper om retssikkerhed, menneskerettigheder og demokrati«, som en politisk kommentator panegyrisk udtrykte det i Dagbladet Information for nogle få uger siden. Vorherre bevares – mindre kan gøre det.

Europa befinder sig i disse år i en udpræget defensiv situation i den globale sammenhæng, økonomisk og sikkerhedsmæssigt. I den sammenhæng har EU udvist umådelige svagheder ved organisationens manglende evne til at dæmme op for uønsket indvandring. Det er indtil videre århundredets største politiske skandale. Danske og europæiske medier har utroligt travlt med at påpege, at USA er lige ved at falde i afgrunden, men USA skal nok klare sig. Den europæiske fremtid ser derimod blågrå ud – demografisk og kulturelt.

Mange bilder sig ind, at løsningen er at gøre EU mere demokratisk, mere føderalt. Tage magten fra kommissionen og lægge den over i parlamentet, investere mere i en fælleseuropæisk identitet, arbejde sig frem mod et fælleseuropæisk citizenship og mere af samme skuffe.

Men hvorfor skulle EU blive mere demokratisk? Demokratiet ligger ret solidt forankret i nationalstaterne, EU er en forretning og det er bedst sådan. Der, hvor det for alvor går galt, er, hvor europæere begynder at bilde sig ind, at de lever i USA, og at Europa kan blive en nationalstat ligesom USA. Det vil Europa aldrig blive af en masse historiske og kulturelle årsager.

I stedet burde alle gode kræfter arbejde på at styrke den nationale politik og de nationale identiteter. Europa er de europæiske nationalstater, som er bestandige.